Grann læser bøger

Det her er en skarp, lille sag. Egentlig en historie med en underlig tomgang, men det er måske også en pointe i sig selv. det, man husker, er de observationer man får når hovedpersonen – den kyniske men også en lillebitte smule sørgmodige IT-mand Michel – tager bestik af sine kolleger og de andre mennesker, han møder.

Han er misantrop med stort M. Så det er beske sager, men heller ikke usjove – knastørre og spydige, men også lidt underspillede, som de er. Houellebecq kan godt lide at pege fingre af stereotyper – eller rettere, de mennesker, der lever efter dem. Så der er jo jo masser at skyde på, og måske derfor er der også mange fine steder, man kunne citere, for der er vitterlig mange af de her modbydelige guldkorn fra hovedpersonen klemt ind på bogens kun ca. 120 sider.

Vi nupper lige et par stykker. Her snakker Michel med en kunde, han har døbt “teoretikeren”:

Ved behændigt at tage afsæt i en henslængt bemærkning, han selv lige er kommet med, gør teoretikeren opmærksom påm at det er en skam, at den anden (hvis identitet til det sidste forbliver et mysterium) ikke er til stede, og at ingen har fundet det nødvendigt at tilkalde ham. I samme åndedrag lykkedes det ham at antyde, at min egen tilstedeværelse under de betingelser ingen nytte er til, eller i al fald af begrænset nytte. Det er præcis, hvad jeg selv mener.

Her skal han undervise på et kursus:

Jeg opdager straks, hvor faren lurer: en ung fyr med briller, høj, slank og smidig. Han har sat sig bagest, som for at have overblik over alle andre; jeg kalder ham ved mig selv for “Slangen”, men i virkeligheden præsenterer han sig allrede i kaffepausen for os som Schnäbele. Han er edb-afdelingens fremtidige leder, og det ser han ud til at være meget tilfreds med.

Her fortæller han om sin exkæreste:

Veronique var “i analyse”, som man kalder det; i dag er jeg ked af, at jeg mødte hende. Generelt set er der intet at hente hos kvinder, der har været i analyse. En kvinde, der har været i hænderne på en psykoanalytiker, er én gang for alle blevet ubrugelig, det har jeg kunnet konstatere adskillige gange. Fænomenet er ikke noget, der skal betragtes som en bivirkning ved psykoanalysen, det er simpelthen dens formål.

Bogen er slet ikke så “storslået” eller litterær som “Elementarpartikler” (om end stadig sådan lidt højtravende i sproget, men det virker egentlig fint) – det er som sagt bare en skarp lille sag. Og hvem kan ikke lide en lille skarp en gang imellem at vågne lidt op på?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved meget om arabisk litteratur. Men jeg har en ide om at når en bog af en i Danmark ukendt forfatter, som ikke er en “almindelig” spændingsroman eller lignende, bliver oversat til dansk, så bør der være noget ved den på den ene eller den anden måde (også når den får så gode ord med på vejen i udlandet). Jeg kendte heller ikke forfatteren Rabih Alameddine.

Jeg gik derfor ind til læsningen af den her bog med den mærkelige forventningskombination, at jeg ingen ide havde om hvad det ville være for en bog, men at den nok ville være god. Det var den heldigvis også.

“Hakawati” betyder “historiefortæller”, og bogen er også fyldt med både historier og ivrige historiefortællere. Historierne er mange, meget forskellige, og også af forskellig længde. Der er en 4-5 hovedtråde, som konstant veksler mellem hinanden, og samtidig alle afbrydes af andre, kortere historier, som personerne i hovedtrådene fortæller til læseren eller til hinanden.

Det bliver lidt forvirrende. Men jeg tror heller aldrig en stram struktur har været målet for Alameddine. For man overvældes af det store net af historier, som spindes igennem bogen, og som fortælles med lige dele alvor, sørgmod, humor og frækhed, afhængigt af historien. Alameddine er selv noget af en hakawati!

Rammehistorien handler om Osama, der rejser tilbage til Libanon for at besøge sin døende far. Der er også to andre nutidige hovedtråde: en om Osamas barndom og ungdom, hvor han lærer at spille oud og senere flytter til USA, og en om hans farfar, der selv er Hakawati.

Og så er der to mere “sagn-agtige” hovedtråde: en om Baybars, der udvikler sig fra slave til retfærdig og storslået kongehersker og en om emirens slave Fatima, som indgår en pagt med den onde djinn Afreet-Jehanam.

Og så er der selvfølgelig alle de andre små historier, som konstant indskydes i disse hovedtråde. De er også en væsentlig del af bogen.

Jeg synes faktisk de sjoveste historier var sagnhistorierne. De er en lystig og farverig blanding af det gamle testamente, koranen og 1001 Nats Eventyr med alt hvad det fører med sig af emirer og vesirer, djinner og dæmoner, forbandelser og forkyndelser og religiøse referencer.

Men familiekrøniken er også spændende, og giver både et billede af Libanons historie og skildrer alt fra oldefædres knækkede stolthed, onklers kvikke replikker og små drenges spirende voksenfølelser rigtig fint.

Bogens cover er i øvrigt ualmindeligt flot. Til gengæld irriterede det mig lidt under læsningen, at der var uforholdsmæssigt mange slåfejl og manglende ord – noget, som burde være undgået ved en bedre korrektur. Så er det også lige sagt…

PS. At jeg overhovedet har læst denne bog er et resultat af det, jeg har valgt at kalde Den nordatlantiske tilnærmelse.

“Shortcomings” er noget anderledes end min sidste udflugt udi graphic novels. Og selvom konceptet med en socialrealistisk tegneserie om race, køn, parforhold og tabet af ungdommen blandt californiske thirtysomethings umiddelbart lyder lidt fortænkt, så er det altså en rigtig god læseoplevelse.

Det er heller ikke så tungt og trægt, som man kunne frygte – jeg tror jeg læste hele værket på lidt over en times tid. Dialogen er knivskarp – man får en fin fornemmelse af både de vittige replikudvekslinger og de pinlige tavsheder. Og så er persontegningen (ha ha, hvilket ordspil) både overraskende nuanceret, men formår også at spille på de typiske stereotyper, der er for den type karakterer, der befolker historien.

Alt dette på trods af – eller måske i kraft af – den helt enkle streg, som hele Shortcomings er holdt i. Der gemmer sig overraskende mange følelser og intense øjeblikke i de simple striber.

En kort, men meget anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Her er en lille smagsprøve – klik på billedet for at forstørre. Du kan også læse mere og se flere uddrag på Shortcomings hjemmeside.