Dagpengeland er et tragikomisk dagpengehelvede

Nu har jeg aldrig prøvet at være arbejdsløs. 7-9-13. Bank under bordet.

Og det er da heller ikke noget, man får mere lyst til at prøve, når man læser bloggen Dagpengeland, der er en personlig beretning om, hvad man skal trækkes igennem som nyuddannet og arbejdsløs akademiker. Politikerne kan sige mange finde ord om, hvad der vigtigt i indsatsen på det område, men de blegner ligesom lidt, når man via bloggen oplever, hvordan et jobsøgningskursus foregår hos Integro, der udbyder kurser i AF-regi 24 steder i Danmark:

En af deltagerne rækker hÃ¥nden op. Hun kan ikke helt forstÃ¥, hvorfor hun er pÃ¥ dette jobsøgningskursus. Hun har nemlig fÃ¥et konstateret sclerose og med den sygdom er hun ikke arbejdsparat – slet ikke nÃ¥r hun ogsÃ¥ skal have kræfter til at passe sine to børn. Istedet venter hun pÃ¥ at komme i sÃ¥kaldt arbejdsprøvning. Sclerosen gør hende træt, men ellers mener lægerne at sygdommen kan holdes nede med medicin, fortæller kursusdeltageren.

Britta er typen, der er god til at forklare selv det allermest komplicerede helt enkelt, sådan lidt som om hun taler til børn. Det er dejligt nemt at forstå. Og emnet sclerose er ingen undtagelse.

»Ved I hvad sclerose er?«, spørger Britta forsamlingen og svarer selv: »Det er en frygtelig, frygtelig sygdom, der ender med at man sidder hjælpeløst bundet til en rullestol.«

»Aaaarh?«, siger en af kursusdeltagerne.

»Jo«, svarer Britta.

Dagpengeland er knastørt konstaterende, bidende skarpt og vrængende skrevet – det minder mig lidt om Michel Houllebecqs stil. Det er næsten for meget, men man fornemmer at det nok skyldes de næsten surrealistiske oplevelser, der videreformidles. Og selvfølgelig fÃ¥r vi sikkert kun genfortalt de situationer, der har fÃ¥et forfatteren til at tage sig til hovedet, da han oplevede dem, og ikke de brugbare ting, der forhÃ¥bentlig har været. Men det er alligevel nok til at give et meget skræmmende billede af virkeligheden i den danske aktiveringsindsats.

Hvad med eksempelvis den her godbid af en sætning:

»Vi tager udgangspunkt i den enkelte, men naturligvis under hensyntagen til økonomi. Det betyder at vi først og fremmest vægter økonomi. Sådan er det.«, som en af jobcentrets medarbejdere udtrykte det.

Ja, udgangspunkt i den enkelte. Man får virkelig et personligt, skræddersyet forløb, som det så glimrende illustreres her:

»Læg mærke til, at jeg ikke spurgte efter jeres navn da I kom, men efter jeres personnummer. Det er fordi, vi her i vores system registrerer jer efter personnummer og ikke navn. Jeg spurgte efter jeres personnummer og så kunne jeg se, hvad I hedder. Så spurgte jeg om I hedder det og det. På den måde tjekkede jeg om det var den rette person, der dukkede op her.«

Og noget tyder i det hele taget på, at der er tale om et system, der er gået helt i stå (eller måske i selvsving) og har lukket sig fuldstændigt om sig selv. Det virker i hvert fald som om at udsynet til resten af verden ikke er det, der præger arbejdsgangene mest:

»Vi sender jer pÃ¥ jobsøgningskursus nu her. I har mÃ¥ske læst, at det ikke er alle de her jobsøgningskurser, der er lige populære. Ja, jeg vil sige det sÃ¥dan, at vi endnu ikke har oplevet folk sige, “det var vel godt nok godt, det her. Giv mig lige en tur til!”
Men det er altså fordi folk ikke fatter, hvad det går ud på. Når vi sætter folk til at stable søm eller finde ud af hvilken fugl de er, så er det jo ikke for sjov. Det er en samarbejdsøvelse! «

»S-A-M-A-R-B-E-J-D-S-Ø-V-E-L-S-E!«, gentager han og kigger pÃ¥ forsamlingen med det der “jeg har fattet det, men det har I ikke”-look.

Beskrivelserne af undervisningssessionerne hos Integro er vildt sjove. Og kursisterne har endda f̴et uddelt de overhead-slides, der bliver brugt p̴ kurserne, som s̴ ogs̴ bringes p̴ bloggen Рdet er heldigt, for de er underholdende.

»Altså, det her kursus er jo for folk under 30 år«, siger en kursusdeltager.

»Ja?«, svarer Britta spørgende.

»De fleste af os kan jo godt bruget nettet«, siger min medkursist og fortsætter: »Jeg synes bare det er svært at tage det seriøst, når I udleverer sådan noget undervisningsmateriale her.«

»Jamen, det kan da godt være at du kan finde ud af det«, svarer Britta. »Men hvad med alle dem, der ikke kan?«

Den er svær at komme igen på. Det må kursusdeltageren også sande.

Men hvordan finder man så jobs på det der internets?

Åh nej, ikke anførselstegn. De er så besværlige at indtaste. Der må da være en anden måde, et andet tegn, et-eller-andet?

Bindestreg er markant nemmere end anførselstegn. Tak.

Åh, sådan. Javel.

Integros kurser er virkelig for alle. Selv de mange grafikere med internethandikap kommer styrket ud.

Men selv om det er sjovt, er det jo i virkeligheden mest tragisk. Jeg kan godt se at et system, der er så skrækkeligt at befinde sig i, at man vil gøre alt for at slippe ud af det, fungerer fint som redskab til at få folk i arbejde. Men det er nok en sandhed, der gælder mere i opgangstider end i krisetider. Og det er vel også spørgsmålet, om det er sådan, vi gerne vil indrette vores samfund, og sådan, vi vil behandle de, der ikke kan finde arbejde.

Det kan i hvert fald ikke være hverken særligt udviklende eller motiverende.

Men det skal ikke afholde dig fra at læse Dagpengeland. Det er den bedste blog, jeg er faldet over i lang tid. Så skynd dig derind og læs de fire indlæg, der ligger indtil videre!

3 thoughts on “Dagpengeland er et tragikomisk dagpengehelvede

  1. Dagpengeland er en fremragende blog, og det er godt at nogen har formidlet hvor latterligt systemet kan være, men det er også vigtigt at holde fast i at man KAN udnytte den slags kurser, nok anderledes end regeringen gennem tiderne har tænkt, men derfor er det stadig muligt at få noget fornuftigt ud af et jobsøgningskursus, man har da netadgang og ledige timer man får dagpenge for, og når man ikke skal til eksamen, behøver man jo ikke følge med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *