Grann læser bøger

Dave Eggers er absolut en af min yndlingsforfattere, så jeg prøvede egentlig at sænke mine forventninger inden jeg gik i gang med den her bog. Det var der nu ingen grund til, primært fordi bogen er noget anderledes end hans tidligere. Den er også rigtig god.

Ligesom hans forrige, What Is the What, er der tale om en bog baseret på virkelige hændelser, fortalt til Eggers af hovedpersonerne. Men denne gang er der tale om en meget mere komprimeret historie, nemlig den om familien Zeitoun og orkanen Katrina. Abdulrahman Zeitoun er gift med Kathy og har fire børn. Da der varsles storm tager Kathy med børnene ud af byen, mens Abdulrahman (der bare kaldes Zeitoun) bliver for at passe på huset, malervirksomheden og bare fordi han er stædig. Bogen strækker sig fra et par dage før stormen og til en måned efter stormen, hvor de endelig mødes igen.

Eggers kan derfor ikke bruge sin mere sædvanlige metode med at lade en lang række nedslagspunkter blive til en fortælling. Her er begivenhederne beskrevet noget mere minutiøst, detaljeret og konstaterende. Bogen er noget mere en dokumentar end What Is the What var. Og den er også langt mindre sjov end Eggers andre bøger.

Den er dog stadig fuld af Eggers’ særlige varme, ikke mindst fordi det er personerne, der bærer historien frem, og det er umuligt ikke at føle med dem. Sproget er fjerlet, indfølende og stærkt.

Den mere dokumentariske stil giver lidt stilstand nogle steder i bogens første halvdel. Men ikke mere end at man fornemmer at der vil ske noget. Ens følelser skifter fra fascination af naturkatastrofens omfang over bekymring da man på Zeitouns kanoture rundt i de storhærgede gader indser skadens omfang, til forfærdelse når man hører om hvad det gør med de mennesker, der er blevet tilbage i byen (eller taget dertil for at plyndre).

Men her slutter det ikke, for forfærdelsen bliver til forvirring da den gode sjæl Zeitoun støder ind i lovens lange og noget irrationelle arm i den ødelagte og tomme by, og endelig til direkte vantro da man hører hvad de udsætter ham for.

Det er en meget stærk bog, og en meget fornem illustration af både hvad der sker med mennesker og byer i sådanne situationer, men også mere konkret af de amerikanske myndigheders miserable håndtering af eftervirkningerne af Katrina.

Alle de penge, salget af bogen indbringer, går til The Zeitoun Foundation, der støtter genopbygningen af New Orleans og til at fremme menneskerettigheder i USA og resten af verden.

Miranda Julys novellesamling er fyldt med små, simple historier. Det er for det meste – udramatiske – historier fra hverdagen, men det er alligevel nogle specielle historier.

For de handler som regel om dagligdagens lidt skæve eksistenser. Ikke de meget skæve, kun de lidt skæve. De sky, småneurotiske, småsære, udenforstående eller bare lidt sære mennesker, der bor ovenpå eller sider bagerst i klassen eller bare er nogens søster.

Det særlige ved historierne er, at det er de sære, neurotiske osv. mennesker, der er fortællerne. Det giver bogen en gennemgående særlig, lidt naiv og meget sympatisk stemme, som jeg rigtig godt kan lide. Historierne er velskrevne, slet ikke uden humor og fulde af hjertevarme.

I walked down the hall and saw that Theresa was sitting on the floor next to a chair. This is always a bad sign. It’s a slippery slope, and it’s best just to set in chairs, to eat when hungry, to sleep and rise and work. But we have all been there. Chairs are for people, and you’re not sure if you are one. I knelt beside her. I rubbed her back, and then I stopped because I thought it might be too familiar, but that felt cold, so I patted her shoulder, which meant I was only touching her a third of the time. The other two thirds, my hand was either traveling towards her or away from her. The longer I patted, the harder it became; I was too aware of the intervals between the pats and couldn’t find a natural rhythm. I felt like I was hitting a conga drum, and then as soon as I thought of this, I had to beat out a litle cha-cha-cha, and Theresa began to cry.

Der blev i øvrigt lavet en rigtig fin og pudsig hjemmeside da bogen kom ud.

Fra hjemmesiden

Og Miranda July har i øvrigt også skrevet, instrueret og spillet hovedrollen i filmen “Me and You and Everyone We Know”.

Delirious New York er en rigtig fascinerende bog. Koolhaas, der selv er en af de virkelig store nulevende arkitekter, har i virkeligheden blot begået en slags kommenteret gennemgang af udviklingen af arkitekturen på Manhattan, men observationerne er skarpe og historien mange steder så vanvittig og langt ude, at det er nok til at gøre det til meget spændende læsning.

Der er tale om en slags efterrationaliseret arkitekturmanifest for Manhattan. Sådan et har jo aldrig eksisteret – tværtimod synes de 2.028 blokke på øen at være præget af lige præcis manglen på en sammenhængende planlægning. Men ikke desto mindre konstruerer Koolhaas et overbevisende billede af det tankesæt og den historie, der har præget byens tilblivelse særligt i første halvdel af 1900-tallet og dermed i store træk hvordan den ser ud i dag. (minus nogle år – bogen er skrevet i 1978)

Det lyder kedeligt når man beskriver det, og der er da også tørre afsnit i bogen. Men særligt – og overraskende nok – de første kapitler i den kronologiske gennemgang er vildt interessante.

Koolhaas starter efter en kort introduktion med de amusement parks, som blev bygget på Coney Island omkring og lige efter århundredeskiftet. Og her snakker vi ikke om de ballongynger og karuseller, der står og ruster derude i dag, men om nogen helt vanvittige projekter og konstruktioner. Parker med plads til op imod 100.000 mennesker, som rummede verdens største ballroom, en hel miniputby befolket af dværge, en miniudgave af Schweiz komplet med sne på bjergtoppene og det hele osv. osv. Det er helt vildt!

I det næste kapitel beskriver Koolhaas hvordan de tanker om det storslåede, ekstreme, naturtrodsende osv., der udfoldes på Coney, og de former de udfoldes i, rykker ind på Manhattan. Det er altså skyskraberens tankegods,der dissekeres.

Og sådan fortsætter det op til den sidste halvdel af forrige århundrede i en god blanding af eksempler på bygningsværker og anekdoter om dem der betalte dem, tegnede dem, byggede dem og beboede dem. Det hele endda meget rigt illustreret med både sjove og detaljerede illustrationer – faktisk er der næsten en illustration på hvert opslag.

Kan anbefales varmt vis man interesserer sig for byudvikling, arkitektur eller bare er fascineret af byen New York.