En bog om, hvad der skal til af strategiske forandringer for at fagforeninger kan komme ud af det dødvande, mange af dem befinder sig i i øjeblikket, med medlemsflugt og faldende indflydelse. Den falder jo både på et tørt sted og med ganske god timing, må man sige.

Men ud over at skitsere problemerne, kommer den desværre ikke så langt ind i løsningerne. De, der er beskrevet, er meget overordnede (selv af ledelsestrategiske  målsætninger at være), og der udstikkes mange mulige retninger, men ikke et bud på en kurs, man skal sætte. Andet end at der skal styr på og fokus i strategien, og det kan ingen vel være uenige i (uanset at det i praksis måske ikke er sådan alle steder).

Jeg kan godt lide det helt basale framework, bogen opstiller. Det er lånt fra forfatterne Fjellstad & Stabells, og går ud på, at der er tre måder at skabe værdi i en virksomhed på: Gennem værdikæden, værdinetværket og værdiværkstedet. Det er altså et opgør med eller videretænkning af Porters tankegang (værdikæden), som her suppleres med kunde(/medlems-)inddragelse og særlige problemløsningskompetencer og -processer. I det hele taget skal bogen anerkendes for at bringe managementtankegangenen ind i fagforeningssfæren – det er der brug for.

Nå, men når man så dykker nærmere ned i de tre modeller for værdiskabelse, bliver der yderligere kastet begreber ind fra øst og vest. Co-creation, kernekompetencer, sociale medier og alt muligt andet hives ind på mere eller mindre systematisk facon. Og til slut står man tilbage med et stort katalog af begreber, værktøjer og cases fra forfatterens “det her kunne også være relevant”-kasse, men uden et egentligt bud på, hvad løsningen på fagforeningernes strategiske udfordringer kunne være.

Derudover er bogen skrevet som en universitetsafhandling – sådan på den “se hvor mange referencer og hvor klogt jeg kan formulere tingene”-agtige måde. Sproget er unødigt tungt, synes jeg, og det ødelægger meget af læsningen. Måske var det også ekstra irriterende, fordi bogen på grund af mit arbejde i netop en faglig organisation også lidt havde karakter af pligtlæsning…

Så en begyndelse på et emne, der var brug for fokus på, men ingenlunde et definitivt værk.

“Know Your Values and Frame the Debate” er undertitlen på den her bog om politisk kommunikation. Jeg købte den fordi jeg har læst meget gode omtaler af den, og fordi forfatteren, George Lakoff, også er en anerkendt sprogforsker, der har adskillige andre (efter sigende gode) bøger på samvittigheden.

Her er han i et mere populærvidenskabeligt hjørne, forestiller jeg mig. I hvert fald er bogen ikke synderlig teoritung. Den introducerer begrebet framing, som jo i og for sig ikke er noget helt nyt, og bruger en række helt banale eksempler – eksempelvis hvad det betyder, når man kalder skattelettelser for “tax relief” i stedet for “tax cuts”. Det er ikke dybt, det er ikke veldokumenteret, og det står på allerførste side i den bog om diskursanalyse, som alle RUC’ere har læst inden deres første studieår er omme. Ikke et ondt ord om RUC eller diskursanalyse – jeg er selv formet fagligt af begge dele – pointen er blot, at der ikke er meget faglig tyngde i det.

Vi kommer også omkring Arnold Schwarzeneggers valgkampagne, kommunikationen omkring krigen mod terror og flere andre temaer fra amerikansk politik. Alle sammen noget hurtigt og snakkende gennemgået…

En (anden) ting, der irriterer mig ved bogen, er at den faktisk er voldsomt selvretfærdig på Demokraternes vegne. En ting er, at bogen udlægger et tankesæt, det kan ligge til grund for Demokraternes etablering af og kommunikation af deres budskaber. Det er en klart partisk bog, og det er sådan set fint, for den er også deklareret sådan. Men når det bliver fremstillet som om, at det er forkert eller uretfærdigt, at Republikanerne er foran på kommunikationsfronten (bogen er fra 2004 – der er nok sket noget siden i det våbenkapløb), og at Demokraterne har patent på sandheden – the facts – så står jeg lidt af.

Bogen er kort, relativt velskrevet, men altså også overfladisk og kun i ringe grad eksplicit funderet i noget egentlig kommunikations- eller sprogteori. Ikke værd at bruge tid på, desværre…

Det her er en af de der “lette” fagbøger om ledelse osv., som der er uendeligt mange af. Bare kig på udbudet på boghylderne i enhver lufthavn.

Og de har helt sikkert deres berettigelse. Der er da også gode ting at sige om den her – især at den formår at gøre noget relativt kedeligt og ofte abstrakt stof levende: Hvad kan man gøre for at forbedre sit arbejdsmiljø, hvis det er ubehageligt eller der direkte foregår mobning. Jeg har egentlig ikke nogen særlig interesse i emnet, men jeg havde bogen stående (vist fordi jeg i sin tid havde læst den her omtale hos Ebbensgaard) og tænkte, at nu skulle den lige læses.

Men det er en hurtig, overfladisk og ikke mindst meget populærvidenskabelig behandling af emnet. Alene det, at man arbejder med begrebet “røvhul” siger jo alt – og det er på samme tid bogens styrke og svaghed. Den er kort og klar, men kradser ikke særligt dybt. Til gengæld er det jo et sjovt tekstligt greb sådan at bruge så løse begreber på en på overfladen stram facon. “Røvhul” inddeles i underkategorier, for eksempel.

Den er til gengæld relativt godt fortalt. Men dog skrevet i det der lidt irriterende meget direkte og joviale sprog, som mange amerikanske how to-bøger er. Det er jeg ikke meget for.

Bogen har også et kapitel om, hvad man selv kan få ud af være et røvhul. Det er ikke meget – især ikke på den lange bane.