Hvad bliver de sociale konventioner for videosamtaler?

Den nye iPhone har Facetime, Apples navn for videosamtaler, som en af sine nye features. Det er dog egentlig ikke rigtigt nogen nyhed, for videosamtaler er blevet lanceret flere gange før, eksempelvis både af Skype og af telefonselskabet 3.

Det er derfor let at affeje Apples ”nyhed” som en ”det er set før”-ting. Men jeg tror godt at det rent faktisk kunne blive til noget denne gang. Både på grund af platformen og dens udbredelse og smart factor, men lige så meget fordi det autentiske og nære i kommunikationen kun er blevet endnu vigtigere.

Jeg tror dog ikke, det vil gå hurtigt. For det første er der en naturlig tøven formuleret som ”hvad skal jeg bruge det til?” eller ”nu igen?”. For det andet kræver det to iPhone 4 (eller en anden device der kan bruge samme API) for at bruge Facetime, hvilket i sig selv lægger en dæmper på udbredelseshastigheden.

Jeg tror heller ikke, man vil bruge videosamtalen til alt det, man i dag bruger telefonsamtalen til. Der er for eksempel ingen grund til at kigge hinanden i øjnene for at minde den anden om, at han skal huske at købe mælk nede i Netto.

Hvornår? Med hvem?
Ikke mindst tror jeg det vil tage tid før der er etableret nogle normer for, hvordan og hvornår, man bruger videoopkald frem for et almindeligt telefonopkald.

Hvad hvis man ikke vil have, at personen i den anden ende skal se, at man har morgenhår? Hvad hvis man helst ikke vil have, at vedkommende ser hvor man er, hvis man eksempelvis ikke sidder på arbejdet, men i stedet arbejder derhjemme? Hvad hvis man egentlig ikke har tid til at snakke, og derfor sidder foran computeren og arbejder samtidig? Hvad hvis man ikke orker ikke kun at skulle lyde glad og overskudsagtig, men også ligne det? Hvad hvis det kun er en kort besked, man skal give?

Og hvis man så tager telefonen uden at slå video til (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), skal man så undskylde sig (”jeg er lige stået op, så…”)?

At skulle smile til kameraet er også at skulle gøre en ekstra indsats, og derfor vil det heller ikke være noget, man gør for alle og enhver. Det er vel mest oplagt når man skal snakke med de nære – kæresten, familien, vennerne – og ikke oplagt når det er telefonsælgeren fra Berlingske, der ringer. Og det er nok også her, de fleste vil starte med at forsøge.

Og så selvfølgelig når der er brug for den visuelle del af samtalen, eksempelvis hvis man skal præsentere noget for en kollega, vise noget frem eller vil formidle stemningen når man står på stadion og Spanien lige har vundet VM-finalen. Her kan jeg godt se fidusen!

Og hvad så med hvad man gør mens man snakker? Må man godt lave noget andet imens? Skal man kigge på hinanden hele tiden? Kan man føre en videosamtale i bussen?

Ligesom nogle er bedre til at snakke i telefon og bedre til at snakke ansigt til ansigt end andre, vil der naturligvis også være nogle, der er bedre til at videosamtale end andre. Nogen, som det falder mere naturligt.

Men i starten vil det være fremmed for de fleste. SÃ¥ den største tøven bliver mÃ¥ske i virkeligheden ikke ”hvad skal jeg bruge det til?”, men ”hvordan gør man?”…

(Og i øvrigt: Hvad skal det hedde? Hvad bliver videoopkaldets svar på ”Jeg ringer lige”?)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *