Grann læser bøger

Lige så god som den første, men egentlig på en lidt anderledes måde.

Ved bind 1 kunne jeg særligt godt lide den meget levende beskrivelse af episoder i barndommen, som Knausgård havde en god måde at gøre både naive og eftertænksomme på samme tid. En enkelt episode om nogle øl i en grøftekant nytårsaften, som blev strukket endda meget langt ud, var endda også direkte spændende og morsom, synes jeg.

Her i andet bind er det alvor. Og på en anden måde end i bind 1, hvor det også handlede om faderens død. For nu er vi meget tættere på Knausgårds parforhold og hans trængsler med at finde plads til sig selv i “sammenheden”, især da der også kommer børn ind i billedet.

Det er noget, jeg kan forholde mig til på en helt anden og konkret måde. Og selv om forfatteren er en noget speciel fyr – eksempelvis usædvanligt kompromisløs i forhold til sit arbejde og hvordan det skal passes sammen med familielivet – så genkender jeg mange af de situationer og tanker, han beskriver. Hvor finder man rum til hinanden og overskud inde i sig selv, når dagligdagen går i ring? Og hvordan finder man tid og plads til at være sig selv, når der går familie i den?

Derudover synes der også at være et tema i den her bog om hvordan man præsenterer sig for andre. Bogen indledes ex med en lang beskrivelse af en forældrekomsammen i en af børnenes børnehave, hvor Knausgård er til stede, men samtidig ser det hele – inklusiv sig selv – udefra, og overvejer, hvad det er for nogle mekanismer, der er på spil. Vildt godt skrevet.

Og endelig lukker han også op for sit blik på sig selv som forfatter. Der er lange halvfilosofiske passager om specifikke værker (man aner de 500 sider om Hitler i sidste bind i horisonten) og om hans kvaler med at forlige sig med sin egen kunstneriske utilstrækkelighed. Og den anden figur, der fylder mest i bogen, er faktisk Knausgårds forfatterven, som han har lage samtaler med om kunst og det at skrive.

Så… Lidt tung enkelte steder, men alt i alt fantastisk – som forventet!