Category Archives: Genlæsninger

Genlæsninger Skønlitteratur

Margaret Weis & Tracy Hickman: Dragonlance Chronicles

24. juni 2011 – 16:25

“Chronicles” er i virkeligheden tre bøger: Dragons of Autumn Twilight, Dragons of Winter Night og Dragons of Spring Dawning. Der er tale om fantasy af den helt klassiske slags med elvere, riddere, drager og troldmænd fanget i det godes kamp mod det onde.

Weis & Hickman skriver ud fra Dungeons & Dragons-universet, så der er stor genkendelsesglæde for en gammel rollespiller. Jeg har også læst bøgerne tidligere, vel i sjette klasse eller sådan noget lignende, og var dengang fuldstændigt opslugt af dem. Så det var oplagt at se, om der stadig var noget det det.

Derudover manglede jeg noget let læsning – Chronicles er blevet læst med et sovende spædbarn liggende på maven. Her går det ikke med stor verdenslitteratur, men 1100 siders D&D-revival var helt perfekt.

Det er dog tydeligt, at der er tale om børne-/ungdomsbøger. Sprog og fortællestil savner i den grad variation og elegance, og karaktererne udvikler sig ikke væsentligt over de mange sider. Billedsproget er vulgært og klodset – det minder mig på en måde lidt om Dan Browns “tell it, don’t show it”-stil:

“The unicorn’s eyes pierced the heart. Goldmoon felt swift tears spring to her eyes and she was forced to close them against the animal’s magnificent radiance. Her fur was the silver of moonlight, her horn was shining pearl, her mane like seafoam. The head might have been sculpted from glistening marble, but no human or even dwarven hand could capture the elegance and grace that lived in the fine lines of the powerful neck and muscular chest. The legs were strong but delicate, the hooves small and cloven like those of a goat. In later days, when Goldmoon walked dark paths and her heart was bleak with despair and hopelessness, she had only to shut her eyes and remember the unicorn to find comfort.”

Yrk, det er lidt tungt. Men det er som sagt en ungdomsbog, og historien fejler ikke noget. Som let læsning er det fint, og det kan sagtens tænkes at jeg også læser “Legends”, der er den lige så lange fortsættelse til “Chronicles”. Og ellers har jeg også kig på George R. R. Martins “A Song of Fire and Ice”-serie, som ligger til grund for HBO’s nye tv-serie “Game of Thrones”. Det skulle være lidt mere for voksne…

Tags , , , | Permalink | Comments (5)
Genlæsninger Skønlitteratur

Douglas Coupland: Girlfriend in a Coma

1. september 2009 – 20:51

Jeg har vist læst alle Couplands bøger frem til Miss Wyoming bortset fra Shampoo Planet, og jeg var endda meget begejstret for de fleste af dem. Blandt andet skrev jeg danskopgave i gymnasiet om Generation X og Microserfs (det kunne være sjovt at se om den findes et sted i gemmerne…).

Efter Miss Wyoming (som jeg ellers husker som rigtigt god) vendte jeg ikke tilbage til Coupland. Måske var jeg vokset lidt fra ham – der er i hvert fald noget meget teenage-agtigt over hans beskrivelser af ironikere, der finder ud af at livet er mere end bare den næste kvikke bemærkning (det er vist et gennemgående tema hos ham).

Det, Coupland kan, er at give nørder, outsidere, misantroper og den slags folk en sær charme og sjæl. Det gør han ved en insisteren på at beskrive dem og deres verden naivt og uden fordømmelser og ved at fokusere på deres venskaber med hinanden og deres dagligdag midt i al almindeligheden.

Jeg husker Girlfriend in a Coma som lidt anderledes end Couplands andre bøger, sådan mere storladen. Han havde i hvert fald ikke tidligere beskæftiget sig så direkte med “de store spørgsmål” i metafysisk forstand (om end der vist er masser af livskvaler og sisyfostanker som underliggende tema i alle bøgerne). Og det var heller ikke særlig Coupland’sk at verden i mere eller mindre bogstavelig forstand går under, som den gør i bogen (i modsætning til ex Generation X, hvor den afsluttende paddehattesky viser sig blot at være fra en brand og ikke fra bomben…). Derudover kan jeg huske at jeg synes, at bogens sidste del var skuffende forskellig fra de andre.

Derfor var det med blandede forventninger, jeg genlæste den. Men jeg ville gerne se, om der stadig er noget ved Coupland her ti år senere.

Og det er der, synes jeg. Bogen er sine steder meget rørende, særligt i den midterste del, hvor den komaramte Karen vågner op efter 17 års søvn til venner, der er forfaldet noget siden teenageårene. Og den har også den gnist i replikkerne, som Coupland kan give samtidig med at man gennemskuer det som en slags ironisk facade hos personerne.

Coupland kan det med at knytte en kæk oneliner på sine beskrivelser. Til gengæld synes jeg også, at de til tider bliver lige lovligt gymnasielommefilosofiske og bogstavelige, og så mister pointen noget kraft. Her taler hovedpersonerne Richard og Wendy om savnet af Karen (som ligger i koma og endda er gravid):

I threw a stick. “I’m too young to be a father. I’m too young to be anything. I’m seventeen. I haven’t even left home yet. It seems unreal. You won’t tell anyone, right?”
“Sealed lips.” She whipped a twig from her dress. “It’ll be like having part of Karen back. I miss her. We never talk about these things. But I miss her. Do you?”
“Yeah.”
“But we don’t ever say it out loud, do we?”
“I guess not,” was all I could reply. “I don’t like the silence, either.” I didn’t realize then that so much of being an adult is reconciling ourselves with the awkwardness and strangeness of our own feelings. Youth is the time of life lived for some imaginary audience.

Lige lovligt bogstaveligt. men et meget fint øjeblik – og dem er der mange af i bogen!

Jeg synes det hjalp læsningen at jeg kendte lidt til historien, så jeg ikke blev overrasket, da alle i bogens tredje og sidste del falder døde om på nær vores seks ulykkelige hovedpersoner, der aldrig rigtigt har følt sig hjemme på jorden, men som nu er dens eneste beboere. Især fordi der også sker et skift i fortællerrollen i den del af bogen. Nu ved du det også…

En ting, jeg ikke kunne lade være med at tænke på hele vejen igennem er, at jeg en gang læste et interview med Elijah Wood (ham der Frodo), hvor han fortalte at han havde en drøm om en gang at filmatisere Girlfriend in a Coma. Det kan jeg godt forstå – netop fordi der er så mange gode, fine og sigende øjeblikke/scener i bogen. Udfordringen bliver at få den overordnede historie til at hænge sammen som en helhed – det gør den som sagt ikke helt i bogen.

Tags , , | Permalink | Comments (3)
Genlæsninger Skønlitteratur

J. D. Salinger: The Catcher in the Rye

19. november 2008 – 18:57

Der er få af de “store romaner”, jeg har pligtlæst i skolen og gymnasiet, jeg rent faktisk husker som gode. Sammen med Paul Austers New York Trilogy er den her nok faktisk den eneste. Jeg husker dog ikke særligt godt, hvad vi rent faktisk snakkede om, når vi hver gang til engelsktimerne havde læst endnu et par kapitler, og skulle gennemgå og fortolke dem efter alle kunstens regler.

Så det var en oplagt bog at genlæse. Og der er vitterlig nok at snakke om. Man kan levende forestille sig, at bogen har skabt røre da den udkom, om end den danske titel Forbandede Ungdom nok er at betegne som falsk varedeklaration.

For Holden Caulfield, bogens karakteristiske protagonist, er faktisk ikke særligt “forbandet” – snarere bare småirriterende og lidt ugidelig. Men han er fortælleren, så det er svært ikke at prøve at forstå ham, og da bogen faktisk er ufattelig velskrevet (når man lige har vænnet sig til 50′er-sproget), er det en interessant opgave. Men ikke nem, for Holden punkterer som fortæller hele tiden sin historie med små afstikkere og pubertære rants, tit i form af nedladende kommentarer om de personer, han beskriver. Som her:

“I’d only read about three pages, though, when I heard somebody coming through the shower curtains. Even without looking up, I knew right away who it was. It was Robert Ackley, this guy that roomed right next to me. There was a shower right between every two rooms in our wing, and about eighty-five times a day old Ackley barged in on me. He was probably the only guy in the whole dorm, besides me, that wasn’t down at the game. He hardly ever went anywhere. He was a very peculiar guy. He was a senior, and he’d been at Pencey the whole four years and all, but nobody ever called him anything except “Ackley.” Not even Herb Gale, his own roommate, ever called him “Bob” or even “Ack.” If he ever gets married, his own wife’ll probably call him “Ackley.” He was one of these very, very tall, round-shouldered guys-he was about six four-with lousy teeth. The whole time he roomed next to me, I never even once saw him brush his teeth. They always looked mossy and awful, and he damn near made you sick if you saw him in the dining room with his mouth full of mashed potatoes and peas or something. Besides that, he had a lot of pimples. Not just on his forehead or his chin, like most guys, but all over his whole face. And not only that, he had a terrible personality. He was also sort of a nasty guy. I wasn’t too crazy about him, to tell you the truth.”

Efterhånden som man læser sig igennem hans beretning begynder man dog at få mere sympati for Holden, synes jeg. Ikke fordi han eller historien bliver mere sympatisk, men mere fordi han jo egentlig bare er forvirret, usikker og bange for livet (hvor man dog egentlig selv lyder gammel, når man skriver sådan, i øvrigt…), men alligevel forsøger at fortælle sin historie så casual som muligt.

Historien bliver på den måde et portræt af en ung mand, der ikke rigtigt ved hvad han vil. Og i øvrigt heller ikke rigtigt kan tage sig sammen til at gøre de få ting, han dog ved, han har lyst til. Det er et tidligt portræt af ungdomssløvsind, kan man sige. Og et godt et af slagsen.

Siden jeg har googlet mig frem til citaterne online, så jeg ikke skal sidde og skrive dem ind selv, kommer her endnu et. Her beretter Holden, hvad han synes om bibelen:

“Finally, though, I got undressed and got in bed. I felt like praying or something, when I was in bed, but I couldn’t do it. I can’t always pray when I feel like it. In the first place, I’m sort of an atheist. I like Jesus and all, but I don’t care too much for most of the other stuff in the Bible. Take the Disciples, for instance. They annoy the hell out of me, If you want to know the truth. They were all right after Jesus was dead and all, but while He was still alive, they were about as much use to Him as a hole in the head. All they did was keep letting Him down. I like almost anybody in the Bible better that the Disciples. If you want to know the truth, the guy I like the best in the Bible, next to Jesus, was the lunatic and all, that lived in the tombs and kept cutting himself with stones. I like him ten times as much as the Disciples, that poor bastard. I used to get in quite a few arguments about it, when I was at the Whooton School, with this boy that lived down the corridor, Arthur Childs. Old Childs was a Quaker and all, and he read the Bible all the time. He was a very nice kid, and I liked him, but I could never see eye to eye with him on a lot of stuff in the Bible, expecially the Disciples. He kept telling me that if I didn’t like the Disciples, then I didn’t like Jesus and all. He said that because Jesus picked the Disciples, you were supposed to like them. I said I knew He picked them, but that He picked them at random. I said He didn’t have time to go around analyzing everybody. I sad I wasn’t blaming Jesus or anything. It wasn’t his fault that He didn’t have any time. I remember I asked old Childs if he thought Judas, the one that betrayed Jesus and all, went to Hell after he committed suicide. Childs said certainly. That’s exactly where I disagreed with him. I said I’d bet a thousand bucks that Jesus never sent old Judas to Hell. I still would, too, if I had a thousand bucks.”

Fantastisk. Jeg bilder mig også ind, at man sagtens kan se at bogen har haft indflydelse på meget senere literatur, men det er nok at tage munden for fuld alligevel. I virkeligheden er det sikkert bare fordi, jeg synes den var ret så god.

Tags , , | Permalink | Comments (13)