Joe Haldeman: Forever Free

Det her er fortsættelsen til den ganske gode og fint tænkte Forever War. Den har jo status af sci fi-klassiker, og klassikere er vel af natur svære at følge op.

Og det er da heller ikke lykkedes for Haldeman at skrive en toer, der måler sig med den første bog. Blandt andet er mange af de interessante ting fra Forever War nu ude. Relativitets-tids-rejse-problemet (når man rejser langt og hurtigt, ældes man mindre, og springer derfor på sin tid “frem” i tid), som var et grundpræmis i den første bog, er slet ikke særligt aktuelt i den her bog. Og der er ikke længere krig, men fred, hvilket tager spændingen og fascinationen ved krigen, våbnene og “rum-militæret” væk.

Til gengæld er der nu brugt endnu mere krudt på at kredse omkring, hvordan mennesker (og andre racer. og variationer af mennesker (!)) skruer deres samfund sammen, herunder både religionens, fællesskabets/individets og familiens rolle og funktion. Det fungerede jo faktisk fint i den første bog, men det gør sig ikke lige så godt alene.

Bogen er dog stadig udmærket, og har en interessant historie, som forløses nogenlunde elegant. Den bliver aldrig kedelig, og har da også nogle ganske fikse ideer hist og her. Jeg tror måske i virkeligheden, jeg blot stadig har den lidt skuffende, new age-agtige slutning lidt for tæt på. Den ødelagde det hele lidt, synes jeg.

Hurtigt læst, i øvrigt: 200 sider i et let sprog uden for mange dikkedarer. Jeg tør godt kaste mig over den tredje bog, der foregår i samme univers (men parallelt - den er ikke en fortsættelse til disse, og er faktisk skrevet før denne her), Forever Peace.

Joe Haldeman: Forever War

Jeg læser egentlig sjældent science fiction, primært fordi der i min erfaring er længere mellem de gode værker, men måske også fordi jeg er optaget af at læse mere klassisk eller “stor” litteratur. Heldigvis er den her uden tvivl en science fiction-klassiker, om end en for mig ukendt en af slagsen, så den slipper gennem nåleøjet.

Jeg købte “Forever War”, fordi jeg har læst, at Ridley Scott har planer om at filmatisere den. Og jeg kan godt forstå hans fascination. Bogen er så tilpas teknisk og håndgribelig og samtidig ukonkret i den måde væsener, omgivelser, våben og udstyr beskrives, at der er masser af muligheder for at danne spændende billeder inde i hovedet mens man læser den. Jeg tror det skyldes, at der ikke øses særligt mange tillægsord på, men i stedet refereres mere nøgternt, så det ikke virker så påtvunget eller opfundet. Det er bare sådan.

“Nøgternt” er i det hele taget meget dækkende for bogens fortællemåde. Fortælleren er William Mandella, der er draftet til jordens kamp mod “the Taurans”, og han er en ganske nøgtern fyr. Han er ikke hverken en typisk, en særligt begejstret eller en født soldat, og det giver måske ham og historien lidt ekstra troværdighed efterhånden som man kommer igennem den.

Her er bogens allerførste - og meget nøgterne - par afsnit:

“Tonight we’re going to show you eight silent ways to kill a man.” The guy who said that was a sergeant who didn’t look five years older than me. So if he’d ever killed a man in combat, silently or otherwise, he’d done it as an infant.

I already knew eighty ways to kill people, but most of them were pretty noisy. I sat up straight in my chair and assumed a look of polite attention and fell asleep with my eyes open. So did most everybody else. We’d learned that they never scheduled anything important for these after-chop classes.

The projector woke me up and I sat through a short tape showing the “eight silent ways.” Some of the actors must have been brainwipes, since they were actually killed.

After the tape a girl in the front row raised her hand. The sergeant nodded at her and she rose to parade rest. Not bad looking, but kind of chunky about the neck and shoulders. Everybody gets that way after carrying a heavy pack around for a couple of months.

Der er flere interessante aspekter i bogen - sådan nogle af den slags påfund, der gør science fiction interessant. Det bærende koncept i bogen er f.eks. at krigene foregår så langt væk, at når soldaterne vender hjem fra blot et års tjeneste (i “subjektiv tid”, som det hedder), så er der gået 10-20 eller endda flere hundrede år på jorden (deraf bogens navn). Det giver selvfølgelig anledning til nogle beskrivelser af den tekniske udvikling (af f.eks. våbnene), men det, der interesserer Haldeman mest, er hvad der sker med kulturen i løbet af de mange år, bogen strækker sig over. Det handler blandt andet en del om seksualitet, særligt forholdet mellem homo- og heteroseksuelle, og også noget om race og noget om krigens væsen og militærapparatets absurditeter - og ikke mindst om klodens (og menneskeracens) generelle forfald. Man ville sagtens kunne få meget gymnasiefortolkning ud af at bogen er skrevet i 70erne, men pointerne eller betragtningerne bliver aldrig platte eller forcerede i bogen - heldigvis. (Og heldigvis er det - historien til trods - ikke en superdyster bog, der er også lyspunkter :-))

Forever War er kort (af en science fiction-klassiker at være, i hvert fald) - 240 sider. Men det er nok til at få fortalt det, der skal fortælles, og den når ikke at blive kedelig - hvilket også skyldes at den består af tre-fire ret forskellige, men alligevel fint sammenhængende dele. Har man mod på mere, er der både skrevet en direkte fortsættelse og en tredje bog, der vist bare foregår i samme univers. Jeg købte alle tre i en “Omnibus edition” (derfor heller intet coverbillede på dette indlæg), og har i hvert fald planer om også at læse den næste snart.

Læs mere om bogen på Wikipedia - og om filmen på Boing Boing. Bogen er i øvrigt også udgivet som tegneserie - interessant!

UPDATE: Nu har jeg også læst fortsættelsen.

J. D. Salinger: The Catcher in the Rye

Der er få af de “store romaner”, jeg har pligtlæst i skolen og gymnasiet, jeg rent faktisk husker som gode. Sammen med Paul Austers New York Trilogy er den her nok faktisk den eneste. Jeg husker dog ikke særligt godt, hvad vi rent faktisk snakkede om, når vi hver gang til engelsktimerne havde læst endnu et par kapitler, og skulle gennemgå og fortolke dem efter alle kunstens regler.

Så det var en oplagt bog at genlæse. Og der er vitterlig nok at snakke om. Man kan levende forestille sig, at bogen har skabt røre da den udkom, om end den danske titel Forbandede Ungdom nok er at betegne som falsk varedeklaration.

For Holden Caulfield, bogens karakteristiske protagonist, er faktisk ikke særligt “forbandet” - snarere bare småirriterende og lidt ugidelig. Men han er fortælleren, så det er svært ikke at prøve at forstå ham, og da bogen faktisk er ufattelig velskrevet (når man lige har vænnet sig til 50′er-sproget), er det en interessant opgave. Men ikke nem, for Holden punkterer som fortæller hele tiden sin historie med små afstikkere og pubertære rants, tit i form af nedladende kommentarer om de personer, han beskriver. Som her:

“I’d only read about three pages, though, when I heard somebody coming through the shower curtains. Even without looking up, I knew right away who it was. It was Robert Ackley, this guy that roomed right next to me. There was a shower right between every two rooms in our wing, and about eighty-five times a day old Ackley barged in on me. He was probably the only guy in the whole dorm, besides me, that wasn’t down at the game. He hardly ever went anywhere. He was a very peculiar guy. He was a senior, and he’d been at Pencey the whole four years and all, but nobody ever called him anything except “Ackley.” Not even Herb Gale, his own roommate, ever called him “Bob” or even “Ack.” If he ever gets married, his own wife’ll probably call him “Ackley.” He was one of these very, very tall, round-shouldered guys-he was about six four-with lousy teeth. The whole time he roomed next to me, I never even once saw him brush his teeth. They always looked mossy and awful, and he damn near made you sick if you saw him in the dining room with his mouth full of mashed potatoes and peas or something. Besides that, he had a lot of pimples. Not just on his forehead or his chin, like most guys, but all over his whole face. And not only that, he had a terrible personality. He was also sort of a nasty guy. I wasn’t too crazy about him, to tell you the truth.”

Efterhånden som man læser sig igennem hans beretning begynder man dog at få mere sympati for Holden, synes jeg. Ikke fordi han eller historien bliver mere sympatisk, men mere fordi han jo egentlig bare er forvirret, usikker og bange for livet (hvor man dog egentlig selv lyder gammel, når man skriver sådan, i øvrigt…), men alligevel forsøger at fortælle sin historie så casual som muligt.

Historien bliver på den måde et portræt af en ung mand, der ikke rigtigt ved hvad han vil. Og i øvrigt heller ikke rigtigt kan tage sig sammen til at gøre de få ting, han dog ved, han har lyst til. Det er et tidligt portræt af ungdomssløvsind, kan man sige. Og et godt et af slagsen.

Siden jeg har googlet mig frem til citaterne online, så jeg ikke skal sidde og skrive dem ind selv, kommer her endnu et. Her beretter Holden, hvad han synes om bibelen:

“Finally, though, I got undressed and got in bed. I felt like praying or something, when I was in bed, but I couldn’t do it. I can’t always pray when I feel like it. In the first place, I’m sort of an atheist. I like Jesus and all, but I don’t care too much for most of the other stuff in the Bible. Take the Disciples, for instance. They annoy the hell out of me, If you want to know the truth. They were all right after Jesus was dead and all, but while He was still alive, they were about as much use to Him as a hole in the head. All they did was keep letting Him down. I like almost anybody in the Bible better that the Disciples. If you want to know the truth, the guy I like the best in the Bible, next to Jesus, was the lunatic and all, that lived in the tombs and kept cutting himself with stones. I like him ten times as much as the Disciples, that poor bastard. I used to get in quite a few arguments about it, when I was at the Whooton School, with this boy that lived down the corridor, Arthur Childs. Old Childs was a Quaker and all, and he read the Bible all the time. He was a very nice kid, and I liked him, but I could never see eye to eye with him on a lot of stuff in the Bible, expecially the Disciples. He kept telling me that if I didn’t like the Disciples, then I didn’t like Jesus and all. He said that because Jesus picked the Disciples, you were supposed to like them. I said I knew He picked them, but that He picked them at random. I said He didn’t have time to go around analyzing everybody. I sad I wasn’t blaming Jesus or anything. It wasn’t his fault that He didn’t have any time. I remember I asked old Childs if he thought Judas, the one that betrayed Jesus and all, went to Hell after he committed suicide. Childs said certainly. That’s exactly where I disagreed with him. I said I’d bet a thousand bucks that Jesus never sent old Judas to Hell. I still would, too, if I had a thousand bucks.”

Fantastisk. Jeg bilder mig også ind, at man sagtens kan se at bogen har haft indflydelse på meget senere literatur, men det er nok at tage munden for fuld alligevel. I virkeligheden er det sikkert bare fordi, jeg synes den var ret så god.