Grann læser bøger

Et af årets bedste reads ind til videre for mig! En stor positiv overraskelse…

David Byrne var forsanger i Talking Heads og har siden deres storhedstid fortsat med at udgive plader og indgå i diverse konstellationer og projekter inden for kunst og musik generelt. Blandt andet har han udgivet roste plader sammen med både Brian Eno og Fatboy Slim.

Konceptet for den her bog er enkelt: Siden 80′erne har Byrne haft en lille cykel med sig rundt på sine mange rejser. I den her bog formidler han sine oplevelser fra cykelhøjde i en række kapitler, der hver tager udgangspunkt i en by, eksempelvis New York, Berlin, Buenos Aires og Istanbul.

Og det er sådan set det eneste ordnende princip for bogen. For Byrne lader med udgangspunkt i de konkrete indtryk fra hver by tankerne flyve, og fortællinger om møder og steder blandes derfor med anekdoter og strøtanker. Man kommer både omkring byplanlægning, musik, amerikansk politik, turnelivet, kulturforskelle og meget, meget andet.

Det er kaotisk, men ikke uoverskueligt, for Byrne er en rigtig god fortæller. Han har både noget på hjerte, masser af spændende oplevelser i bagagen og et godt glimt i øjet. David Byrne er på alle måder sådan en, man rigtigt gerne ville sidde ved siden af til et middagsselskab! Han er positiv, nysgerrig og ikke mindst begejstret. Og det gør bogen til befriende god læsning.

Jeg plejer at sætte et lille æseløre i de bøger, jeg læser, når jeg falder over en passage, der ville være oplagt at citere her på bloggen. Og jeg har aldrig lavet så mange æselører før. Byrne er hverken stor sprogkunstner eller dyb filosof, men han skriver let, flydende og personligt og har et godt øje for at mikse de store perspektiver med de små, pudsige observationer. Og så er han god til at undres og sætte ord på ting, der normalt glider ubemærket forbi vores opmærksomhed. For eksempel ringetoner:

I hear the faint cacophony of many distant cell-phone rings in the train car–snippets of Mozart and hip-hop, old-school ring tones, and pop-song fragments–all emanating out of minuscule phone speakers. All tinkling away here and there. All incredibly poor reproductions of other music. These ring tones are “signs” for “real” music. This is music not meant to be actually listened to as music, but to remind you of and refer to other, real, music. These are audio road signs that proclaim “I am a Mozart person” or, more often, “I can’t even be bothered to select a ring tone.” A modern symphony of music that is not music but asks that you remember music.

Eller om at cykle i Istanbul:

Ride a bike in Istanbul? Are you nuts? Yes . . . and no. The traffic here is pretty chaotic and there are a number of hills, but in recent years the streets have become so congested that on a bike I can get around the central city–in the daytime at least–faster than one can in a car. As in many other places I’m almost the only one on a bike. Again, I suspect that status might be a big reason for this–bike riding, in many countries, implies poverty. I rode around Las Vegas and was told that the only other people on bikes there were people who had lost everything, probably through gambling. They’d lost their jobs, families, houses, and, I guess–ultimate insult for an American–their cars. All they had left was a bicycle to get around on.

Og der er masser af flere gode, sjove, passager (som jeg ikke lige kunne google mig til, og ikke gad at skrive ind her. Beklager. (Du kan dog læse lidt flere i denne anmeldelse)). Der er også en god del billeder i bogen, som Byrne har taget rundt omkring.

Bogens bedste kapitel er det om Manila. Her bruger Byrne lang tid på at berette om sit projekt om at lave en disco-musical om Imelda Marcos’ liv: Hans tanker om og research om hende er vildt fascinerende. Projektet endte med udgivelsen af en plade – den skulle man måske prøve at investere i?

Det er mit tredje forsøg ud i graphic novels på det seneste, og ligesom de to foregående, Homecomings og Watchmen, er der tale om rigtig god læsning med mange litterære kvaliteter.

Der er på en eller anden måde noget mærkeligt ved at læse en tegneserie, som tager så utrolig lang tid at læse som den her. Mange af de næsten 400 sider har utroligt mange små illustrationer, og det bliver derfor lidt af et granskningsarbejde at nå igennem en side. Det skal man lige vænne sig til.

Omvendt er der også mange mere sparsomt indholdsudfyldte sider med færre illustrationer og mindre tekst. Og Chris Ware er faktisk utroligt god til at udnytte den dynamik, der består i at kunne veksle mellem meget komprimerede og mere “tomme” sider. For der er både en masse følelser, men også en del tomhed, i historien.

Historien er egentlig enkel. Jimmy, en socialt forkrampet, genert og tilbageholdende fyr, modtager et brev fra sin far, som han aldrig har set. Brevet indeholder en flybillet – faren vil have at Jimmy kommer og besøger ham. Jimmy lader i store træk omverdenen styre sit liv, så han ender med at stige på flyet, og i løbet af historien udspiller det mærkelige og pinlige møde med faderen sig.

Ind imellem får vi også lange glimt af Jimmys farfar og hans far i en historie, der udspiller sig op til verdensudstillingen i 1893 i Chicago. Men temaerne er de samme: Fremmedgjortheden mellem far og søn og den generte søns forkrampede forhold til menneskerne omkring ham.

Det hele er fortalt vanvittigt fantasifuldt, med både stort fokus og plads til små tangenter, som når man ser Jimmys tanker om de mulige møder og forhold, han kunne få til de mennesker, han måder (men det bliver selvfølgelig aldrig til noget). Den naive streg er overraskende god til at skildre de tomrum, der svæver i rummet mellem personerne, og den gør også at man danner sig et meget utvetydigt billede af, hvad der foregår i deres hoveder.

Replikker og tekster er også meget velskrevne, og er ligesom hele stilen nogle steder tørt konstaterende, nogle steder med et trist glimt i øjet, sine steder faktisk ret sjove. Det hele er desuden holdt i matte, tørre efterårsfarver, Det virker meget effektivt.

Det er svært at beskrive bogen fyldestgørende – man skal næsten prøve at læse den. Man kan dog få et indtryk af stilen ved en simpel Google-billedsøgning på navnet.

Jeg købte Jimmy Corrigan efter at have læst Karsten Ifversens (ja, det må være ham man kender fra arkitekturstoffet?) meget begejstrede anmeldelse af den danske udgave på Politikens hjemmeside. Og når man researcher lidt, finder man da også ud af, at det er værk der har fået masser af positiv omtale. Og den skuffer altså heller ikke.

The Wire (wikipedia/hjemmeside) er en amerikansk tv-serie, der over fem sæsoner skildrer livet i Baltimore blandt narkobander, politifolk, havnearbejdere, skolebørn, journalister og politikere.

Det er på overfladen en politiserie, der handler om mord og narko, men i virkeligheden er det en serie om byen Baltimore. Eller om hvordan mennesker ligger under for samfundets forskellige institutioner. Eller om klassesamfundet og den sociale arv.

Der er rigtigt mange perspektiver på serien, fordi den ikke tilbyder nogen lette løsninger, insisterer på ikke at fremstille hverken personerne eller samfundsbeskrivelsen sort/hvidt, ikke ligger under for klassiske normer for hvordan historien i en tv-serie bygges op og fordi den gør abstrakte emner som kriminalitet, uddannelse, etik, magt, korruption, ære og mange andre til kontante, nærværende størrelser.

Og så er det rigtigt godt fjernsyn. Efter min mening faktisk det bedste, der er lavet! Det fortaber sig aldrig i bestræbelserne på at formidle kompleksiteten i byen/personerne/historien, men vedbliver at være vedkommende og elementært spændende.

Det er sjældent godt. Hvis du ikke kender serien, så skynd dig at kaste dig over den (og vent med at læse resten af dette indlæg til en anden gang).

Jeg er med andre ord fascineret af serien, og jeg ser mange vinkler på den. Og jeg er ikke den eneste – det kan man selv forsikre sig om på blogs og hjemmesider rundt omkring (ex 78 indlæg hos Kottke). Serien optager ikke overraskende også forskere og akademikere, som gerne byder ind med deres perspektiver på den.

…Eksempelvis i den her antologi, hvor bidragsyderne på forskellig vis bider skeer med serien og kaster deres egne fortolkninger og læsninger ud. Og det er sine steder rigtigt interessant og sine steder lidt kedeligt. Det handler både om stereotypiske kvinderoller for sorte kvinder, sagfører-etik, politi-normer, bandekriminalitet og meget mere. Og tilgangene er eksempelvis Foucault’sk magtanalyse (to af dem, endda), marxistisk kapitalismekritik, analyser af discussion boards, kritisk pædagogik og traditionel medieanalyse.

Bogen giver både nye perspektiver på serien, men lige så meget er den en lejlighed til at genopleve serien og mange af de situationer/episoder/karakterer, der behandles. Og begge dele er godt, selv om bogen altså er noget af en pose blandede bolcher. Men den kommer godt omkring – der er kun tre af de i alt 60 episoder, der ikke nævnes, og så vidt jeg lige kan overskue, kommer stort set samtlige af de betydningsfulde personer i serien under behandling.

På Amazon kan du se bogens indholdsfortegnelse