Mark Z. Danielewski: House of Leaves

Den her bog er ekstremt svær at beskrive præcist, men til gengæld meget let at sætte en masse beskrivende ord på:

Forvirrende, labyrintisk, kompleks, ambitiøs, prætentiøs, fragmenteret, overdrevet, underspillet, iskold, følelsesladet, smuk, grusom, poetisk, intim, analytisk, fremmedgørende, skræmmende… Og ikke mindst mærkelig, fascinerende og imponerende.

Forestil dig en blanding af Siri Hustvedts “What I Loved”, en af Lovecrafts gotiske horrorhistorier, et afsnit af tv-serien Lost og Lyotards “Viden og det postmoderne samfund”. Nej, på papiret giver det ikke rigtigt mening, vel?

Genremæssigt ligger vi altså et eller andet sted mellem kærlighedshistorie, horrorfortælling, kunstbog og doktorafhandling (!). Derudover er bogen lidt af en kinesisk æske sådan rent strukturmæssigt, idet der er flere historier på flere plan med mere eller mindre eksplicitte fortællere, der væver sig sig ind i og kommenterer hinanden.

Og så er det også formmæssigt i det hele taget bare en ekstrem bog på næsten alle måder. Den er næsten 700 sider lang i alt, hvilket blandt andet inkluderer flere appendikser, bilag og mere end 40 siders index. For ikke at nævne de 450 fodnoter, hvoraf nogle nærmest er hele kapitler i sig selv (med egne fodnoter, selvfølgelig).  Bogen benytter sig af forskellige fonte, farver, tekststørrelser og mærkværdige sideopsætninger (se eksempler nederst), et sted er der endda en sætning, der afbrydes abrupt, for så at blive gjort færdig mere end 100 sider senere. Der er passager på tysk, fransk, latin og græsk (der ikke alle bliver oversat) og utallige obskure referencer til og citater fra personer, fænomener og værker fra historien, den akademiske verden og popkulturen, hvoraf nogle er virkelige, men lige så mange fiktive.

Der går på mange måder “mere form end indhold” i det hele. Men det er helt bevidst, og er absolut med til at gøre bogen til noget særligt.

Nå, så meget skrevet om bogen uden at nå til, hvad den egentlig handler om. Det er (selvfølgelig) også lidt svært at beskrive, men jeg prøver alligevel.

Fotografen Navidson flytter med sin kone og to børn ind i et hus. En dag opdager de, at huset er lidt større indeni end udenpå. Der er faktisk noget grueligt galt med det hus, hvilket fascinerer Navidson, men samtidig splitter familien. Både familiehistorien og hushistorien udvikler sig hurtigt til det værre. Og fordi Navidson er fotograf, dokumenteres det hele omhyggeligt på film og foto.

Historien om Navidson og familien (og de andre involverede personer) fortælles ved hjælp af nedslag i analyser af Navidsons film, interviews med personerne og andre redegørelser. Disse nedslag er samlet af en mystisk mand ved navn Zampanò, der stykke for stykke graver sig ned i historien om huset og lader tankerne flyde ud af alle mulige mærkelige semi-akademiske tangenter samtidig.

Hele Zampanòs værk er desuden kommenteret af en ung slackertype, Johnny Truant, hvis personlige noter til historien og ret lange anekdoter om sit eget ret miserable liv i Los Angeles løbende afbryder selve hovedhistorien. En væsentlig del af appendikserne er desuden helliget Mr. Truants eget liv, samlet af “The editors”, der også af og til kommenterer faktuelle fejl og manglende brudstykker i selve romanen.

Det hele er mere kompliceret end her beskrevet, men lad os nøjes med den korte version her. Det er så afgjort historien om huset, Navidson og familien, der fylder mest i bogen – det andet er mest indpakning.

Det, man mest skal læse bogen for, er at lade sig overrumple og blive fascineret af selve værket – både historien, men også formen. Det var anbefalingen fra Eskapisten, hvor jeg læste om bogen, og jeg er meget enig. Men jeg kan også godt forestille mig at mange egentlig ikke vil bryde sig særligt om den. Selv er jeg også en lille smule irriteret på den. Men dog mest fascineret.

Jeg bringer ingen citater fra bogen – det ville ikke give mening. Men her er et par billeder af udvalgte opslag (og ja, det er braille/punktskrift på et af opslagene):

2 thoughts on “Mark Z. Danielewski: House of Leaves

  1. Tak for anmeldelsen. Så blev jeg lige endnu engang fascineret af den.

    Jeg blev også fristet til at købe bogen, da Eskapisten skrev om den på sin blog. Så den står i reolen her hjemme, men er endnu ikke læst. Jeg ser dog frem til den og tror jeg ender med at læse den i en sommerferie.

  2. Hej Mia

    Fascinerende er også lige ordet!

    Og god ide at læse den, når man har god tid til at fordybe sig. Det er bestemt ikke en bog, man tager i små 10-minutters-bidder om aftenen inden man lægger sig til at sove.

    God fornøjelse når du når til den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *