granns.net

Icon

Kan du finde på en smart tagline, måske?…

…Og hvad laver en karruselkonge i øvrigt egentlig?

Under den nyligt overståede ferie viste det sig, at vi ikke rigtigt havde noget musik med til at høre på de mange lange køreture (ingen cd’er med og min iPod-radio-dims gik ikke rigtigt igennem…). Og de lokale radiostationer gik ikke særligt godt igennem i det bjergfyldte landskab.

Heldigvis lå der i huset, vi havde lånt, en cd-mappe, som vi åbnede med stor forventning. Den indeholdt tre cd’er med klassisk musik (ikke lige køremusik i min bog!) og så en, der hed “Dansk Musik”. Så den blev det!

Og man finder hurtigt sine yndlige på sådan en skive. Derfor har vi hørt fire numre urimeligt mange gange i løbet af de sidste to uger:

  • Henning Stærk: Small Town, Saturday Night
  • Sko/Torp: On a Long Lonely Night
  • Michael Learns to Rock: The Actor
  • Gnags: Mr. Swing King

Og selvom man aner en socialrealistisk skildring af livet i provinsen hos Henning Stærk, selvom Søren Sko på en mærkelig facon både er sørgmodig, selvfed og lidt glad, og selvom Sasha Richters engelske udtale virkelig er en kunst i sig selv, så er det Mr. Swing King der er mest interessant på det lyriske plan. Det er virkelig fascinerende, hvad Peter A.G. har krænget ud af sig selv i en eller anden kurvandsrus.

Lad os prøve at kigge på første vers:

Fryden når vi ride ride ranke
Oppe på loftet af møllerens hus
Vi fløj til himmels og faldt ned i et hul med et sus
Fløj igennem luften på en sommerdag
Karruselkongen Mr. Swing King
Daddy stod i midten og husked alt fra dengang han selv var dreng

Der er afgjort et barndomstema på spil i de første tre linjer. Men man undres: Hvad er det for et hul, de faldt ned i? Derudover må “Fryden når vi ride ride ranke” være en af de mest mærkværdige åbningslinjer til en popsang. Derefter introduceres karrusel-temaet, som går igen i det absolut fængende omkvæd:

Karruselkongen – Mr. Swing King
Velkommen Mr. Swing King

Tanke har dog strejfet mig, om ikke “karruselkongen” blot er valgt fordi det i Peter A.G.’s mund rimer så smart på “velkommen”. I det hele taget stiger mistanken i løbet af sangen, om ikke teksten i virkeligheden består af småbidder, der hver for sig lyder fikse og finurlige, men sammen bare lyder rodet. Lad os derfor kigge på andet vers:

Når alting snerper sammen og blir cool og cash
Når alt bliver business og noget for noget
Så væk mig med jeg ved ikke hvad, kammerat, men vi finder på’et
Et steady blik i øjet når det flimrer ud
En hånd i tågen, når alting blir tåget
Væk mig med et nip af det som fugle får pip af og sådan noget

Efter lidt poetisk kritik af kapitalismen – det kommer man vist ikke uden om hos Gnags – går det op for lytteren, at Peter A.G. (eller måske bare “fortælleren”?) gerne vil vækkes – han sover eller drømmer åbenbart. Måske ligger det i forlængelse af barndomstemaet, men det er sikkert bare mit forsøg på at skabe sammenhæng. Under alle omstændigheder har det ikke meget med karruselkonger at gøre, tror jeg. Det er heller ikke til at sige, om det er kapitalismen, der får det til at flimre ud for Peter A.G. (ikke usandsynligt) eller karruselkongen, der er omtåget i anden del af verset. Det sidste lyder jo plausibelt, men betyder samtidig, at kapitalismen må være karrusellen, mens Peter A.G. er karruselkongen (som vel at mærke bliver omtåget og skal vækkes!).

Man bør dog ikke lægge sig fast på en bestemt fortolkning allerede. For efter endnu et omkvæd kommer det psykedeliske C-stykke, som vi skynder os at bringe:

Ta’ toget fra den dybe brønd
Elektrisk sporskift og bomme rejser sig og blinker
Lidt á la H.C. Andersen
Og papmachebjerge
Og underlige dværge
Står og vinker
Og selv de største mænd bli’r lisom børn igen…

Ja, man troede lige, man havde grejet den, og så melder der sig flere spørgsmål igen: Hvad er det for et tog, man kan tage nede i en brønd? Og hvordan kan bomme (og muligvis også elektriske sporskift) blinke “lidt á la H.C. Andersen”? Og hvad er det for noget papmachebjerge og underlige dværge (igen et fint, fikst rim i sig selv – det må man give ham!).

Er det drømmemotivet fra forrige vers, der fortsættes? Det passer ikke umiddelbart med kapitalismen som drømmetilstanden, vel? Næh, snarere må man formode at det er et helt andet tema (“vanvid”?), der introduceres, omend den sidste linje antyder, at vi skal trække tråde til de indledende barndomsbilleder.

Jeg tror aldrig helt, vi bliver kloge på den sang. I stedet slutter vi af med en video af netop Peter A.G., der er med i et kinesisk tv-program, hvor han får høretelefoner på og skal synge de kinesiske sange, han hører, hvorefter nogle kinesere skal gætte sangene (og her troede man kun det var Michael Learns to Rock og Pretty Maids, der slog igennem i Østen). Afslutningsvis mimes der til netop Mr. Swing King. Enjoy!

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Relateret: Granns.net går tæt på DJ Alligators tekster

Også relateret: De 20 dårligste danske sange nogensinde

Lignende indlæg på granns.net:

Category: Musik, Sprog

Tagged:

Leave a Reply

Emner

Arkivet

Grann tager billeder

Se flere på Flickr

Hvem er Grann?

granns.net er Christoffer Granns personlige blog. Mere om ham.

Grann twitter

    RSS Granns bogblog

    • 2011 bog-roundup
      Her en lidt sen status på sidste år. I 2011 læste jeg 15 bøger; jeg skrev desuden om en fotobog og et blad her på bloggen. De 15 fordeler sig på 6 gange skøn- og 9 gange faglitteratur – det ligner mig ikke! Tallet bærer præg af, at læsekadencen er blevet noget lavere siden der [...]
    • Malcolm Gladwell: The Tipping Point
      Tipping Point er så absolut en velskrevet, godt researchet populærvidenskabelig bog. Gladwell undersøger hvad det er, der får nogen ideer til at spredes, mens andre ikke spredes. Og hovedpointen er simpel: Små ting kan gøre en stor forskel. Han kortlægger tre faktorer, der spiller en rolle: De rigtige mennesker, mavens, salesmen og connectors; Den rigtige, [...]

    RSS Grann læser