Michel Houellebecq: Elementarpartikler

Det er sjældent, jeg læser franske bøger, så en ferie i Frankrig burde være det oplagte tidspunkt, når det endelige skulle være. Jeg har før haft stor fornøjelse af at lytte til Tango i min iPod i Buenos Aires eller læse Paul Auster i New York, men at læse Elementatpartikler i en lille sydfransk bjerby gav desværre hverken oplevelsen af byen eller bogen noget ekstra (nu er “Frankrig” så også en ret stor størrelse, indrømmet).

Det er dog stadig en enddog meget god bog. Men den er også meget europæisk eller måske storby-agtig, strøet til med ironiske bemærkninger, filosofiske betragtninger og præget af en form for distanceret afmålthed, som den er.

Der er bestemt også et eller andet meget fransk over den, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Jeg tror det er måden, der fortælles så nøgternt og redegørende om, hvad hovedpersonerne gør og tænker. I det hele taget er der noget klinisk eller i hvert fald demonstrativt usentimentalt over den måde, historien formidles på.

På den anden side er selve historien heller ikke forfærdeligt vigtig. De to hovedpersoner – de to brødre Bruno og Michel – oplever hvordan verden omkring dem fungerer, og deltager også til dels selv i denne livets leven. På den måde hører vi om sygdom, familie, død, lokalsamfundet, ungdommen, kærligheden og ikke mindst sex. Bogen bliver et billede af vores kultur, der med det kliniske blik får et kritisk skær over sig.

Heldigvis gør det den ikke uinteressant eller tung. Og selv om lix-tallet er højt, er den overraskende velskrevet, når man først vænner sig til den lidt højpandede stil. Og den er heller ikke blottet for humor. Slutningen er måske nok lidt for meget – her kammer det over og bliver lidt fortænkt – men ellers passer det godt med den nedbarberede og semi-videnskabelige stil, som endda går igen i mange af personernes replikker:

“Du har et meget dystert syn  på livet …” sagde Christiane efter en pause med tyngende tavshed. “Nietzscheansk,” præciserede Bruno. “Snarere discount-nietzscheansk,” tilføjede han. “Jeg vil læse et digt for dig.” Han hev et hæfte op af lommen og læste følgende vers:

Det er altid det samme visse vasse
Om den evige genkomst og alt det dér
Jeg sidder på Zarathustras terasse
Og spiser is med røde bær

“Jeg ved hvad vi skal gøre,” sagde hun efter endnu et øjebliks tavshed. “Vi tager ned og dyrker gruppesex i Cap d’Agde, i nudistsektoren. Der er hollandske sygeplejersker, tyske funktionærer, alle sammen meget høflige, småborgerlige, af den nordiske eller nederlandske type. Hvorfor ikke deltage i et orgie med politimænd fra Luxembourg?”

“Jeg har ikke mere ferie tilbage.”

Sikkert sådan en bog, man enten rigtigt godt kan lide eller ikke kan fordrage. Jeg synes den var meget god, og forfriskende anderledes.

One thought on “Michel Houellebecq: Elementarpartikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *