granns.net

Icon

Kan du finde på en smart tagline, måske?…

“GRATIS – Talkum i stride strømme”

Jeg kom af vanvare til at bevæge mig ind på “Gratis ting”-delen af Facebooks markedsplads. Her kan man selvfølgelig finde brugte boxmadrasser, billedrørs-TV samt hamstere, guldfisk, sumpskildpasser og andre kæledyr (“Gratis – 4 aflivningstruede missere”). Men der er også et godt grin at hente i flere af de mange opslag, hvoraf de vist ikke alle er helt reelle. Prøv for eksempel at se de her to:

GRATIS – www.webradioen.dk
Indrykket af Jimmie Højlund Pedersen d. 15. juni.
Gratis ting – Gratis ting | 1 views | Anmeld
Hej Alle,
Min far Anders har en hjemmeside hvor man kan afspille alle netradioer i verden. Det er rigtig smart. Linket til siden er her http://www.webradioen.dk I øvrigt har han også en hjemmeside der hedder www.barebilligt.dk den skulle i tage at besøge.. Det kan være der er noget i kan bruge.

og

GRATIS – Talkum i stride strømme
Indrykket af Villads Claes d. 9. december.
Gratis ting – Gratis ting | 2 views | Anmeld
Jeg har en masse dåser talkum, som jeg troede jeg ville få brug for, men som jeg ikke fik brugt. man kan putte det på tæerne, så fjerner det fugt og lugt, eller på hænderne hvis man ikke vil have den fedtede følelse når man rører ved ting, eller man kan pudre børnenumser og meget meget andet. Hvem har nogle D-batterier? jeg mangler dem til en lygte. Skriv til mig! Jeg bor i Århusområdet

Herligt :-)

Musikpodcast-anbefalinger

Et par hurtige anbefalinger af musikpodcasts – en supergod måde at høre ny og spændende musik på, synes jeg. Jeg hører blandt andet:

The Fabric podcast
Londonnatklubben, der også har sit eget label, har for nylig startet sit eget podcast, hvor personligheder fra særligt den elektroniske musiks verden blander forbløffende mange forskellige slags musik i deres episoder. Hrø for eksempel Andrew Weatherall spille Bowi og T. Rex, eller hør fede episoder med Peanut Butter Wolf, labelbossen fra Stones Throw, Jonny Trunk, den førende britiske ekspert i “vintage film music”, eller eksempelvis Jazzanova eller Howie B.

Beats in Space
Fra Kosmisk Disco med norske Todd Terje eller beskidt ditto fra LCD Soundsystem over sjældenheder fra Quiet Village eller Four Tet til sessions med Laurent Garnier eller Andy Butler fra Hercules & Love Affair. Værten Tim Sweeney styrer løjerne i programmet, som regel med gæstesets af interessante navne.

Resident Advisor
Igen i den elektroniske genre, overvejende lidt hårdere/minimalistisk end de to førstnævnte, selv om man også kan finde sjove anderledes indslag som Johnno Burgess session med silkeblød Yacht Rock fra 80′erne. Hør sets fra eksempelvis Slam, Ewan Pearson, M.A.N.D.Y., Pole og Derrick Carter – eneste minus er at kun de seneste fire episoder er tilgængelige på sitet og i feedet.

Gilles Peterson Worldwide
Hvis man kan lide Gilles Petersons BBC1-show, hans compilations med musik fra forskellige verdensdele eller bare er nysgerrig over for verdensmusik i det hele taget, så er her en guldgrube af groovy musik i næsten alle genrer. Hver episode koncentrerer sig om en kunstner, en genre, et label, et bestemt sted eller lignende, så man for eksempel kan høre (om) The Cinematic Orchestra, en “digs America”-episode og flere episoder med fokus på Brasilien, som vist er hans yndlingssted. Og så er han bare altid så begejstret…

NYUB
…Som står for “Not Your Usual Bollocks”, og har taglinen “Because mainstream radio is shit”. Så ved vi vist hvad det går ud på – genren er alt, hvad der kan kaldes “alternativt”, med andre ord alt det, som Last.fm og især Hype Machine har masser af. Men her mikset belejligt sammen i timelange episoder, der udkommer jævnligt. Hop selv ind på hjemmesiden og se en typisk playlist.

Andre gode podcast-tips er velkomne. Også den slags uden musik.

You can take the mand out of the embede, but you can never take the “embeds-” out of the mand…

…det er noget af det, jeg har lært i forbindelse med mit speciale, som handler om corporate blogging og bruger Patent- og Varemærkestyrelsens blog som case (kan hentes som PDF nederst i dette indlæg).

Der er blevet skrevet en del om corporate blogging de seneste par år (knap så meget da jeg gik i gang for over to år siden!), men det synes nu som om at det er stilnet noget af, og blogs er blevet et standardredskab i kommunikationsværktøjskassen for mange organisationer og virksomheder. Mange er også allerede videre til det næste, hvad end det så måtte være.

Men det betyder ikke, at området ikke stadig rummer udfordringer. Det er i hvert fald min erfaring. Og det kommer også til udtryk i specialet, som mere specifikt handler om, hvordan en blog påvirker og påvirkes af den organisation, der driver den.

Bloggen “overspejler” organisationen
….For det gør den i høj grad. I Patent- og Varemærkestyrelsen har bloggerne både i meget høj grad taget genren og formen til sig – de er glade for at blogge og syne at det giver dem noget – men har samtidig svært ved at slippe de korporate eller organisationsmæssige tøjler, som deres arbejde lægger på dem.

Det giver sig udslag i knastør corp-speak (som kan være dobbeltslemt, når der er tale om embedsmænd), “over-neutrale” indlæg i abstrakte vendinger, fordi man på bloggen synes forpligtet til at skrive noget, når der sker noget, men bare fordi man skriver på en blog ikke kan mene mere eller skrive mindre “sikkert” end man kan andre steder.

Nu vil jeg godt lige pointere, at Patent- og Varemærkestyrelsens blog faktisk er lige så jordnær som den er abstrakt, og lige så ofte er morsom og letbenet som den er tung og kancellistisk. Men den er sjældent disse ting samtidig, og på den måde virker den lidt splittet – særligt fordi de forskellige måder at skrive på er mere eller mindre fordelt mellem forskellige skribenter (bloggen er en gruppeblog).

Og så er der en ting, der er genemgående for hele bloggen: Den er meget lidt personlig. Og det er noget, som man ellers som regel ser som et mere eller mindre definitorisk træk ved bloggenren. Det, at man skriver som sig selv i en åben, tilgængelig og måske anekdotisk tone med et strejf af humor, snarere end at skrive som marketingafdelingen, er netop noget af det, der giver bloggen allermest merværdi i sammenligning med andre medier, fordi det virker autentisk og skaber tillid.

Hvad gør man så?
Man kan selvfølgelig gøre forskellige ting for at imødekomme disse udfordringer. Nogle af de ting, jeg fremhæver, er vigtigheden af ledelsesopbakning til skribenterne ikke kun i opstartsfasen, men også når det bliver dagligdag, et helt klart billede af formål og målgrupper for bloggen og evt. etableringen af et fælles eller flere mindre fora, hvor bloggerne kan ideudvikle og give hinanden feedback.

Derudover har Patent- og Varemærkestyrelsen stor gavn af at have en fast tovholder på bloggen, som sørger for at holde den i gang og holde bloggerne til ilden, af at give de “tunge” faglige eksperter lov til også at skrive de lidt lettere indlæg til “folket” og af at blande korte notits-indlæg med længere analyser.

Der er flere rigtigt gode ideer at hente eksempelvis i artiklen Leading and Creating Collaboration in Dezentralized Organizations af Heather M. Caruso, Todd Rogers, og Max Bazerman, i blogindlægget 8 tips til implementering af sociale teknologier hos Connecta og i Andreas Johannsens blogindlæg At finde tonen som corporate blogger. For blot at nævne nogle få.

Hent specialet
Anders fra styrelsen har været så venlig at give mig lov til at offentliggøre specialet, og det kan derfor hentes her som PDF-fil, hvis man skulle være interesseret. Det handler selvfølgelig om meget mere, end jeg lige har nået at beskrive her.

Come on, TDC

Jeg har lige opsagt mit bredbåndsabonnement og mit fastnetabonnement hos TDC, da jeg skal flytte (og da det hhv er dyrere end hos alle de andre og ikke nødvendigt længere!).

Jeg havde en rigtig god oplevelse, da jeg ringede til kundeservice for at opsige det – det tog lige præcis halvandet minut at få klaret, og der var ingen sure miner eller næsvise spørgsmål hos damen i den anden ende af røret.
Men to dage efter får jeg så et brev med overskriften “Nedtagning af bredbåndsabonnement”, hvor de første par afsnit lyder:

“TDC har 30. december 2008 erfaret, at forbindelsen som dit TDC Bredbånd er etableret på bliver nedtaget.

Vi vil derfor bede dig om at kontakte kundeservice, således at vi kan aftale hvad der skal ske med din installation.

Du bedes kontakte os inden den 31. januar 2009 da din forbindelse ellers vil blive afbrudt denne dag.”

Ja, men det er jo for helvede det, jeg har bestilt hos jer. Og det er jo så ikke et problem, at telefonlinjen også lukkes. Men det virker som om at fastnet-divisionen og bredbåndsdivisionen ikke snakker sammen derinde? Eller at der når at blive genereret sådan et brev fordi fastnetabonnementet er blevet registreret som ophørt et nanosekund inden bredbåndsabonnementet? Hvis det er tilfældet, så skal systemet enten lige tweakes lidt, eller også skal kundeservicemedarbejderne lære at opsige bredbåndsabonnementet først i sådan et tilfælde. For sådan et brev kan da godt være forvirrende…

Nå, men selve opsigelsesprocessen var som sagt overraskende smertefri, hvilket var en positiv overraskelse og et eksempel på at også afviklingen af kunder er en del af kundecyklussen, man kan optimere.

Jeg har i øvrigt valgt at tegne bredbåndsabonnement hos Fullrate i den nye lejlighed. Overvejede kort Perspektiv Bredbånd, men kom lidt i tvivl efter at have læst om nogle dårlige kundeoplevelser på diverse forums.

Grann tager billeder

RSS Granns bogblog

  • Michel Houllebecq: Udvidelse af kampzonen
    Det her er en skarp, lille sag. Egentlig en historie med en underlig tomgang, men det er måske også en pointe i sig selv. det, man husker, er de observationer man får når hovedpersonen – den kyniske men også en lillebitte smule sørgmodige IT-mand Michel – tager bestik af sine kolleger og de andre mennesker, [...]
  • Rabih Alameddine: Hakawati
    Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved meget om arabisk litteratur. Men jeg har en ide om at når en bog af en i Danmark ukendt forfatter, som ikke er en “almindelig” spændingsroman eller lignende, bliver oversat til dansk, så bør der være noget ved den på den ene eller den anden måde (også [...]
  • Adrian Tomne: Shortcomings
    “Shortcomings” er noget anderledes end min sidste udflugt udi graphic novels. Og selvom konceptet med en socialrealistisk tegneserie om race, køn, parforhold og tabet af ungdommen blandt californiske thirtysomethings umiddelbart lyder lidt fortænkt, så er det altså en rigtig god læseoplevelse. Det er heller ikke så tungt og trægt, som man kunne frygte – jeg tror [...]

Hvem er Grann?

granns.net er Christoffer Granns personlige blog. Mere om ham.

Grann twitter

    RSS Granns links