Schäfer var et et magasin, der udkom sidst i halvfemserne og et kort stykke ind i dette årtusind i København. Det havde fire redaktører, som vist stod for det meste af indholdet: Kim Foss, Morten Lindberg, Henrik List og Martin Kongstad.
Det hele var meget som forventet, når det nu er et københavnerblad med netop de fire bagmænd i netop de år: Meget indforstået, meget ironisk, meget kærligt og meget uhøjtideligt. En fin og kærlig kommentar til københavneriet, medieverdenen, kultureliten og alt det der – sådan i al underspillet ualvorlighed.
Jeg synes Schäfer var virkelig morsomt. Lige fra tilsættelsen af ironiske billedtekster til billederne fra de københavske receptioner over parodien på de traditionelle “Hot/Not”-lister til de alt for lange artikler om virkelig obskure emner. Jeg har vist stadig et par numre liggende et sted…
Nummer 17 var vist det sidste nummer, så vidt jeg ved. Og hvorfor så skrive om det på en bogblog, ud over som anledning til at udtrykke sin ærgelse over at Schäfer ikke udkommer mere?
Jo, nummer 17, der bærer undertitlen “Det ene udelukker ikke det andet”, er nemlig “Det store litteraturnummer”, og er i virkeligheden også snarere en lille bog (antologi) end et blad. Bemærk den fine detalje med den lille schäferhund på coveret, dér hvor tranen plejer at være, når der er tale om bøger fra Gyldendals Tranebøger.
Nummeret både interviews med forfattere, artikler om litteratur og små noveller og digte. Det hele meget i Schäfers ånd. Jeg citerer lige fra forordet:
“Hvad er det her? En lille bog sprængfyldt med lige nu. En organisk essens af samtidens kloge, skæve, moderne, fremme-i-skoen-strømninger. Og hvad siger de så? Kvinderne skriver om noget med, at deres børn bliver passet, så de kan gå på café eller sætte en lyseblå hylde op. Og mændene kværner løs om dere pikke, ana-sex og uendelige nætter på kokain.”
Der er bidrag fra Jan Sonnergaard, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, T.S. Høeg, Kirsten Hamann, Jeff Mathews (med novellen “Ørneborgen 2 eller fisse fra nisser”), Gordon Inc. med (mange) flere. Alle korte og meget forskellige. Der er gode og mindre gode, men sådan er det jo i en antologi.
Og så vil jeg også fremhæve Morten Lindbergs alternative blik på dansk litterturhistorie: “Danske forfatteres tissemænd”, komplet med tegninger og det hele. Og interviewet med Søren Ulrik Thomsen er også rigtigt godt. Det er Morten og Kim, der laver det, og her er en fin bid:
“Morten: Hvem har du gerne villet være?
Søren Ulrik: Jeg ville vist allerhelst være en midaldrende mand, der boede midt inde i en storby og gik med jakkesæt. Og det er jeg jo så blevet i mellemtiden. Og så var der en, jeg meget gerne ville i seng med, hende, hvad hedder hun, hende der var i ‘Sidste Tango i Paris’?
Kim: Maria Schneider (mistænkeligt hurtig på aftrækkeren)
Søren Ulrik: Man var jo nærmest grædefærdig.”
SUT siger i det hele taget mange underfundige og intelligente ting i det interview. Jeg fandt Schäfer nummer 17 for en hund (get it) hos ArtRebels i Kødbyen, og det var alle pengene værd. Ikke stor litteratur, men nogen gange kan mindre være lige så god…
Der er mere omtale – og citater fra tissemandsomtalerne – på litteratursiden.
Katalognien har undertitlen “en versroman”. Der er ikke meget roman over det, og jeg synes heller ikke det lykkes forfatterne at skabe et sammenhængende forløb eller noget, der minder om en historie, ej heller at indkredse nærmere, hvad Katalognien (altså stedet) egentlig er, andet end et fiktivt sted hvor byerne har navne efter verstyper.
Lyrik er bestemt ikke noget, jeg læser særlig ofte. Det siger mig som regel ikke så meget, fordi det ofte er fortænkt, forstilt, for kunst-agtigt og for stræbsomt. Der er selvfølgelig undtagelser – men jeg har (indrømmet!) ikke rigtigt brugt tid på at sondere terrænet eller sætte mig ind i undergenrer eller endda blot at prøve mig frem.
Arkiv