Joe Haldeman: Forever Peace

Tredje og sidste bog i den Omnibus Edition, jeg købte med Haldeman-sci fi-bøger. Den første, Forever War, var rigtig god, og fortsættelsen, Forever Free, var hæderlig. Den her er ikke en fortsættelse, men en selvstændig bog, og den var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Historien er rent ud sagt noget ro, som jeg ikke vil forsøge at gengive her.

Og beskrivelserne af fremtidens samfund er ikke lige så interessante som i de to andre. Haldeman vil meget gerne ud over at beskrive faktuelle ting om samfundsindretningen (krigsapparatet, våbnene, institutionerne, dimserne, betalingssystemet etc.) og også gerne sige noget om, hvordan det samfund så påvirker de mennesker, der bebor det (og man mistænker ham for med det samtidig at ville sige noget om nutidens samfund…). Men det bliver lidt for “villet” og fikst i den her bog – og det er ærgerligt, for det var faktisk noget af det fine ved de to andre bøger.

Der er selvfølgelig enkelte interessante ting, eksempelvis det, at man kan blive “jacked”, dvs. få installeret et stik i baghovedet (nej, bogen er skrevet inden “Matrix” kom ud), der gør at man kan plugge ind kommunikere med andre direkte og uden tale. Det giver en dybere forståelse, men skaber samtidig et skel mellem de, der er jacked og de, der ikke er og måske ikke kan blive det. Ikke sådan på samfundsplan, men helt mellemmenneskeligt – hovedpersonens kæreste (som ikke er jacked) kan aldrig forstå ham så grundlæggende som hans soldaterkolleger, med hvilke han er plugget ind i dagevis af gangen…

Men det bliver aldrig rigtigt interessant, om end bogen da er lidt spændende. Den er dog lige så lang som de to andre tilsammen, hvilket ikke gjorde det bedre.

Nå, videre til det næste. Det kan ikke gå stærkt nok!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *