Den føles også længere, den her, men det er nu stadig lige så spændende at læse med. Og billedet af, hvem der er de gode og onde bliver mere og mere mudret – det er virkelig forfriskende for genren. Samtidig bliver historien og persongalleriet også mere og mere uoverskueligt i en grad så det næsten er for meget. Også selv om Martin trods alt løbende slår nogle af sine mange hovedpersoner ihjel – også nogle af dem, man ikke lige regnede med ville ryge.

jeg synes faktisk også, at handlingen er både overraskende og realistisk (selv om det er et mærkeligt ord at bruge i den her genre), og egentlig skriver Martin slet ikke så ringe. Det er meget lige ud af landevejen, men han har en evne til at skrive knastørre og skarpe dialoger.

Så: God, men lang. Og så er jeg også klar til at se sæson 3 af TV-serien.

Ved bind 1 kunne jeg særligt godt lide den meget levende beskrivelse af episoder i barndommen, som Knausgård havde en god måde at gøre både naive og eftertænksomme på samme tid. En enkelt episode om nogle øl i en grøftekant nytårsaften, som blev strukket endda meget langt ud, var endda også direkte spændende og morsom, synes jeg.

Her i andet bind er det alvor. Og på en anden måde end i bind 1, hvor det også handlede om faderens død. For nu er vi meget tættere på Knausgårds parforhold og hans trængsler med at finde plads til sig selv i “sammenheden”, især da der også kommer børn ind i billedet.

Det er noget, jeg kan forholde mig til på en helt anden og konkret måde. Og selv om forfatteren er en noget speciel fyr – eksempelvis usædvanligt kompromisløs i forhold til sit arbejde og hvordan det skal passes sammen med familielivet – så genkender jeg mange af de situationer og tanker, han beskriver. Hvor finder man rum til hinanden og overskud inde i sig selv, når dagligdagen går i ring? Og hvordan finder man tid og plads til at være sig selv, når der går familie i den?

Derudover synes der også at være et tema i den her bog om hvordan man præsenterer sig for andre. Bogen indledes ex med en lang beskrivelse af en forældrekomsammen i en af børnenes børnehave, hvor Knausgård er til stede, men samtidig ser det hele – inklusiv sig selv – udefra, og overvejer, hvad det er for nogle mekanismer, der er på spil. Vildt godt skrevet.

Og endelig lukker han også op for sit blik på sig selv som forfatter. Der er lange halvfilosofiske passager om specifikke værker (man aner de 500 sider om Hitler i sidste bind i horisonten) og om hans kvaler med at forlige sig med sin egen kunstneriske utilstrækkelighed. Og den anden figur, der fylder mest i bogen, er faktisk Knausgårds forfatterven, som han har lage samtaler med om kunst og det at skrive.

Så… Lidt tung enkelte steder, men alt i alt fantastisk – som forventet!

2012 var året, hvor jeg opdagede biografien som genre. Her har jeg læst fem meget forskellige, men alle sammen rigtig gode biografier:

1. Jørgen Leth: Det Uperfekte Menneske
2. David Lagercrantz: Jeg er Zlatan Ibrahimovic
3. Barack Obama: Dreams from My Father – A Story of Race and Inheritance
4. Tyler Hamilton & Daniel Coyle: The Secret Race
5. David Buckley: Strange Fascination. David Bowie – The Definitive Story

Den mindst interessante af de fem var den, der ikke var en selvbiografi (den var nu stadig god!). Der er noget særligt over den personlige stemme og fortælling, som er svært at matche selv med den bedste research…

To af biografierne var i øvrigt lydbøger (Obama og Leth – begge læst op af dem selv), og det kan godt anbefales til de lange gåture!

Herudover er det blevet til kun fire gange skønlitteratur. Tre stk. ret lette fantasy/science fiction og en klassiker:

1. Stephen King: The Stand
2. William Shakespeare: Much Ado About Nothing
3. George R. R. Martin: A Clash of Kings
4. George R. R. Martin: A Game of Thrones

Endelig har jeg læst en spændende fagbog:

• Malcolm Gladwell: The Tipping Point

…og desværre også tre ikke så spændende af slagsen. Ærgerligt!

1. George Lakoff: Don’t Think of An Elephant
2. Carsten Lê Madsen: For medlemmernes skyld – Strategisk ledelse af faglige organisationer
3. Robert I. Sutton: Nul røvhuller-reglen

I 2013 vil jeg læse mere skønlitteratur, og jeg vil prøve at købe så få nye bøger som muligt for i stedet at få læst lidt mere i bund i det, jeg allerede har stående i reolen. Jeg har nemlig kig på Kindle Paperwhite som læseredskab, og så er man jo lige pludselig ovre papirbøger…

Men ud over at skitsere problemerne, kommer den desværre ikke så langt ind i løsningerne. De, der er beskrevet, er meget overordnede (selv af ledelsestrategiske  målsætninger at være), og der udstikkes mange mulige retninger, men ikke et bud på en kurs, man skal sætte. Andet end at der skal styr på og fokus i strategien, og det kan ingen vel være uenige i (uanset at det i praksis måske ikke er sådan alle steder).

Jeg kan godt lide det helt basale framework, bogen opstiller. Det er lånt fra forfatterne Fjellstad & Stabells, og går ud på, at der er tre måder at skabe værdi i en virksomhed på: Gennem værdikæden, værdinetværket og værdiværkstedet. Det er altså et opgør med eller videretænkning af Porters tankegang (værdikæden), som her suppleres med kunde(/medlems-)inddragelse og særlige problemløsningskompetencer og -processer. I det hele taget skal bogen anerkendes for at bringe managementtankegangenen ind i fagforeningssfæren – det er der brug for.

Nå, men når man så dykker nærmere ned i de tre modeller for værdiskabelse, bliver der yderligere kastet begreber ind fra øst og vest. Co-creation, kernekompetencer, sociale medier og alt muligt andet hives ind på mere eller mindre systematisk facon. Og til slut står man tilbage med et stort katalog af begreber, værktøjer og cases fra forfatterens “det her kunne også være relevant”-kasse, men uden et egentligt bud på, hvad løsningen på fagforeningernes strategiske udfordringer kunne være.

Derudover er bogen skrevet som en universitetsafhandling – sådan på den “se hvor mange referencer og hvor klogt jeg kan formulere tingene”-agtige måde. Sproget er unødigt tungt, synes jeg, og det ødelægger meget af læsningen. Måske var det også ekstra irriterende, fordi bogen på grund af mit arbejde i netop en faglig organisation også lidt havde karakter af pligtlæsning…

Så en begyndelse på et emne, der var brug for fokus på, men ingenlunde et definitivt værk.

Selv om man kender historien, er det vanvittigt spændende læsning. Det skyldes to ting, tror jeg:

For det første er det hele vanvittigt detaljeret beskrevet. Det gælder både Tylers karriere, ambitionerne og presset, den sociale dynamik i feltet og på holdet og ikke mindst hvilke dopingen: hvilke stoffer og metoder, der blev taget i brug, hvilke ryttere, der gjorde det, hvilke læger, sportsdirektører og hjælpere, der var med til det, og hvordan man kunne skjule sit dopingmisbrug for testerne. Selvfølgelig handler bogen næsten mindst lige så meget om lance Armstrong, som den gør om Tyler Hamilton selv, men deres cykel- og dopingkarrierer har også været tæt slynget sammen. Også de afsnit, hvor Bjarne Riis er med, er interessante.

For det andet virker historien ret ærlig, og Tyler fremstår ægte. Han peger flere fingre af sig selv end af andre, han lægger ikke fingrene imellem i sin kritik og han plastrer ikke hele bogen til med beklagelser og undskyldninger. Og så er sproget ligefremt og historien velformidlet – det er et godt stykke arbejde, medforfatter Coyle har gjort. Man kan med god rette kalde Tylers sandhedstogt for hyklerisk, men det er sådan set lige meget, hvorfor han nu står frem, når nu bogen er så spændende. Og så kan man jo vælge at tro på ham eller lade være.

Der er mange beskrivelser af ryttere, man kender, situationer fra Touren, man husker og sådan noget. Det er fedt at få et insiderblik på. Og så er der alle de ting, man ikke vidste, men som man altså får beskrevet indgående. Det gælder ikke mindst portrættet af Armstrong som en fantstisk cykelrytter, egensindig, ambitiøs og perfektionistisk, men også magtsyg, egoistisk, ufølsom, hård, strategisk og alt for temperamentsfuld. Men Tyler sætter ikke de ord på – det gør man selv som læser – han nøjes med at beskrive situationer, samtaler, blikke. Og det virker.

Vildt fascinerende læsning! Man får helt lyst til at læse en af Armstrongs selvbiografier, for at se forskellene…

Her er han i et mere populærvidenskabeligt hjørne, forestiller jeg mig. I hvert fald er bogen ikke synderlig teoritung. Den introducerer begrebet framing, som jo i og for sig ikke er noget helt nyt, og bruger en række helt banale eksempler – eksempelvis hvad det betyder, når man kalder skattelettelser for “tax relief” i stedet for “tax cuts”. Det er ikke dybt, det er ikke veldokumenteret, og det står på allerførste side i den bog om diskursanalyse, som alle RUC’ere har læst inden deres første studieår er omme. Ikke et ondt ord om RUC eller diskursanalyse – jeg er selv formet fagligt af begge dele – pointen er blot, at der ikke er meget faglig tyngde i det.

Vi kommer også omkring Arnold Schwarzeneggers valgkampagne, kommunikationen omkring krigen mod terror og flere andre temaer fra amerikansk politik. Alle sammen noget hurtigt og snakkende gennemgået…

En (anden) ting, der irriterer mig ved bogen, er at den faktisk er voldsomt selvretfærdig på Demokraternes vegne. En ting er, at bogen udlægger et tankesæt, det kan ligge til grund for Demokraternes etablering af og kommunikation af deres budskaber. Det er en klart partisk bog, og det er sådan set fint, for den er også deklareret sådan. Men når det bliver fremstillet som om, at det er forkert eller uretfærdigt, at Republikanerne er foran på kommunikationsfronten (bogen er fra 2004 – der er nok sket noget siden i det våbenkapløb), og at Demokraterne har patent på sandheden – the facts – så står jeg lidt af.

Bogen er kort, relativt velskrevet, men altså også overfladisk og kun i ringe grad eksplicit funderet i noget egentlig kommunikations- eller sprogteori. Ikke værd at bruge tid på, desværre…

Og de har helt sikkert deres berettigelse. Der er da også gode ting at sige om den her – især at den formår at gøre noget relativt kedeligt og ofte abstrakt stof levende: Hvad kan man gøre for at forbedre sit arbejdsmiljø, hvis det er ubehageligt eller der direkte foregår mobning. Jeg har egentlig ikke nogen særlig interesse i emnet, men jeg havde bogen stående (vist fordi jeg i sin tid havde læst den her omtale hos Ebbensgaard) og tænkte, at nu skulle den lige læses.

Men det er en hurtig, overfladisk og ikke mindst meget populærvidenskabelig behandling af emnet. Alene det, at man arbejder med begrebet “røvhul” siger jo alt – og det er på samme tid bogens styrke og svaghed. Den er kort og klar, men kradser ikke særligt dybt. Til gengæld er det jo et sjovt tekstligt greb sådan at bruge så løse begreber på en på overfladen stram facon. “Røvhul” inddeles i underkategorier, for eksempel.

Den er til gengæld relativt godt fortalt. Men dog skrevet i det der lidt irriterende meget direkte og joviale sprog, som mange amerikanske how to-bøger er. Det er jeg ikke meget for.

Bogen har også et kapitel om, hvad man selv kan få ud af være et røvhul. Det er ikke meget – især ikke på den lange bane.

Nå, jeg tænkte, jeg ville prøve et af de stykker, jeg kender, så jeg havde en ide om den overordnede historie. Og den her kender jeg fra Kenneth Branaghs glimrende filmatisering. Det tror jeg var en god ide – også selv om personerne inde i mit hoved derfor ser sådan her ud:

Nå, men hvordan er det så at læse? Egentlig OK, synes jeg. Der går meget energi til overhovedet at forstå, hvad der bliver sagt. Lidt paradoksalt, egentlig, fordi der ikke bliver brugt synderligt mange svære ord. Den amerikanske collegelærer Joseph Smigelski har en meget god pointe i den forbindelse (han henviser til den berømte “To be or not to be”-monolog fra Hamlet):

I think the problem is not with William Shakespeare but with you. Before you take offense, let me explain.

Shakespeare wrote in Modern English, the same language that we speak today. There is not one word in the above passage from Hamlet with which you are unfamiliar. Your problem with understanding Shakespeare is due to his language being poetic. Most of your everyday discourse has become so pedestrian that your ears have become unable to tune in to language that aspires to greater heights.

Man får også meget hjælp af udgivelsen. Der er korte referater af alle scener, som man får meget ud af at læse inden man læser selve scenen. Og hver side har lige et par håndfulde fodnoter, der forklarer ukendte ord og indforståede vendinger.

Nu er det her jo en komedie. Men der går alt andet lige noget tabt i Shakespeares rappe replikskift, når man skal læse fodnoter for at få helt styr på meningen. Det er synd. Men man kan stadig få en fornemmelse af, hvordan det slå gnister, når Benedick (det er Branagh) og Beatrice (Emma Thompson) udveksler fornærmelser. Og man bliver overrasket over, hvor mange seksuelle hentydninger, der er proppet ind i teksten.

Noget af komikken er også mere falde på halen-agtig – ikke mindst vagten (det er Michael Keaton), der bruger forkerte (også på Shakespeare’sk) ord om alt. Comic relief i en komedie er nyt for mig, men det virker fint.

Og så er der også mange fine passager, hvor  jeg bilder mig ind, at man kan forstå skønheden i Shakespeares poesi. Eksempelvis her, hvor munken gør rede for, hvordan Claudio, som fejlagtigt har anklaget sit hjertes udkårne, Hero , for at være ham utro, vil savne hende og indse hvor meget, han elsker hende, hvis han tror, hun er død:

Marry, this, well carried, shall on her behalf

Change slander to remorse. That is some good.

But not for that dream I on this strange course,

But on this travail look for greater birth.

She, dying, as it must so be maintained,

Upon the instant that she was accused,

Shall be lamented, pitied and excused

Of every hearer. For it so falls out

That what we have we prize not to the worth

Whiles we enjoy it, but being lacked and lost,
Why then we rack the value, then we find
The virtue that possession would not show us
Whiles it was ours. So will it fare with Claudio.
When he shall hear she died upon his words,
The idea of her life shall sweetly creep
Into his study of imagination,
And every lovely organ of her life
Shall come apparelled in more precious habit,
More moving, delicate and full of life,
Into the eye and prospect of his soul
Than when she lived indeed. Then shall he mourn,
If ever love had interest in his liver,
And wish he had not so accused her,
No, though he thought his accusation true.

Den første var ganske god fantasy. Og jeg synes faktisk at den her var endnu bedre. Jeg bilder mig ind at hr. Martin har endnu bedre fat i karaktererne, og de politiske intriger er fint spundet. Det er ganske enkelt spændende læsning, hverken mere eller mindre.

Og så synes jeg at det er forfriskende at en bog i den her genre tør udviske grænserne mellem god og ond, der jo ellers er et klassisk fantasy-dogme (tænk Harry Potter og Ringenes Herre), lade der gå politik i sagerne og i øvrigt gøre kort proces med hovedpersoner, man har fattet sympati for og samtidig løbende introducere nye personer i historien.

Jeg nupper endnu en fantasy-pause inden jeg kaster mig over bind tre. TIl gengæld er jeg nu klar til sæson to af TV-serien, som også kan anbefales. Også til ikke-fantasy-elskere, skulle jeg hilse og sige fra kæresten.

Den her har jeg læst, fordi min ikke-fodboldinteresserede kæreste anbefalede den, og hun før det havde fået den anbefalet af sin heller ikke fodboldinteresserede chef. SÅ må den da virkelig være noget, tænkte jeg.

Og det er den også. Først og fremmest fordi den emmer af personlighed i hver eneste sætning. Zlatan er stadig den fandenivoldske gadedreng fra Malmöghettoen Rosengården, der ikke er bange for at sige sin mening. Man kan mene om ham hvad man vil, men efter at have læst den her bog forstår man ham i hvert fald. Det er et fantastisk stykke arbejde, samskriveren Lagercrantz har lavet.

Der er selvfølgelig meget fodbold-fodbold: Enkelte finter, mål, afbrændere, situationer, kampe og perioder på banen genopleves i detaljer. Men der er endnu mere af alt det, der foregår bag kulisserne: Kontraktforhandliger, klubskifter, spillerhierarkier, trænerpersonligheder, medieræset mm. – og her kommer der virkelig nogle sandheder på bordet.

Der bliver også sendt nogle gode svinere afsted til bl.a. Frederik Ljungberg, Rafael van der Vaart og ikke mindst Pep Guardiola, Barcelonas træner. Et lille uddrag:

I løbet af kampen havde jeg ikke mærket noget. Men bagefter havde jeg ondt i læggen, og det blev værre, og det var noget shit. Jeg havde fundet min form igen. Men nu skulle jeg være ude i returkampen mod Arsenal hjemme og i forårets El Classico, og jeg fik ikke nogen støtte fra Guardiola. Jeg blev bare psyket endnu mere. Kom jeg ind i et rum, gik han ud. Han ville ikke engang være i nærheden af mig, og nu her bagefter, når jeg tænker på det, føles det helt vanvittigt.

Ingen fattede, hvad der foregik, ikke ledelsen, ikke spillerne, ingen. Men det er underligt med den mand. Som sagt, jeg vil ikke tage hans succeser fra ham eller sige, at han ikke er god som træner på andre måder. Men han må have nogle alvorlige problemer. Han lader ikke til at kunne håndtere sådan nogle fyre som mig.

På den måde er bogen også en – dybt subjektiv – rundtur i det europæiske fodboldcirkus.

Endelig får man også Zlatans egen historie med, ikke mindst opvæksten i Rosengården, men altså også alle de dramatiske klubskifter, og man forstår lidt bedre hvorfor han er den spiller, han er, og hans karriere har formet sig som den har. Dermed ikke sagt, at han ikke kan virke ret så kort for hovedet, egoistisk og småvanvittig. Men han er også åben og ærlig, og det må man respektere.

Det er ikke dyb, stor litteratur – men det er intenst og velfortalt. Kan anbefales – altså også selv om du ikke interesserer dig et klap for fodbold.