Douglas Coupland: Girlfriend in a Coma

Jeg har vist læst alle Couplands bøger frem til Miss Wyoming bortset fra Shampoo Planet, og jeg var endda meget begejstret for de fleste af dem. Blandt andet skrev jeg danskopgave i gymnasiet om Generation X og Microserfs (det kunne være sjovt at se om den findes et sted i gemmerne…).

Efter Miss Wyoming (som jeg ellers husker som rigtigt god) vendte jeg ikke tilbage til Coupland. Måske var jeg vokset lidt fra ham – der er i hvert fald noget meget teenage-agtigt over hans beskrivelser af ironikere, der finder ud af at livet er mere end bare den næste kvikke bemærkning (det er vist et gennemgående tema hos ham).

Det, Coupland kan, er at give nørder, outsidere, misantroper og den slags folk en sær charme og sjæl. Det gør han ved en insisteren på at beskrive dem og deres verden naivt og uden fordømmelser og ved at fokusere på deres venskaber med hinanden og deres dagligdag midt i al almindeligheden.

Jeg husker Girlfriend in a Coma som lidt anderledes end Couplands andre bøger, sådan mere storladen. Han havde i hvert fald ikke tidligere beskæftiget sig så direkte med “de store spørgsmål” i metafysisk forstand (om end der vist er masser af livskvaler og sisyfostanker som underliggende tema i alle bøgerne). Og det var heller ikke særlig Coupland’sk at verden i mere eller mindre bogstavelig forstand går under, som den gør i bogen (i modsætning til ex Generation X, hvor den afsluttende paddehattesky viser sig blot at være fra en brand og ikke fra bomben…). Derudover kan jeg huske at jeg synes, at bogens sidste del var skuffende forskellig fra de andre.

Derfor var det med blandede forventninger, jeg genlæste den. Men jeg ville gerne se, om der stadig er noget ved Coupland her ti år senere.

Og det er der, synes jeg. Bogen er sine steder meget rørende, særligt i den midterste del, hvor den komaramte Karen vågner op efter 17 års søvn til venner, der er forfaldet noget siden teenageårene. Og den har også den gnist i replikkerne, som Coupland kan give samtidig med at man gennemskuer det som en slags ironisk facade hos personerne.

Coupland kan det med at knytte en kæk oneliner på sine beskrivelser. Til gengæld synes jeg også, at de til tider bliver lige lovligt gymnasielommefilosofiske og bogstavelige, og så mister pointen noget kraft. Her taler hovedpersonerne Richard og Wendy om savnet af Karen (som ligger i koma og endda er gravid):

I threw a stick. “I’m too young to be a father. I’m too young to be anything. I’m seventeen. I haven’t even left home yet. It seems unreal. You won’t tell anyone, right?”
“Sealed lips.” She whipped a twig from her dress. “It’ll be like having part of Karen back. I miss her. We never talk about these things. But I miss her. Do you?”
“Yeah.”
“But we don’t ever say it out loud, do we?”
“I guess not,” was all I could reply. “I don’t like the silence, either.” I didn’t realize then that so much of being an adult is reconciling ourselves with the awkwardness and strangeness of our own feelings. Youth is the time of life lived for some imaginary audience.

Lige lovligt bogstaveligt. men et meget fint øjeblik – og dem er der mange af i bogen!

Jeg synes det hjalp læsningen at jeg kendte lidt til historien, så jeg ikke blev overrasket, da alle i bogens tredje og sidste del falder døde om på nær vores seks ulykkelige hovedpersoner, der aldrig rigtigt har følt sig hjemme på jorden, men som nu er dens eneste beboere. Især fordi der også sker et skift i fortællerrollen i den del af bogen. Nu ved du det også…

En ting, jeg ikke kunne lade være med at tænke på hele vejen igennem er, at jeg en gang læste et interview med Elijah Wood (ham der Frodo), hvor han fortalte at han havde en drøm om en gang at filmatisere Girlfriend in a Coma. Det kan jeg godt forstå – netop fordi der er så mange gode, fine og sigende øjeblikke/scener i bogen. Udfordringen bliver at få den overordnede historie til at hænge sammen som en helhed – det gør den som sagt ikke helt i bogen.

4 thoughts on “Douglas Coupland: Girlfriend in a Coma

  1. Jeg har også fået det lidt blandet med Coupland på mine gamle dage (eller hvad det nu hedder) – og jeg har helt ærligt ikke rigtig mod på at genlæse Girlfriend in a Coma. Jeg læste ellers JPod for nogle år siden og syntes faktisk det var helt OK. Og Microserfs kunne måske godt klare en gennemlæsning mere?

  2. Ja, han er altså lidt pubertær på en eller anden måde. Men Microserfs har jeg også tænkt på at genlæse på et tidspunkt – den er nok hurtigt læst (og ganske sjov). Jeg synes på en eller anden måde også, man burde vende tilbage til Generation X og se hvor outdated (hvis altså den gør det), den virker nu…

  3. Ja, det kunne være ret sjovt. I øvrigt synes jeg Life After God skiller sig lidt ud – den er tanden mindre ironisk og tanden mere stilfærdig – har læst den flere gange og tror faktisk stadig den holder. Selv om den både er lidt højtidelig og bliver lidt religiøs til sidst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *