Grann læser bøger

Der er få af de “store romaner”, jeg har pligtlæst i skolen og gymnasiet, jeg rent faktisk husker som gode. Sammen med Paul Austers New York Trilogy er den her nok faktisk den eneste. Jeg husker dog ikke særligt godt, hvad vi rent faktisk snakkede om, når vi hver gang til engelsktimerne havde læst endnu et par kapitler, og skulle gennemgå og fortolke dem efter alle kunstens regler.

Så det var en oplagt bog at genlæse. Og der er vitterlig nok at snakke om. Man kan levende forestille sig, at bogen har skabt røre da den udkom, om end den danske titel Forbandede Ungdom nok er at betegne som falsk varedeklaration.

For Holden Caulfield, bogens karakteristiske protagonist, er faktisk ikke særligt “forbandet” - snarere bare småirriterende og lidt ugidelig. Men han er fortælleren, så det er svært ikke at prøve at forstå ham, og da bogen faktisk er ufattelig velskrevet (når man lige har vænnet sig til 50′er-sproget), er det en interessant opgave. Men ikke nem, for Holden punkterer som fortæller hele tiden sin historie med små afstikkere og pubertære rants, tit i form af nedladende kommentarer om de personer, han beskriver. Som her:

“I’d only read about three pages, though, when I heard somebody coming through the shower curtains. Even without looking up, I knew right away who it was. It was Robert Ackley, this guy that roomed right next to me. There was a shower right between every two rooms in our wing, and about eighty-five times a day old Ackley barged in on me. He was probably the only guy in the whole dorm, besides me, that wasn’t down at the game. He hardly ever went anywhere. He was a very peculiar guy. He was a senior, and he’d been at Pencey the whole four years and all, but nobody ever called him anything except “Ackley.” Not even Herb Gale, his own roommate, ever called him “Bob” or even “Ack.” If he ever gets married, his own wife’ll probably call him “Ackley.” He was one of these very, very tall, round-shouldered guys-he was about six four-with lousy teeth. The whole time he roomed next to me, I never even once saw him brush his teeth. They always looked mossy and awful, and he damn near made you sick if you saw him in the dining room with his mouth full of mashed potatoes and peas or something. Besides that, he had a lot of pimples. Not just on his forehead or his chin, like most guys, but all over his whole face. And not only that, he had a terrible personality. He was also sort of a nasty guy. I wasn’t too crazy about him, to tell you the truth.”

Efterhånden som man læser sig igennem hans beretning begynder man dog at få mere sympati for Holden, synes jeg. Ikke fordi han eller historien bliver mere sympatisk, men mere fordi han jo egentlig bare er forvirret, usikker og bange for livet (hvor man dog egentlig selv lyder gammel, når man skriver sådan, i øvrigt…), men alligevel forsøger at fortælle sin historie så casual som muligt.

Historien bliver på den måde et portræt af en ung mand, der ikke rigtigt ved hvad han vil. Og i øvrigt heller ikke rigtigt kan tage sig sammen til at gøre de få ting, han dog ved, han har lyst til. Det er et tidligt portræt af ungdomssløvsind, kan man sige. Og et godt et af slagsen.

Siden jeg har googlet mig frem til citaterne online, så jeg ikke skal sidde og skrive dem ind selv, kommer her endnu et. Her beretter Holden, hvad han synes om bibelen:

“Finally, though, I got undressed and got in bed. I felt like praying or something, when I was in bed, but I couldn’t do it. I can’t always pray when I feel like it. In the first place, I’m sort of an atheist. I like Jesus and all, but I don’t care too much for most of the other stuff in the Bible. Take the Disciples, for instance. They annoy the hell out of me, If you want to know the truth. They were all right after Jesus was dead and all, but while He was still alive, they were about as much use to Him as a hole in the head. All they did was keep letting Him down. I like almost anybody in the Bible better that the Disciples. If you want to know the truth, the guy I like the best in the Bible, next to Jesus, was the lunatic and all, that lived in the tombs and kept cutting himself with stones. I like him ten times as much as the Disciples, that poor bastard. I used to get in quite a few arguments about it, when I was at the Whooton School, with this boy that lived down the corridor, Arthur Childs. Old Childs was a Quaker and all, and he read the Bible all the time. He was a very nice kid, and I liked him, but I could never see eye to eye with him on a lot of stuff in the Bible, expecially the Disciples. He kept telling me that if I didn’t like the Disciples, then I didn’t like Jesus and all. He said that because Jesus picked the Disciples, you were supposed to like them. I said I knew He picked them, but that He picked them at random. I said He didn’t have time to go around analyzing everybody. I sad I wasn’t blaming Jesus or anything. It wasn’t his fault that He didn’t have any time. I remember I asked old Childs if he thought Judas, the one that betrayed Jesus and all, went to Hell after he committed suicide. Childs said certainly. That’s exactly where I disagreed with him. I said I’d bet a thousand bucks that Jesus never sent old Judas to Hell. I still would, too, if I had a thousand bucks.”

Fantastisk. Jeg bilder mig også ind, at man sagtens kan se at bogen har haft indflydelse på meget senere literatur, men det er nok at tage munden for fuld alligevel. I virkeligheden er det sikkert bare fordi, jeg synes den var ret så god.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med Dave Eggers’ debutroman, A Heartbraking Work of Staggering Genius, som jeg gladeligt anbefaler til højre og venstre.

Den her bog er næsten lige så god, synes jeg - men også anderledes. Det er svært at forklare hvad det er, jeg synes Dave Eggers er så god til. Hans måde at skrive på er bare på en eller anden måde meget ærlig og ligefrem, samtidig med at han ikke er bange for at trække tæppet væk under højtldeligheden.

Og det passer rigtigt godt til beretningen om Valentino Achak Deng i bogen her. Han er kun en lille dreng, da han må flygte fra sin landsby i det sydlige Sudan sammen med andre forældreløse drenge, gå mange hundrede kilometer til først Etipoien, derefter til Kenya, hvor han tilbringer sin opvækst i forskellige flygtningelejre inden han som voksen endelig kommer til Atlanta i USA som flygtning.

What Is the What er med andre ord en biografi. Fortalt af Valentino selv, men skrevet af Dave Eggers. Og det ligger lige til højrebenet for Eggers at formidle den helt unge flygtende hovedpersons forundrede og pudsige barneerindringer om opvæksten i landsbyen, det høflige kenyansk-engelske, som Valentino lærer i flygtningelejrene er også gengivet, og så det naive blik som en immigrant har på Amerika.

Tilværelsen i USA og specifikt et dramatisk døgn, der viser lidt af det værste af det amerikanske samfund, er rammehistorien, men det meste af bogen er beretningen om, hvordan lille Achak flygter gennem Sudan og oplever massakrer, vilde dyr, sult og borgerkrig, og livet i flygtningelejrene, som ud fra beskrivelsen virker som meget absurde steder (og alene den beskrivelse synes jeg gør bogen værd at læse).

Der bliver også lejlighed til at indvie læseren i den historiske baggrund for konflikten mellem de kristne Dinkaer (som hovedpersonen) og det muslimske styre i Nordsudan, der leder til konflikt og borgerkrig (sammen med diverse olieinteresser osv.). Det er et nyt aspekt hos Eggers, og virker fint.

Det er svært at finde et specifikt citat, der på få linjer illustrerer Eggers sprog og stil, for det er i beskrivelserne af hverdagens ligegyldige små detaljer de farverige anekdoter og konstante små afstikkere, som hele historien er vævet af, at guldet ligger - ikke i catchy og skarpe dialoger eller dramatiske højdepunkter.

Så er spændingen vist også bygget op. Her er Achaks første glimt af en hvid mand:

I was woken by excited talk outside the shelter.
- You haven’t seen him?
- No. You’re saying he’s a white man? His hair is white?
- No, his skin, every part of him. He’s white like chalk.
I sat up and crawled outside, still not alert enough to think much of what the three of the eleven were discussing. When I stood and peed, I saw clutches of boys everywhere in the camp talking intensely, in groups of ten or more. Something was happening, and it was somehow related to the gibberish my tentmates had been uttering. As I began to piece together their conversation, I looked up to se the heads of hundreds of boys turning simultaneously. I followed their stares and saw what seemed to be a man who had been turned inside out. He was the absence of a man. He had been erased. An involuntary shudder went through my body, the same reaction I  had when I saw a burn, a missing limb - a perversion or ruination of nature.
I began to walk toward the erased man before I realized I had not lifted my pants after urinating. I fixed myself and followed the crowds of boys who were herding the erased man.

Jeg har egentlig lyst til at citere videre, for de her situationer, som Eggers spinder frem, bliver kun bedre, jo mere de udfolder sig. Det er præcis ligesom i A Heartbraking Work of Staggering Genius. Men i den her bog handler det ikke bare om Eggers selv - der er noget mere på spil, hvilket man tydeligt mærker. Og det gør historien meget stærkere, om end stadig meget Eggersk.

Overskuddet fra salget af bogen går i øvrigt udelukkende til genopbygningen af Valentino Achak Dengs landsby og det sydlige Sudan, og til at Achak kan komme på college. Senest har Eggers og Deng været i hans hjemby, Marial Bai - det kan man alt sammen læse mere om på valentinoachakdeng.org.

Submarino foregår blandt mere eller mindre subsistensløse karakterer i det københavnske nordvestkvarter. Det er samme setting som mange af Jan Sonnergaards historier, men bogen minder mig nu mere om Jakob Ejersbos Nordkraft. Faktisk så meget, at det er svært ikke at sammenligne dem, synes jeg.

Ligesom Nordkraft er Submarino delt i flere hovedspor. Her har historiens to spor dog en mere naturlig sammenhængskraft end i Nordkraft, i og med at det er to brødre, de handler om. Men hvor historierne i Nordkraft efterhånden fletter sig sammen, så cirkler de to Submarino-brødres skæbner mere om hinanden uden rigtigt at komme i berøring med hinanden før til sidst. Og det kan de, fordi brødrene jo har en fælles fortid.

De er dog endt meget forskellige, de to brødre. Og så alligevel ikke. Den ene er en hård type, der fylder sit liv med vægttræning og guldøl, men heller ikke helt kan lade være at tage sig lidt af nogle af de svagere eksistenser omkring ham. Den anden er far, og forsøger at få udfordringen med at tage sig af sin søn til at forenes med et liv som stofmisbruger og - senere - pusher.

Det er miljøbeskrivelserne, der er det rigtigt stærke i Submarino. Men det er ikke fordi, man får lange passager om, hvordan verden nu hænger sammen i Kbh. NV, for miljøet får liv gennem personerne. Og det er imponerende, for i begge de to historier bruges jeg-fortæller. Og det er jo altså ikke fordi de to brødre som fortællere fylder masser af kommentarer og tillægsord på - de selv og personerne omkring dem tegnes af deres handlinger. Men dem beskriver fortællerne (dvs. brødrene) også præcist, detaljeret og med små anekdoter ind imellem. Eksempel (og indrømmet, man skal vænne sig til staccato-flowet):

Når jeg er sammen med Sofie, har vi sex. Altid. Nogle gange bare et håndjob. Det er nemmere på den måde.
Sofie tørrer sæd af hånden med en vådserviet, tørrer pikhovedet af og fjerner stænkene fra mine træningsbukser. Jeg var ikke en dårlig mor, siger hun. Jeg var virkelig ikke en dårlig mor. På det lille spisebord ligger et papir med blåt brevhoved. Jeg så det, da jeg kom ind, men ville ikke spørge til det. Det lignede dem, hun før har vist mig; dem fra advokaten, den gratis advokatbistand, hun har fortalt mig om.

Hvis Nordkraft skreg på en filmatisering, så gør den her bog det i mindst lige så høj grad. Faktisk vil jeg mene at den egner sig bedre, fordi de to historier minder mere om hinanden, hvor jeg synes at de tre historier i Nordkraft tog sig meget forskelligt ud, og især den sidste (om Steso) kom til at ødelægge strukturens enkelhed en lille smule, fordi den var nødt til at springe i tid for at få det til at hænge sammen (så vidt jeg husker).

Submarino er ikke en dybsindig, reflekterende eller samfundskritisk bog (selv om man sikkert godt kan læse den sådan). Men den får en småekstrem og deprimerende verden til at virke som en dagligdag med bittesmå lyspunkter for dem, der bebor den, og den får denne dagligdag til at være dramatisk på en måde, der gør det svært at slippe bogen.

Bogen har i øvrigt en hjemmeside.