granns.net

For et par uger siden var jeg ude på mit gamle arbejde, Patent- og Varemærkestyrelsen, og snakke lidt om deres blog med udgangspunkt i mit speciale, som jo netop er en analyse af styrelsens blog. Et af de problemer, der går igen derude, og som sandsynligvis går igen i de fleste organisationer, der har en blog, er at bloggen sjældent kommer først i kampen om medarbejdernes tid. Det betyder, at det bliver svært at finde tid til at blogge, og at det er noget, man som regel skyder til “når man får bedre tid”.

Problemet er, at man aldrig får bedre tid. Og det er også mit indtryk, at det at blogge godt kan virke som en større opgave, end det tit behåver at være – måske fordi det er anderledes end bloggernes øvrige arbejde eller fordi det kan være lidt skræmmende at lægge navn til noget, der ligger så tilgængeligt for alle “derude på Internettet”.

Vi snakkede lidt om, hvordan ma nkan arbejde med den problemstilling som blogger. Og jeg tror at et muligt svar både kan gælde for tilgangen til det at blogge og til den konkrete planlægning. Eksempelvis:

Når man falder over noget, der er interessant, og dermed måske et blogindlæg værd, skal man ikke lægge det til side til man får bedre tid til at sætte sig ind i det, så man kan formidle alle facetterne af emnet. Prøv i stedet at sætte ex 20 minutter af og beslut på forhånd, at det, man har skrevet efter de 20 minutter enten skal lægges direkte på bloggen eller sendes videre til en anden skribent eller en anden, der kan arbejde videre med det.

(man kan jo for eksempelvis bruge den ganske fine 5min.dk, der altså også kan indstiles til ex 20 min.!)

Man kan også for at gøre det lettere rent faktisk at få skrevet noget hurtigt og i et tilgængeligt sprog prøve at skrive det, som man alligevel ville fortælle det til en kollega over frokosten nede i kantinen. Talesprog på skrift passer faktisk fint til bloggenren, og man kan ellers let komme til at gå for meget op i formidling og i at bruge de korrekte og præcise udtryk i stedet for at fortælle, hvad der var det interessante. Man fortæller også tit tingene i en anden rækkefølge p åden her måde, end hvis man tænkte i at skrive en mere klassisk “redegørelse” – i den mundtlige form kommer der noget fortælling med, som – selv om det bare er nogle “og så … og så …” – faktisk virker rigtigt godt.

Det handler altså i virkeligheden tit om at ændre sine egne forventninger som skribent til, hvad der kræves af et godt blogindlæg. Bare man sætter sig lidt ind i noget, ved man tit mere om det end de, der kommer til at læse ens blogindlæg. Og så er det jo ingen skam at lede læserne videre til nogen andre, der ved endnu mere!

Og hvis man slet ikke har tid, kan man jo altid mikroblogge i stedet. Twitter er jo det nye sort – og sort er jo virkelig oppe i tiden…

Der kan gemme sig de særeste ting i helt almindelige kufferter, tasker, æsker, pakker og lignende. Lad mig lige dele et par eksempler:

1. For nylig blev jeg og min kontormate enige om at rydde op på kontoret. Og der kan ligge mere lort på sådan et kontor, end man lige aner. Det er sjovt, som man ikke i samme grad går op i indretning og indhold af sit kontor som derhjemme – man er der trods alt næste flere timer… Nå, vi fandt blandt andet den her sjove kuffert. Prøv at gæt på tid, sted og anvendelse – jeg synes, der er noget østeuropæisk spionudstyr over den!

Hvilken fantastisk retro-gadget. Et lysbord i en kuffert – og så viste det sig endda, at der var en anden kollega, der nærmest samlede på sådanne dimser. Så nu har kufferten fundet et nyt, godt hjem.

2. Nogle gange afslører pakken også alt for meget. Jeg fik for eksempel hæjttalerkabel leveret fra Hifi Klubben i denne kasse. Jeg har dog Post Danmark mistænkt for rent faktisk at være stedet, hvor gerningsmanden skal findes. Heldigvis var kablet stadig i æsken, da den kom frem…

3. Og så er der de kufferter, man slet ikke regner med at se. Jeg bestilte forleden en cd med Ray Charles på biblioteket, da den lige havde et nummer på, som jeg ikke kunne finde andre steder. Hvad jeg ikke havde regnet med, var at det rent faktisk var ikke bare en cd, men et ordentligt BOKSSÆT, jeg havde bestilt. Fuld af fede detaljer, en overdådigt illustreret bog og ikke mindre end 8 cd’er. Så skulle jeg kunne klare mig på Ray Charles-fronten mere eller mindre resten af livet!

Sjovt nok var jeg forleden ude og kigge på en kuffert. Altså, jeg var ude for at købe en til at proppe min bagage i, når jeg rejser. Og jeg kunne ikke finde en, og er i tvivl om, hvad jeg har brug for. Måske er jeg ubevidst blevet præget af de her nylige kuffertoplevelser – måske de lige skal sætte sig inden der er plads til flere kufferter i mit liv?