Om politisk stiafhængighed

Der er en mekanisme i politik, som samtidig er ekstremt naturlig, men ogsÃ¥ undrer mig en lille smule, nemlig ideen om at status quo som hovedregel er godt. Ikke status quo som i “der skal overhovedet ikke ske noget”, men status quo som i “hold kursen, sÃ¥ skal vi nok nÃ¥ frem til et eller andet sted”.

Det er altsÃ¥ forestillingen om at det ikke er godt at revidere kursen, selv hvis man bliver klogere eller fÃ¥r ny information – sÃ¥dan meget forsimplet, altsÃ¥! Stiafhængighed kalder man det vist i strategilitteraturen.

I politik er den regel næsten sÃ¥ selvfølgelig, at man kun overvejer at ændre kurs, hvis det viser sig at være en blindgyde, man har bevæget sig ind i. Man mÃ¥ simpelthen ikke indrømme, at man tog fejl eller at man er blevet klogere. Det er heller ikke gængst at tænke i mønstret “Hvis vi nu skulle bygge det her system op forfra, ville det sÃ¥ virkelig se sÃ¥dan her ud?” (tag bare som eksempel at de Ã¥rlige finanslovsforhandlinger i virkeligheden kun handler om at rykke pÃ¥ en ekstremt lille del af statsbudgettet).

Det gælder i nogen grad for politikere generelt, men i særlig grad for magthavere, dvs. regeringen. Og det bliver især tydeligt når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Hvilket leder til nogle åbenlyst absurde situationer.

Tag bare angivelsen af at Irak havde atomvåben som årsag til at invadere. Den holdt man vist fast indtil det var helt sikkert, at det var en dead end…

NÃ¥, grunden til at jeg kommer til at tænke pÃ¥ det, er at Danmark stadig ikke vil anerkende at tyrkernes massakrer pÃ¥ armenere for ca. 100 Ã¥r siden var et folkedrab. Hvorfor skulle man det – det er jo meget lettere at lade være og “lade det være op til historikerne”, som Lene Espersen sagde i Deadline.

“Pinligt”, siger Monggard pÃ¥ Twitter. Jeg er enig. (Og jo, “Folkemord” er kun en etiket – det ændrer ikke noget rigtigt at nogen kalder en spade for en spade. Men ville det ikke være det rigtige at gøre, trods besværet, trods alt? Det ville desuden været et signal til bÃ¥de Tyrkiet og til Armenien, hvor jeg har været, og kan sige fra personlig erfaring, at det ville betyde rigtigt meget for armenerne!).

Sverige, derimod, har valgt den sværere vej: Riksdagen har lige vedtaget at betegne det som et folkedrab. Med kæmpe diplomatisk krise med Tyrkiet til følge, selvfølgelig. Men til gengæld har man nu anerkendt det, som alle ved er korrekt.

(Stiafhængigheden kan selvfølgelig også føre til aktiv beslutningstagen om at rette på sejlet. Men så gør man det ikke for at ændre kurs, men fordi vinden er skiftet. Et eksempel er at man nu vil lukke for adgang til udenlandske spiludbydere for at bevare statens monopol på hasardspil i DK. Læs et rigtigt interessant indlæg om det på Sunes Pokerblog.)

NÃ¥. Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at det fungerer sÃ¥dan – man kan jo bare starte med at forestille sig det politiske kaos, der ville opstÃ¥, hvis regeringen hele tiden blev klogere. Men ogsÃ¥ et stift embedsapparat, kritiske modstandere, der stempler den mindste kursændring som løftebrud, gør sit. Og sÃ¥ er alle systemer jo træge – man kan ikke bare beslutte at lave alting om uden omkostninger – det viste kommunalreformen jo med al tydelighed.

…Og sÃ¥ selvfølgelig det, at alting bliver lettere, nÃ¥r man gør som forventet – vel især pÃ¥ den internationale scene. Ingen bryder sig om statsledere, der vender pÃ¥ en tallerken – eller: der vil i hvert fald altid være nogen – nemlig dem, der ikke har gavn af at man ændrer kurs – der gør modstand. Og nu gik det jo ogsÃ¥ lige sÃ¥ fint alligevel…

Omvendt er Barack Obamas retorik (og til dels hans politik, men kun til dels) et eksempel på et forsøg på at bryde med en udstukket kurs, eksempelvis når det gælder viljen til at mødes med mellemøstlige staters ledere, og måske også hvad angår det overordnede paradigme for hele den amerikanske udenrigspolitik (fra konfrontatorisk til øh, ja, i hvert fald noget lidt mindre konfrontatorisk).

(Under det hele ligger selvfølgelig præmissen, at ogsÃ¥ politikere nyttemaksimerer – altsÃ¥ gør det, der bedst kan betale sig. SÃ¥ det undrer mig i virkeligheden ikke, at der sÃ¥ sjældent sker politiske (paradigme)skift. Men det er da alligevel lidt ærgerligt…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *