Saunareglerne!

by , under Rejser

Da jeg sad i saunaen i går fitnesscentret ved siden af en anden mand, der højlydt prustede over varmen, kom jeg i tanker om at jeg i mit sidste indlæg sådan lidt halvt havde afsluttet med at skrive at jeg ville fortælle lidt om min tur til Helsinki.

Der er nu ikke så meget at fortælle. Ikke så meget fordi det ikke er en spændende by eller et spændende land – mere fordi det meste af turen gik op i hat og briller, øl og finsk sprut, tung mad og heavy metal-karaoke – du ved hvordan det er…

Men en ting er dog interessant og ligger nogenlunde usløret i erindringen. Nemlig at være i sauna.

Og da det jo er en finsk ting, så er der selvfølgelig regler og skikke forbundet med sådan noget, som vi danskere ikke er bekendte med, sauna-fornægtere som vi er.

Der er, som den venlige unge sauna-dørmand informerede os om, en særlig Finnish way at gå i sauna. Den indebærer at være i saunaen i lang tid, hvor man skiftevis bader, er i sauna og slapper af i omklædningsrummet eller endda udenfor (gerne i minusgrader). Derfor anbefalede han os at gå ned i supermarkedet og købe seks øl hver (!) inden vi gik ind, da han desværre selv kun kunne selve os light-øl. Så det gjorde vi.

sauna
Ja, kønt ser det ikke ud. Men det kan anbefales!

Og så er der nogle ting, som man åbenbart bare skal gøre, når man er i sauna. Her blev jeg særligt opmærksom på tre:

1. Når man forlader saunaen – og dermed passerer selve ovnen – skal man altid spørge de, der sidder tilbage, om den skal have lidt mere gas (altså om man skal hælde vand på stenene, og der dermed bliver skudt en bølge varm luft ud i saunaen).

2. Når man sidder i saunaen og bliver spurgt, om der skal gives gas med vand på stenene, skal man altid sige ja.

Lad mig straks her sige, at det altså ikke var en lille sauna, vi besøgte. Den kunne altså rumme en del mennesker, og det gav selvfølgelig også en vis trafik ind og ud. Og den kvikke læser har jo nok allerede regnet ud hvad det betød for temperaturen i saunaen. Den var – for en sauna-nybegynder som undertegnede – noget nær ulidelig.

Og det er her min tredje observation kommer ind i billedet:

3. I saunaen faldt vi i snak med en finne, som fortalte lidt om Finland og ikke mindst om saunaer. Og det er her min prustende fitnesssauna-medsidder kommer ind i historien, for vores finske ven indviede os i denne gyldne regel:

“You never show pain in the sauna. Never!”

(Nu plejer man at skrive “min kursivering”, hvis man kursiverer et citat. Men nu hørte jeg det jo blive udtalt, og jeg kan forsikre om, at det også blev udtalt med kursiv!) Det fremgår ikke hvad konsekvenserne ved ikke at følge hans råd er, men jeg skal ikke kunne garantere at der ikke har været øjeblikke i varmen hvor jeg ikke er kommet til det. Og man kan altså også konstatere, at det er blandt saunaeliten i Finland, at reglerne gælder. Men det er også godt at vide, hvis man skulle befinde sig dér på et tidspunkt!

Der er i øvrigt mange slags saunaer, fortalte vores finske ven os. Der findes blandt andet særlige røgsaunaer, som man skal sørge for at forberede ved at varme dem godt nok op og på den rigtige måde, så man ikke dør af røgforgiftning, når man går i saunaen. Det prøvede vi ikke… (Vi piskede os heller med birkegrene, som ellers var til rådighed i forafkølet stand og i rigeligt antal.)

Sjovt nok er der færre offentlige saunaer i Helsinki end nogensinde – kun tre (hvor af kun den ene, som vi var i, er brændeopvarmet!), mod tidligere over 80. Men det skyldes, lærte vi, at alle efterhånden har sauna derhjemme, også i lejlighedsbygninger. “How can you live without sauna”, som vi forundret blev spurgt.

Det kan ikke være helt CO2-venligt, tænker jeg. Gad vide om ikke man kunne gøre en forskel på den front med en “Sluk saunaen Helsinki”-kampagne – det ville i hvert fald være noget mere virksomt end vores egen vattede “Sluk lyset”-pendant. Finner, Ideen er hermed givet videre…

Leave a Reply