Jonas T. Bengtsson: Submarino

Submarino foregår blandt mere eller mindre subsistensløse karakterer i det københavnske nordvestkvarter. Det er samme setting som mange af Jan Sonnergaards historier, men bogen minder mig nu mere om Jakob Ejersbos Nordkraft. Faktisk så meget, at det er svært ikke at sammenligne dem, synes jeg.

Ligesom Nordkraft er Submarino delt i flere hovedspor. Her har historiens to spor dog en mere naturlig sammenhængskraft end i Nordkraft, i og med at det er to brødre, de handler om. Men hvor historierne i Nordkraft efterhånden fletter sig sammen, så cirkler de to Submarino-brødres skæbner mere om hinanden uden rigtigt at komme i berøring med hinanden før til sidst. Og det kan de, fordi brødrene jo har en fælles fortid.

De er dog endt meget forskellige, de to brødre. Og så alligevel ikke. Den ene er en hård type, der fylder sit liv med vægttræning og guldøl, men heller ikke helt kan lade være at tage sig lidt af nogle af de svagere eksistenser omkring ham. Den anden er far, og forsøger at få udfordringen med at tage sig af sin søn til at forenes med et liv som stofmisbruger og – senere – pusher.

Det er miljøbeskrivelserne, der er det rigtigt stærke i Submarino. Men det er ikke fordi, man får lange passager om, hvordan verden nu hænger sammen i Kbh. NV, for miljøet får liv gennem personerne. Og det er imponerende, for i begge de to historier bruges jeg-fortæller. Og det er jo altså ikke fordi de to brødre som fortællere fylder masser af kommentarer og tillægsord på – de selv og personerne omkring dem tegnes af deres handlinger. Men dem beskriver fortællerne (dvs. brødrene) også præcist, detaljeret og med små anekdoter ind imellem. Eksempel (og indrømmet, man skal vænne sig til staccato-flowet):

Når jeg er sammen med Sofie, har vi sex. Altid. Nogle gange bare et håndjob. Det er nemmere på den måde.
Sofie tørrer sæd af hånden med en vådserviet, tørrer pikhovedet af og fjerner stænkene fra mine træningsbukser. Jeg var ikke en dårlig mor, siger hun. Jeg var virkelig ikke en dårlig mor. På det lille spisebord ligger et papir med blåt brevhoved. Jeg så det, da jeg kom ind, men ville ikke spørge til det. Det lignede dem, hun før har vist mig; dem fra advokaten, den gratis advokatbistand, hun har fortalt mig om.

Hvis Nordkraft skreg på en filmatisering, så gør den her bog det i mindst lige så høj grad. Faktisk vil jeg mene at den egner sig bedre, fordi de to historier minder mere om hinanden, hvor jeg synes at de tre historier i Nordkraft tog sig meget forskelligt ud, og især den sidste (om Steso) kom til at ødelægge strukturens enkelhed en lille smule, fordi den var nødt til at springe i tid for at få det til at hænge sammen (så vidt jeg husker).

Submarino er ikke en dybsindig, reflekterende eller samfundskritisk bog (selv om man sikkert godt kan læse den sådan). Men den får en småekstrem og deprimerende verden til at virke som en dagligdag med bittesmå lyspunkter for dem, der bebor den, og den får denne dagligdag til at være dramatisk på en måde, der gør det svært at slippe bogen.

Bogen har i øvrigt en hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *