Selv om jeg bor på Amager og arbejder i City (eller “Midtbyen”, som man ville sige der hvor fire-toget kommer fra), er det sjældent, jeg rent faktisk har mulighed for at sige at “broen var oppe”, hvis jeg kommer lidt for sent. Jeg tror bropasserne har luret det der med, at der er mange, der skal møde lige på den anden side af broen klokken hel, eller måske er det en tilfældighed, men der er i hvert fald ikke noget skibstrafik underbroerne lige lidt i 8 og lidt i 9.

Men det er der til gengæld lidt over 9. Og det betyder, at når man endelig sandfærdigt kan sige, at broen var oppe, så er det en dag, hvor man allerede var forsinket.

Således også for mig i morges, hvor jeg lidt over ni ræser afsted med høj puls og høj rock i hovedtelefonerne i et forsøg på ikke at komme alt for sent. Og selvølgelig bliver ekstra stresset, da jeg oppe på det første stykke af broen så, at stopskiltet var nede.

Lige idet jeg sætter forden i jorden for at vente sammen med alle de andre cyklister, slutter det nummer, der kører på min iPod, og erstattes af Modest Mouse’s “Littel Motel”. Så soundtracket til broklapperne, der åbner sig, og skibet, der langsomt glider igennem, er altså Isaac Brock, der afdæmpet og messende gentager, at “that’s what I’m waiting for“. Præcis, og så endda på et nummer fra en plade, der hedder “We were dead even before the ship sank“. Det gjorde det nu ikke…

Det var meget rammende til den her situation, en slags ufrivillig ”frozen Langebro”. Hør selv, og forestil dig at du står på Langebro mens morgensolen kaster lange skygger, og du ikke kan gøre andet end at stå stille og vente de næste par minutter:

…og så videre ud i byen med mere høj rock i ørerne.

…eller sin begivenhed, dims, service eller hvad ved jeg, så har jeg tidligere pointeret, at det efter min mening ikke giver mening bare at sende pressemeddelelser eller masseudsendte mails til bloggere (selvom Cisions blogundersøgelse øjensynligt peger på noget andet).

Det mener jeg af to grunde: 1) Det er ikke “velset”, som i stemmer ikke med genren, kulturen, kald det hvad du vil, og 2) Blogs er netop ikke massemedier, men personlige medier - derfor vil bloggere tit også nusses bag ørerne og trykkes blidt på maven: De skal føle at de er blevet udvalgt til at få henvendelsen.

Så virksomheder eller konsulentbureauer, der gerne vil have omtale på blogs rundt omkring kan med fordel læse indlægget “How to pitch a blogger” på 27&more-bloggen. Det er ikke en mirakelkur, men jeg synes punkterne giver god mening.

Det gælder især anbefalingen “only pitch a blogger with material the blogger actual writes and cares about”, særligt når man tænker på hvad det er, der er særligt ved blogmediet: Det personlige, det autentiske osv. osv.

(Måske hvis jeg så begynder at skrive en masse om iPhones, at nogen vil være så flinke at sende mig en, jeg kan skrive om? Nå, ikke. Back to the drawing board, så…)

27&more-indlægget tager sjovt nok udgangspunkt i et andet blogindlæg, der mere handler om, hvordan man pitcher til en journalist. Bliv dog ikke forvirret - det giver god mening i begge sammenhænge.

For en måneds tid siden var jeg ude og sejle i havkajak - det var smart, sjovt, ungt og hipt (og pissesjovt, i øvrigt). Det foregik ved Amager Strandpark - et herligt sted, hvor der også er andre fancy sportsgrene på fancy steder som eksempelvis “Copenhagen Cable Park”. Fedt nok, men ikke særligt Amager-agtigt, vel?

“Amager rundt” er mere rigtigt - det lyder på samme måde tilpas lorteø-lokalt og aspirerende til noget virkelig stort - the stuff dreams are made of. Det kunne passende dække over et etapeløb for hjemløse kørestolsbrugere eller sådan noget.

Er man knap så meget til det aktive, men stadig til noget, der klinger lidt af sport og lokalkolorit, kan man jo altid tage til “Amager Orgelmarathon”. Arrangementet har endda en tagline, der er helt Hollywoodthriller-værdig:

“10 amagerorganister sætter hinanden stævne til en fælles koncert med fransk musik fra det 19. og 20. århundrede på programmet.”

Jeg tror nu ikke, jeg tager derover. Men alligevel - man bliver helt lokalpatriotisk på sine gamle dage…