Peter Adolphsen & Ejler Nyhavn: Katalognien

by , under Lyrik, Skønlitteratur

Katalognien har undertitlen “en versroman”. Der er ikke meget roman over det, og jeg synes heller ikke det lykkes forfatterne at skabe et sammenhængende forløb eller noget, der minder om en historie, ej heller at indkredse nærmere, hvad Katalognien (altså stedet) egentlig er, andet end et fiktivt sted hvor byerne har navne efter verstyper.

Der er til gengæld ikke andet end vers i bogen. Og som antydet, kommer man på en rundtur blandt en masse forskellige verstyper. Det er afvekslende og virker rigtigt godt.

Den grundlæggende ide er at Ejler og Peter digter om (at) digte og om sig selv og dermed samtidig en del om at de digter om sig selv – og så handler det også om at drikke øl (eller absinth eller hvad der nu er ved hånden) og ryge sig skæv.

Det er småsjovt, når det er gjort i ex en lejlighedssang, rocksang, en freestyle battle (som jo er en paradoksal nedskrevet form, men det lader vi ligge) eller i andre “nyere” genrer med et glimt i øjet.

Men det er virkelig herligt, når det foregår i nogle mere arkaiske versformer, som ex spanske trokæer, blankvers, hexameterepos, sonetkrans eller goetheske knittelvers (der er heldigvis et appendix i bogen, der forklarer de forskellige versformer). Det er ofte rytmiske versformer, som man får mest ud af, hvis man læser dem “i takt” – og så er det altså fantastisk, når der går både meta, glimt i øjet og øl, fisse og hornmusik i den – det er bestemt ikke sådan, de genrer plejer at blive indholdsudfyldt.

Det hele er vældigt svært at forklare tilstrækkeligt begejstret og fyldestgørende. Nogle af verseksemplerne bliver lige lovligt lange, men når en sonetkrans nu består af 14 vers med 14 linjer med et afsluttende vers, ja, så er der jo ikke noget at gøre ved det (indsæt smiley her).

Her er Peter og Ejler midt i versnovellen røget til vejrs nytårsaften, hængende i et kosteskaft båret af en flok duer (!) – og mon de kan bære dem?

Det kan den; flokken flyver højt og høj’re,
De klamrer sig til pinden og hinanden,
langt nede ser de partyfolket fejre
et nytår som det sidste, lutter lallen.
Men højt på himlen, bag et duespand,
snart ude over havnens kolde vand:

En digterduo, skævt overskrævs på pinden.
For nok er de bange, men nu mer’ i ro,
balancen fundet, vuggende i vinden,
hen over Gammel Strand og Langebro.
“Du, skal vi ikke ryge noget pot?”
si’r Peter, Ejler svarer: “Hørt! Hvor godt!”

Sjov og opfindsom, klart anbefalet! Figurdigtet er i øvrigt en lang parade af hvad der sagtens kunne være sjove mikroblogindlæg (“Ejler er blevet fast kunde hos THC. Ejler er blevet mistænkt for epos-misbrug. Ejler er lidt for ladt. Ejler opgiver at gå dyrenes vej, gør som køleskabet: Brummer” osv. osv.). Jeg er ven med Ejler Nyhavn på Facebook, hvor han også selv skriver netop sådan nogle sjove, pudsige opdateringer.

Leave a Reply