Om politisk stiafhængighed
mar 14, 2010
Der er en mekanisme i politik, som samtidig er ekstremt naturlig, men også undrer mig en lille smule, nemlig ideen om at status quo som hovedregel er godt. Ikke status quo som i “der skal overhovedet ikke ske noget”, men status quo som i “hold kursen, så skal vi nok nå frem til et eller andet sted”.
Det er altså forestillingen om at det ikke er godt at revidere kursen, selv hvis man bliver klogere eller får ny information – sådan meget forsimplet, altså! Stiafhængighed kalder man det vist i strategilitteraturen.
I politik er den regel næsten så selvfølgelig, at man kun overvejer at ændre kurs, hvis det viser sig at være en blindgyde, man har bevæget sig ind i. Man må simpelthen ikke indrømme, at man tog fejl eller at man er blevet klogere. Det er heller ikke gængst at tænke i mønstret “Hvis vi nu skulle bygge det her system op forfra, ville det så virkelig se sådan her ud?” (tag bare som eksempel at de årlige finanslovsforhandlinger i virkeligheden kun handler om at rykke på en ekstremt lille del af statsbudgettet).
Det gælder i nogen grad for politikere generelt, men i særlig grad for magthavere, dvs. regeringen. Og det bliver især tydeligt når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Hvilket leder til nogle åbenlyst absurde situationer.
Tag bare angivelsen af at Irak havde atomvåben som årsag til at invadere. Den holdt man vist fast indtil det var helt sikkert, at det var en dead end…
Nå, grunden til at jeg kommer til at tænke på det, er at Danmark stadig ikke vil anerkende at tyrkernes massakrer på armenere for ca. 100 år siden var et folkedrab. Hvorfor skulle man det – det er jo meget lettere at lade være og “lade det være op til historikerne”, som Lene Espersen sagde i Deadline.
“Pinligt”, siger Monggard på Twitter. Jeg er enig. (Og jo, “Folkemord” er kun en etiket – det ændrer ikke noget rigtigt at nogen kalder en spade for en spade. Men ville det ikke være det rigtige at gøre, trods besværet, trods alt? Det ville desuden været et signal til både Tyrkiet og til Armenien, hvor jeg har været, og kan sige fra personlig erfaring, at det ville betyde rigtigt meget for armenerne!).
Sverige, derimod, har valgt den sværere vej: Riksdagen har lige vedtaget at betegne det som et folkedrab. Med kæmpe diplomatisk krise med Tyrkiet til følge, selvfølgelig. Men til gengæld har man nu anerkendt det, som alle ved er korrekt.
(Stiafhængigheden kan selvfølgelig også føre til aktiv beslutningstagen om at rette på sejlet. Men så gør man det ikke for at ændre kurs, men fordi vinden er skiftet. Et eksempel er at man nu vil lukke for adgang til udenlandske spiludbydere for at bevare statens monopol på hasardspil i DK. Læs et rigtigt interessant indlæg om det på Sunes Pokerblog.)
Nå. Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at det fungerer sådan – man kan jo bare starte med at forestille sig det politiske kaos, der ville opstå, hvis regeringen hele tiden blev klogere. Men også et stift embedsapparat, kritiske modstandere, der stempler den mindste kursændring som løftebrud, gør sit. Og så er alle systemer jo træge – man kan ikke bare beslutte at lave alting om uden omkostninger – det viste kommunalreformen jo med al tydelighed.
…Og så selvfølgelig det, at alting bliver lettere, når man gør som forventet – vel især på den internationale scene. Ingen bryder sig om statsledere, der vender på en tallerken – eller: der vil i hvert fald altid være nogen – nemlig dem, der ikke har gavn af at man ændrer kurs – der gør modstand. Og nu gik det jo også lige så fint alligevel…
Omvendt er Barack Obamas retorik (og til dels hans politik, men kun til dels) et eksempel på et forsøg på at bryde med en udstukket kurs, eksempelvis når det gælder viljen til at mødes med mellemøstlige staters ledere, og måske også hvad angår det overordnede paradigme for hele den amerikanske udenrigspolitik (fra konfrontatorisk til øh, ja, i hvert fald noget lidt mindre konfrontatorisk).
(Under det hele ligger selvfølgelig præmissen, at også politikere nyttemaksimerer – altså gør det, der bedst kan betale sig. Så det undrer mig i virkeligheden ikke, at der så sjældent sker politiske (paradigme)skift. Men det er da alligevel lidt ærgerligt…)
Lignende indlæg på granns.net:
