Her en lidt sen status på sidste år.
I 2011 læste jeg 15 bøger; jeg skrev desuden om en fotobog og et blad her på bloggen. De 15 fordeler sig på 6 gange skøn- og 9 gange faglitteratur – det ligner mig ikke!
Tallet bærer præg af, at læsekadencen er blevet noget lavere siden der er kommet en datter til herhjemme. Så jeg regner også med at det falder yderligere for 2012 – også fordi nogle af de bøger, jeg planlægger at læse, er nogle ordentlige moppedrenge.
P.t. er jeg ex i gang med 800 siders fantasy i form af Game of Thrones, og der er andre mammutværker klar på hylderne i form af både skøn- og faglitteratur. Så det ville overraske mig, hvis jeg nåede op på ti bøger…
Det bedste skønlitteratur:
- Karl Ove Knausgård: Min kamp 1
- David Foster Wallace: Infinite Jest
- The Best American Nonrequired Reading 2009
Glæder mig til at fortsætte i Knausgårds verden!
Det bedste faglitteratur:
- John Heilemann & Mark Halperin: Game Change
- Michael Jeppesen: Før ørerne alder af – Sandheden om valgkampen 2005
- Kristina Halvorson: Content Strategy for the Web
Måske man skulle læse nogle flere bøger om politik?
Derudover læste jeg også:
Og så har jeg læst min første e-bog. Det bliver nok ikke den sidste!…
God læsning derude!
Tipping Point er så absolut en velskrevet, godt researchet populærvidenskabelig bog.
Gladwell undersøger hvad det er, der får nogen ideer til at spredes, mens andre ikke spredes. Og hovedpointen er simpel: Små ting kan gøre en stor forskel.
Han kortlægger tre faktorer, der spiller en rolle: De rigtige mennesker, mavens, salesmen og connectors; Den rigtige, sticky ide; og endelig de ideelle omgivelser (konteksten). Og han dokumenterer de tre faktorers betydning grundigt og overbevisende i form af masser af historier og eksempler.
Det, man tager med sig fra bogen, er dog ikke ideen eller “teorien”, den formidler, for den er siden udgivelsen efterhånden gået hen og blevet common sense. Men de mange anekdoter, han bruger til at underbygge sine pointer, er historier af den slags, der er vildt gode at kunne trække frem som relevante argumenter eller bare sjove historier i en hvilken som samtale. Der er eksempler fra så forskellige sfærer som amerikansk historie, mode, markedsføring, kriminalpræventivt arbejde, epidemologi, byudvikling, bogklubber og mange flere. Ærgerligt at man ikke kan huske særligt mange af dem i detaljer – men så er der jo en grund til at læse bogen igen.
Jeg bryder mig dog af princip ikke om at man fører bevis for en teori ved hjælp af historier og anekdoter. For der findes garanteret lige så mange eksempler, der kan påvise præcist det modsatte. Men det er nok mere en generel anke over for den her slags bøger end specifikt den her: Man (dvs. jeg) skal læse dem som underholdning, ikke som fagbøger…
En lille samling korte noveller, der alle foregår i eller omkring hovedstaden. Jeg er ikke vildt begejstret, men Guldager skriver godt, og der er alligevel noget mærkeligt dragende over novellernes univers.
Og jeg er fascineret af det fortællerblik, hun konstruerer. Det er koldt observerende og har ikke synderlig sympati for karaktererne – udstiller dem nærmest. Det er også nærmest flakkende, som om det ikke rigtigt finder historiens små trivialiteter interessante, og derfor også lige kigger på, hvad der ellers kan ses ud af øjenkrogen.
Da han vågner næste morgen, beslutter han sig for at ringe og melde sig syg. Han ved godt, at det er et rigtig dårligt tidspunkt at melde sig syg på, men han er ligeglad. Han går ned ad trappen iført en trevlet badekøbe, han har haft fra før, han mødte Bitten. Så sætter han Rolling Stones på anlægget og skruer helt op. Han kender ikke andre, der kan holde ud at høre I can’t get no satisfaction for fuld skrue.
Formiddagen smuldrer mellem fingrene på ham, og da han får øje på en Fernet-Branca, hans kone har gemt i et af køkkenskabene, beslutter han sig for at tage en lille drink. Og én til. Da postbuddet har været der, falder han i søvn på en af bænkene i køkkenet, han ligger med åben mund og snorker, hans badekåbe er gået op. Han vågner ved, at hundene slikker ham i ansigtet. Han har lyst til at ringe til Bitten. Han har lyst til at ringe og sige, at han har taget en beslutning om, at han ikke vil være hende utro mere.
- Jeg kan ikke mere, vil han sige og græde. – Jeg har nået min grænse, Bitten, forstår du? Jeg kan ikke mere.
Men Bitten sidder i møde og kan ikke træffes før efter frokost.
Samtidig må bogen vel også læses som et portræt af livet i København. Det er i så fald ikke noget opmuntrende billede, der tegnes, synes jeg. Men det er interessant at kigge på: Der er gode sjove detaljer, der binder de enkelte historier sammen og på den måde illustrerer, hvordan fremmede menneskers skæbner flettes ind i hinanden i byen.
Bogen er kort og hurtigt læst. Måske skøjtede jeg ekstra hurtigt igennem den fordi jeg læste den som e-bog på min iPhone.
Seneste kommentarer