Lene Rosenmeier: Webkommunikation

Jeg købte den her lille bog på mit arbejde i håb om at den kunne bruges som læsestof til de medarbejdere, der ikke er kommunikationsuddannede eller vant til at formidle ”i populærform”, men som sidder og arbejder med indholdet på vores hjemmeside.

Det kan den kun delvist, vil jeg sige. Problemet er primært en uklarhed i forhold til, hvem der i virkeligheden er bogens målgruppe, og det gør at bogen i mine øjne er disponeret forkert.

Webkommunikation udstyrer de ikke-kommunikationsuddannede ledere og medarbejdere med den basale viden om vellykket hjemmesidekommunikation”, står der på bogens bagside. Men jeg synes snarere bogen er skrevet til små firmaer, der ikke lige umiddelbart tænker i kommunikation, end til ansatte i større organisationer, hvor man i forvejen arbejder med det.

Eksempelvis kan et lille håndværkerfirma sikkert få stor glæde af den forholdsvis lange introduktion om, hvorfor det overhovedet er vigtigt at have en hjemmeside, og hvad virksomheder typisk bruger den til. Til gengæld er afsnittene om, hvordan man rent faktisk skriver og strukturerer sit indhold ikke så stor en del af bogens indhold, som jeg i hvert fald havde håbet.

Og så bruges der også plads på at diskutere, hvad farve links kan være, hvilke skrifttyper, man kan bruge på nettet osv. Det er vel også kun relevant, hvis man vil lave sin egen lille hjemmeside (håndværkermesteren, der sidder og fifler med Frontpage) eller hvis man er redaktør med ansvar for en større sides udseende. Og er man det ,ved man allerede alt det, der står i bogen.

Nu er jeg selvfølgelig også farvet af, at der ikke er noget nyt i bogen for mig. Men jeg har desværre heller ikke tænkt mig at anbefale den til medarbejderne herinde. Det er for lidt af den, der er relevant, og det, der er , er ikke dybdegående nok.

Den tjente dog som en udmærket huskeliste til indholdet i dele af, hvad jeg selv vil undervise dem i. Og til små virksomheder, der også skal have begrundelser for overhovedet at etablere en hjemmeside, tror jeg også den er ganske god.

One thought on “Lene Rosenmeier: Webkommunikation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *