Studerende er de nye kancellister…

Jeg har lige læst et RUC-projekt. Og gruer nu en lille smule for den dag, jeg selv hiver mit speciale eller et andet af mine gamle projekter frem fra skuffen for at kigge i det igen.

På godt og ondt blev jeg mindet om i hvor høj grad universitetsverdenen kan være sprogligt og metodemæssigt socialiserende og ekskluderende på sin egen snobbede og egentlig ret verdensfjerne måde:

  • Det giver altid point at sige noget klogt, men ikke nødvendigvis at sige noget brugbart.  Derfor er der altid fokus pÃ¥ observationer (gerne kritiske) frem for pÃ¥ eksempelvis praktiske anbefalinger.
  • Det er mindst lige sÃ¥ godt at bruge energi pÃ¥ at dække sig ind teoretisk, metodisk og videnskabsteoretisk som det er at komme med gode analyser og skarpe pointer. Og en analyse eller en diskussion kan sagtens konkludere hvad der i praksis er “bom bom, tjah – pÃ¥ den ene side og pÃ¥ den anden side”.
  • Det gælder om at skrive klogt: Gerne lange, snørklede sætninger med indskud, forbehold, uforklarede begreber, henvisninger og i det hele taget en uforholdsmæssig høj grad af akademiseren (Det kan egentlig være fint, hvis man mestrer at gøre det pÃ¥ en overskuelig og uprætentiøs mÃ¥de, men det gør de færreste desværre. De fÃ¥, der kan det, er som regel forskere og ikke studerende).

…Men da jeg læste projektet, blev heldigvis også mindet om hvor gode observationer, man egentlig kan komme med, når man har god tid til at læse, analysere og diskutere et problem.  Og især om, hvor opslugt man kan blive af et lillebitte hjørne af verden (den virkelige eller den teoretiske), når man bare sætter sig nok ind i det.

Jeg skrev en gang selv sammen med en gruppe et projekt om socialkonstruktionismen – en erkendelsesteoretisk retning der grundlæggende siger, at virkelighed og sandhed kun er det, vi selv konstruerer gennem vores handlinger og sprogbrug. I det projekt var vi rigtigt gode til de snørklede formuleringer og argumenter (det ligger ligesom i emnevalget). Her er et godt guldkorn, jeg lige har gravet frem:

Der melder sig dog endnu et problem med den relativistiske holdning til sandhedsbegrebet. Burr hævder, at der ikke er noget, der er mere sandt end andet. Men hvordan kan hun gøre dette uden at mene, at netop denne påstand er sand? Man må gå ud fra, at hun selv anser den påstand, hun fremsætter for at være sand – hvorfor skulle hun ellers fremføre den? Og hvis man antager dette, bliver det en selvmodsigelse; det eneste, der er absolut sandt, er at der ikke er en absolut sandhed.

Det løser ikke problemet, hvis Burr tilføjer, at andre meninger i princippet kan være lige så gyldige som hendes egne, da dette også leder til en selvmodsigelse af typen ’det, jeg siger, er ikke sandt’. Hvis man lyver, fortæller man sandheden, og hvis det er sandheden, man siger, så er det jo løgn.

Med andre ord tilbageviser Burrs påstand sig selv uanset, hvordan den fremstilles.

Den lader vi lige stÃ¥ et øjeblik…

Alle skulle læse en universitetsopgave en gang imellem (mÃ¥ske bare ikke lige min om socialkonstruktionismen)! BÃ¥de som en slags sprogligt reality check, men ogsÃ¥ for at blive lidt klogere pÃ¥ verden – et lillebitte hjørne ad gangen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *