Det der københavnerblad

NÃ¥, jeg har jo ogsÃ¥ læst det der blad, “Københavner”. Som mange har ment meget om da det kom ud for en mÃ¥neds tid siden.

To eksempler – begge fra Kommunikationsforum – er Rene Fredensborg, der synes det er for indforstÃ¥et og ikke skuer ud i verden og Søren Schultz Jørgensen, der synes det er herligt og overskudsagtigt at det er svært tilgængeligt og ikke lefler for nogen.

“Et magasin for, om og af københavnere”, stÃ¥r der pÃ¥ forsiden. Lad os lige gÃ¥ det igennem:

“Et magasin” – ja, det er det vel. Men ikke den slags, som de to friske fyre pÃ¥ K-forum har anmeldt.

For med al den fiktion, det er fyldt af, er det nærmere en slags antologi (hvor de litterære indslag godt nok afbrydes hist og her af lidt fotoreportage og et par interviews). Men i bund og grund er det primært essays, erindringer og noveller, vi får serveret. Så lad os lige få den varedeklaration på plads.

Og hvad sÃ¥ med kvaliteten? Tjo, bum bum. Maria Gerhardt (Djuna Barnes), Claus Pogel, Martin Kongstad og Morten Lindberg (Master Fatman) stiller alle op med afdæmpede minder fra barndommen/ungdommen pÃ¥/i hhv. Amager, Sydhavnen, Kartoffelrækkerne og Centrum/Hvidovre. Ikke noget at gøre et stort nummer ud af, desværre. SÃ¥ er der et essay af Kim Las om en sang med I Got YOu on Tape – ok, men ikke noget særligt.

Jesper Dahl (Jokeren) bidrager med en velskrevet, men lidt klichefyldt novelle om en familiefar der ernærer sig som pusher. Ikke desto mindre et lyspunkt. Tüxen skriver en alternativ fortælling om det forliste parforhold. Og så er der også et romanuddrag af Roxanna Anne Albeck, der er ret fint.

Så alt i alt bestået, hvis man altså læser magasinet mere som en antologi. Interessant, varieret og med med flere gode bidrag.

Der er ogsÃ¥ noget, der nærmer sig journalistisk. Rune Skyum-Nielsen har leget med interviewformen i sit interview med DJ Tanja, hvilket virker rigtig godt. Maria Gerhardt kommer mindre heldigt fra det i sine interviews – de er alle ret uinteressante. Ex forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der desværre ikke handler sÃ¥ meget om Kidd, men mere om tilblivelsen af selve historien. Meget meta, men det er synd, fordi det er ikke den gode historie ( og sÃ¥ er det i øvrigt dÃ¥rligt skrevet).

“For københavnere” – ja, det er det vel ogsÃ¥ (det er i hvert fald ikke for nogen andre end københavnere).

MEN det er nogle særlige københavnere – nogen, der interessererer sig for særligt litteratur og for musikscenen i Danmark. Ikke kun fordi meget af “Københavner” er skønlitterær af natur, men ogsÃ¥ fordi gruppeinterviewet med Jokum Rohde, Søren Ulrik Thomsen og Steen Jørgensen primært handler om danske forfattere og musikere – og der er altsÃ¥ ikke lige en faktaboks, der forklarer hvem Mogens Mogensen er.

Man skal ogs̴ interesserer sig for fotografi Рder er i hvert fald et par fotoserier i bladet. Nogle af dem flotte, og nogle af dem ogs̴ lidt intetsigende.

Og sÃ¥ skal man generelt bare være lidt “med” pÃ¥ en eller anden udefinerbar mÃ¥de. For det er vel ikke lige alle læsere, der umiddelbart kan nikke genkendende til at “Horder af københavnere med forskellige baggrund er pÃ¥ vej over til Sara” (Sara er flyttet til Los Angeles, som Ã¥benbart er det nye)…

(og sÃ¥ kan han sige hvad han vil, ham Kongstad. Men er pÃ¥ den mÃ¥de altsÃ¥ ret ekskluderende…)

“Om københavnere” – det kan der ikke være tvivl om.

MEN det er en bestem type københavnere. For eksempel hende Sara, som er flyttet til L.A., og som bliver stillet interessante spørgsmÃ¥l som “Hvordan er vejret” og “Din sidste ret du lavede til aftensmad?” (svaret er “Mango”!). Eller Chris og Jesper, som gjorde sig i nattelivet “omkring Ã¥rtusindeskiftet”. Eller Nadja og Christian, som “bor i en villalejlighed pÃ¥ Frederiksberg med deres to sammenbragte piger, der hedder noget sÃ¥ passende som Carmen og Electra.” (“Ud over solbriller og gamle filmplakater samler Christian ogsÃ¥ pÃ¥ vinylplader”!). Eller alle dem, der kom pÃ¥ U-Matic i ’86 (og det var vist “alle”).

Og sÃ¥ er meget af indholdet altsÃ¥ – som bladet ogsÃ¥ er blevet kritiseret for – koncentreret om personligheder, der ligger lidt tilbage i firserne. SÃ¥ er der de to fra “omkring Ã¥rtusindeskiftet”, og sÃ¥ er det et langt (men godt!) interview med DJ Tanja, der huserede primært i halvfemserne pÃ¥ de elektroniske klubber i København. Og interviewet med koryfæerne Rohde, SUT og Jørgensen, som vel heller ikke er dem, der “rykker” mest p.t.

Egentlig er det næsten kun forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der er helt topaktuel. Ærgerligt at den ikke er værd at læse.

“Af københavnere” – det kan man vist ikke rigtigt sige noget til. OgsÃ¥ selv om Rene Fredensborg lidt drillende kalder Martin Kongstad for “Konge af Tisvilde”.

For lige at opsummere, sÃ¥ burde “Et magasin for, om og af københavnere” nok erstattes af noget i retning af “Nærmest en litterær antologi for kulturnørdede københavnere, der er “med”, om byens kultur mestendels for 10-25 Ã¥r siden skrevet af en ekstremt heterogen redaktion.”

…SÃ¥ der er virkelig tale om en nicheudgivelse. Eller sÃ¥dan ender “Københavner” i hvert fald med at fremstÃ¥, selv om det mÃ¥ske bare er resultatet af et ønske om at lade de gode historier tale for sig selv.

2 thoughts on “Det der københavnerblad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *