Grann læser bøger

Dreams from My Father er skrevet da Obama gik på Harvard, altså inden han sådan rigtigt gik ind i politik (men udgivet da han var på nippet til at gøre det). Den går også forud for hans anden erindringsbog, The Audacity of Hope.

Det er en fin og velfortalt historie om Baracks opvækst, familie og de refleksioner og den erfaring, han har med sig. Overraskende rørende, intim og personlig, synes jeg – idet den går meget tæt ikke bare på hans familie, men også på hans egen person.

Der er hans forældre – den amerikanske mor og den kenyanske far, der rejser tilbage til Kenya, da Barack stadig er lille. Opvæksten på Hawaii, så i Indonesien med morens nye mand, så tilbage på Hawaii. De unge år i de amerikanske storbyer afsluttende med hans ophold som community organizer i Chicago (hvor vi blandt andet også møder den kontroversielle pastor Jeremiah Wright). Og bogen afsluttes med Obamas første rejse tilbage til sin familie i Kenya (efter farens død), hvor han afdækker sine indviklede familierelationer og omsiggribende slægtshistorie.

Det hele genfortalt præcist, men også iblandet Obamas personlige refleksioner over både sit eget liv og samfundet som helhed.

Man kan bestemt se, hvor hovedpunkterne i Obamas retorik – hope, change – kommer fra, og man får bestemt en fornemmelse af, at der ikke bare er tale om tomme slagord, men budskaber med en reel, personlig betydning.

Man kan også klart se, at det ikke bare er Obamas senere taleskrivere, der har talent for det billedrige sprog med de værdiladede metaforer og personlige anekdoter, fortalt med de umiskendeligt lange sætninger, som man på mirakuløs vis aldrig farer vild i. Det kunne han allerede dengang.

Og så er det ganske enkelt voldsomt interessant at få styr på, hvor manden kommer fra – både sådan helt konkret, men også hvad angår mere abstrakte størrelser som tankegods, erfaringer og værdier.

Jeg hørte den som lydbog, læst op Obama selv. Og han er en rigtig god oplæser (selvfølgelig!), der også laver sin stemme om, når det er hans grandma eller hans afrikanske familiemedlemmer, der taler.

Du kan få et indtryk af hans fortælleegenskaber og en forsmag på den familiehistorie, bogen beretter om, i Obamas fantastiske tale til det demokratiske konvent i 2004. Det er bestemt de 19 minutter værd at se den her:

Det er svært ikke at anmelde den her bog uden også at anmelde Jørgen Leths liv, for det er jo den historie, bogen fortæller. Og det er let at forstå hvorfor dele af historien har forarget og skabt røre – Leth tegner et billede af sig selv som noget af en liderlig gammel gris; jo længere hen i bogen, man kommer, jo yngre (og mørkere) bliver pigerne, og jo mere detaljerede bliver beskrivelserne af de seksuelle relationer.

Men heldigvis er bogen – og Leth – meget mere end det. Den giver et fedt indblik i de cirkler, Leth har færdes i: Kunstnere, filmfolk, kulturredaktioner på Aktuelt og Politiken i 70erne, jazzmiljøet og cykelsportens karavane. Og rejserne, projekterne og menneskene er skildret detaljeret og indlevende. Der er ud fra bogen at dømme ikke de steder i verden og de mennesker i den, Leth ikke har mødt (fra Mick Jagger over Per Arnoldi til balletdanserne i New York Ballet, fra stammedans i Afrika over samba i Rio til cykelbanen i Århus).

Leth sætter bestemt ikke sit lys under en skæppe, men heldigvis er han heller ikke bleg for lige at punktere sine egne tekster og bedrifter med en knastør bemærkning. Han veksler fint mellem udpensling og underspillethed, og hans særlige, samtidigt poetiske/digtende og observerende/dissekerende blik gør også, at man ligesom bare køber historien. Man får lyst til selv at rejse og opleve, møde mennesker og verden, eller måske bare at se nogle af de mange film, han skildrer arbejdet med at lave!

Og så er bogen fuld af fede detaljer, som kun Leth kan slippe afsted med formidle. Eksempelvis en nøje gennemgang af, hvilke musikere, Mader & Leth hørte i bilen når de kørte mellem etaperne i Touren (lang opremsning af jazzkunstnere afsluttet med knastørt at slå fast, “men aldrig Ella Fitzgerald”. Smukt!). Sådan nogle øjeblikke er der rigtig mange af.

Jeg hørte den som lydbog, læst op af Leth selv, og på sin vis manglede der bare lidt jazzet underlægningsmusik for at gøre oplevelsen perfekt. Dog blev det lidt ensformigt i slutningen, hvor det stort set kun handlede om Haiti og kusse i forskellige kombinationer. Men 11 timer med Leth i ørerne er ikke nok til at skræmme mig væk fra at skulle læse/høre andet bind på et eller andet tidspunkt.

Det her er ganske udmærket fantasy, og i hvert fald noget bedre end det sidste, jeg læste.

Er fantasy (og science fiction) ikke på en eller anden måde fyres version af chick lit, hvor man kan fortabe sig i drengedrømmehistorier om riddere (eller rumvæsener) og våben og gå på opdagelse i ukendte lande og verdener? Det er i hvert fald næsten altid hurtige kalorier, skrevet uden for mange dikkedarer, og historien spiller som regel også på stort set de samme strenge.

Så hvad er det, der skiller den gode fantasy fra den jævne? Game of Thrones er afgjort god fantasy, også selv om det ikke er vanvittigt velskrevet – men omvendt kommer sproget heller ikke i vejen, selv om forfatteren afgjort har sine favoritvendinger og -stilfigurer. Til gengæld har den ikke bare tapre riddere og onde skurke, men et særdeles bredt (næsten uoverskueligt, faktisk) persongalleri, og så har den ikke bare en historie, men et decideret plot, med intriger, mystik og forviklinger, og man har på fornemmelsen at dette seriens første bind kun har kradset lidt i overfladen både hvad personerne og forviklingerne angår. Det er forfriskende.

Jeg kan også godt lide, at der er skruet ned for magien og det overnaturlige – vi er faktisk relativt tæt på noget Middelalderen-agtigt. Der skal selvfølgelig være plads til sagn, guder, lidt drager og måske nogle døde, der går igen. Men her er ingen elvere, dværge, kentaurer, halvguder eller mærkelige Harry Potter-væsner. Også meget fint.

800 sider er meget hurtigt læst her – godt at vide at der indtil videre er fire mere i serien. Og spændende at se hvordan de ting, man forestiller sig, når man læser bogen, ser ud i den tv-serie, der er skabt på baggrund af den.

Men bare fordi det er god fantasy er det jo ikke stor litteratur. Mindre kan dog også gøre det nogle gange, men jeg nupper nok lige en fantasy-pause inden jeg går videre med næste bind i serien…