granns.net

Jeg sidder i en lille gruppe, der skal hjælpe Roskilde Festival med at finde på gode ideer til, hvordan man kan bruge mobiltelefonmediet til at kommunikere med og aktivere publikum før, under og efter festivalen.

Men der er andre end os, der har gode ideer! Ildsjæle har eksempelvis lavet en Friend Finder, hvor man kan plotte sin egen placering på et kort over festivalen og se hvor ens venner befinder sig. Det glæder jeg mig til at prøve.

Og hvis man har en N95 (eller måske andre telefoner med GPS) kan man være med til at smide geotaggede billeder ind på et kort på siden LocoMash. Der er allerede engageret masser af folk, så bagmændene regner med at der kommer mindst 1000 billeder op.

Vi kigger selvfølgelig også på den “officielle” Roskilde 2008-mobilapplikation, som er lavet af firmaet Little Big Ideas. Den er lavet i Flash Lite, så den skal også downloades til telefonen. Det giver så også adgang til ølspil, spilleplan mm. og muligheden for at sende tekst og billeder op på festivalens storskærme før og efter koncerterne.

Hvis nogen kender til flere festival-mobil-tiltag, så sig til i kommentarerne.

Og lad os lige slutte med lidt opvarmning til selve festivalen. Det er Campbell Brothers, som jeg faldt over på YouTube, og som jeg faktisk glæder mig rigtigt meget til at se alene ud fra de videoklip, jeg har set med dem.

Cenydd Bowles holdt oplæg på Reboot under overskriften “Beauty in Webdesign”. Han brugte kunstbegrebet mere eller mindre synonymt med skønhed, og allerede der kan man diskutere om han går galt. Men det giver mening på den måde, at web sites vel ideelt (også) skal kunne det samme som god kunst: Være æstetisk på en eller anden facon, som fascinerer, udfordrer eller bare blænder.

Det giver endnu mere mening når man kigger på de tre niveauer, vi erkender kunst (som altså i denne forbindelse er lig skønhed) på, som Bowles præsenterede. De tre niveauer er:

*Visceral: Appelerer det her umiddelbart til mig?
*Behavioural: Fungerer det for mig – er jeg glad for den måde, det opfører sig på?
*Reflective: Hvad får jeg ud af det her? Gør det mig lykkelig?

Han mente endvidere, at vi endnu kun er nået til webdesign, der fungerer på det andet niveau, og da det tredje niveau selvsagt er mere “tilfredsstillende” på lang sigt end det første, mener han altså, at vi ikke endnu laver webdesign, der for alvor gør folk lykkelige.

OK så. Lad mig lige understrege at webdesign i dene forbindelse ikke bare er farven på knapperne og valget af typografi. Det handler selvfølgelig også om interaktionsdesign, opbygning mv.

Og her bliver det mudret. For hvis man virkelig skal lave webdesign, der er tilfredsstillende på et refleksivt niveau, så bliver man jo også nødt til at inkludere et sites indhold og endda formål. Selve udseendet og opbygningen kan vel sjældent blive meget mere end godt håndværk?

Bowles nævnte selv Wefeelfine.org som et af meget få nuværende eksempler på “webdesign, er gør lykkelig”. Og her er selv sitet jo nærmest i sig selv en kunstinstallation, og jeg er enig – det er et fantastisk site. Men spørgsmålet står så tilbage: Kan hjemmesider med mere konventionelle formål og mere konventionelt indhold så nogensinde blive rigtigt skønne i den betydning, Bowles hentyder til?

Nå, Bowles selv definerer i hvert fald en række ting, vi selv kan gøre og tænke over, hvis vi vil arbejde henimod mere skønhed på internettet – og hvem vil ikke det. Bliv klogere/udfordret af slides’ne fra præsentationen. (Bonus: Der er også billeder af kunst!)

Andy Budd på Reboot fortæller om oplevelsesdesign på websites under titlen “Designing the user experience curve” ved at sammenligne oplevelse på et website med oplevelser i den virkelige verden.

Han lister syv tips til bedre design:

1. first impressions last
…som en varm velkomst til et hotel. Brugerne vil ofte bedømme kvaliteten af et website ud fra designet af forsiden på helt ned til 50 milisekunder.

2. attentive service
…som når hotelportieren hilser og åbner døren efter en lang dags sightseeing. Det giver værdi, hvis man eksempelvis laver gode “velkomstfeatures” på sit site.

3. personalisation and customisation
…som en personlig hilsen eller muligheden for at sammensætte sin egen kaffe på starbucks. Brugerne vil ex gerne betale for ikke at ligne en newbie.

4. attention to detail
…som designet af lyden når bildøren lukker. De små, sjove, varme detaljer kan betale sig at investere i.

5. feedback
…som når man får et bib eller en reaktion når man putter en quarter i en slot machine, og på den måde bliver opslugt af en feedback cycle. Feedback fortæller dig også, at der sker noge og hjælper til med at afstemme brugernes forventninger (ex ved ventetid: “du er nr. 3 i køen”).Design knapperne så de giver feedback når man klikker, og fortæl brugeren hvor langt, han er i ex en registrerings- eller checkout-proces (“People don’t like leaving things uncomplete”). Det er også vigtigt at have hjælpsomme og venlige “fejlbeskeder”.

6.make it fun
…som når man kan få lov at samle og dele, især hvis der er et payoff, hvis man samler “hele pakken” (eller får points for antal). Og som når man kan få lov at gå på opdagelse. Og som når man kan få lov at sigte efter et flueklistermærke i urinalet på et herretoilet. Brugerne kan lide at samle venner, “merits”/”badges” og lignende  -men hvis det bliver for bogstaveligt med points, går pointjagten ud over hele systemet.

7. create the perfect environment
…som når Starbucks går hele kaffekøbet til en oplevelse. Eller som Las Vegas! Det samme skal gøre sig gældende på hjemmesider.
Oplevelsesøkonomien længe leve.

En af mine gode venners far kan to jokes (hvilket, i øvrigt, er to flere end undertegnede). Den ene lyder nogenlunde sådan her:

Der sidder to mænd i en [indsæt tilfældigt sted her - lad os bare sige en togkupé]. Den ene tager en stegepande frem og begynder at slå sig selv hårdt i hovedet igen og igen med den. “Hvorfor slår du dig selv i hovedet med en stegepande”, spørger den anden mand, hvortil den første mand svarer: “Det er fordi det er så rart, når jeg holder op.”

Jeg er ikke sikker på hvad min vens far selv mener er moralen i den historie, men den har under alle omstændigheder blandt os gutter givet navn til fænomenet “stegepanden”, hvilket dækker over at nogen gør noget fordi det er rart når det holder op.

Og den definition kan faktisk strækkes og gradbøjes vidt, så betegnelsen kan finde anvendelse oftere end man tror. Jeg er eksempelvis på det seneste blevet meget glad for at drikke Manhattan, og den er der rent faktisk lidt “stegepande” over.

En Manhattan er faktisk sindrigt opbygget til at bringe maksimal stegepande-effekt til cocktailnyderen. Bevares, blandingen af Bourbon og rød vermouth (i forholdet ca. 2 til 1 – ja, dér er jeg lidt en tøsedreng, vil nogen nok mene) med et rundhåndet stænk af Angostura-bitter er ganske vist velsmagende når man lærer det lidt at kende, men det er også stærkt, lidt surt og ganske bittert.

Voila, ind kommer den sidste og meget afgørende ingrediens: Cocktailkirsebærret, som ligger og svømmer rundt stille og roligt på bunden af glasset mens man sipper sig igennem resten af drinken. Og for at forstå denne cocktails psykologi skal man være på det rene med, at cocktailkirsebær i sig selv altså ikke smager godt – de er søde og vamle og alt for meget. Men som punktum for bourbon-vermouth-angostura-kombinationen er det lige præcist rigtigt – sødt og rundt og rart og dejligt, og det perfekt modspil til selve drinken. Men det ville ikke smage nær så godt, hvis man ikke forinden havde pint sig igennem de 8-10 cl. stærk alkohol (eller have slået sig selv med en rigtig stegepande, for den sags skyld).

Selv foretrækker jeg at maksimere stegepandeeffekten i min Manhattan yderligere på flere måder: Drinken får et twist (også kaldet en lille smule citronskal) for ekstra surhed, og derudover anvendes ikke bare et enkelt, men hele tre cocktailkirsebær (også kaldet “Sørensen-style” blandt venner. Det er ikke mig, der Sørensen, men sjovt nok en, der hedder Sørensen), så man kan få tre gange stegepande i stedet for bare én.

Af samme grund har jeg købt ind så der er til at lave de næste par hundrede manhattans – også hvis de skal være til mig eller Sørensen (jeps – det skal være cocktailkirsebær på glas. De andre, tørre nogle, man køber i supermarkedet er ikke værd at investere i). En liter cocktailkirsebær, værsågod:

Jeg foretrækker desuden Wild Turkey eller Maker’s Mark på bourbonfronten. Og i forhold til den røde vermouth kan du jo altid konsultere smagenoterne.

…Den anden joke, min vens far kan, lyder i øvrigt sådan her (bemærk ligheden i opbygning):

Der sidder to mænd i en togkupé. Den ene tager en banan op af sin taske, kommer salt og peber på den, åbner derefter vinduet og smider bananen ud. Lidt efter tager han endnu en banan frem og gentager hele processen. Det sker et par gange før den anden mand spørger: “Hvorfor smider du bananerne ud af vinduet?”, hvortil den første mand svarer: “Kan du måske lide bananer med salt og peber?”

Jeg var til web 2.0-seminar hos IBM i dag (ja, det lyder måske lidt selvmodsigende, men altså, det var jeg).

En deltager spurgte under et oplæg, om blogging ikke bare er gammel vin på nye flasker. Helt konkret sammenlignede hun det med diskussionsfora, og mente, at det var det samme fordi “man lagde noget ud, og så kunne andre svare”.

Og det er jo sådan set rigtigt nok. Og oplægsholderne havde da også lidt svært ved at sætte ord på, hvad det nu er, der er nyt og anderledes ved blogs, selv om der vist i rummet hang en eller anden fælles forståelse af, at det er de da. Så det endte lidt med et svar om, at blogging er hypet, og at diskussionsfora let sander til og sådan noget.

Jeg vil lige prøve at konkretisere, hvorfor blogging er anderledes end et diskussionsfora, og hvordan. Sådan bare lige for at få det på plads:

For det første: Kommunikationsmønstret er anderledes på blogs. På diskussionsfora kan enhver med adgang til forummet starte en tråd, som andre så kan svare på. På en blog er det til gengæld bloggeren, der starter de enkelte tråde.

Til gengæld er blogs i langt, langt højere grad linket med andre blogs, eksempelvis via links og trackbacks, ligesom det via pings til blogportaler og rss-teknologi er muligt for bloglæsere selv at danne sig deres eget overblik over en lang række blogs, og dermed selv bestemme, hvad han/hun vil følge med i. På et diskussionsforum er man snarere begrænset til at følge med i, hvad der lægges på netop dette forum.

For det andet: Teknologien er den samme, og så alligevel ikke. Blogs har nemlig som nævnt indbyggede teknologier (ping, rss), der går det muligt for dem uden besvær at forbinde sig til hinanden. Læg dertil blogrolls, widgets mm., der gør det muligt for bloggere at hente indhold fra andre steder på nettet.

Derudover er der stor forskel på, hvordan informationen er organiseret. Umiddelbart virker diskussionsfora, som sædvanligvis er opdelt i en række underkategorier, mere overskuelige. Men ofte vil de være så informationstunge, at det er svært at finde hvad man leder efter, hvis man ikke er jævnlig bruger.

Blogs virker til gengæld umiddelbart lidt svære at finde rundt i, fordi alting er ordnet kronologisk. Men det er som regel også muligt at søge i kategorier, tags og arkiver, og det kan i mine øjne være en stor fordel for de besøgende, at man på forsiden af en blog kun ser de 1, 3, eller 10 nyeste indlæg.

Og lad mig så lige fremhøve rss igen. For selv om diskussionsfora også kan være rss-enablede, er blogs en platform, der egner sig perfekt til rss-syndikering. Man kan abonnere på alle bloggens indlæg eller, hvis bloggeren ønsker det, kun på indlæg om bestemte emner. Ved et diskussionfora forestiller jeg mig, at det vil være svært ikke dels at få alt for meget ind via rss, og dels at meget af det, man ender med at få, vil være irrelevant.

For det tredje, og – synes jeg – allervigtigst: Der er store genre- og indholdsmæssige forskelle. Det kan både skyldes de mindre, tekniske forskelle, jeg har listet, de mennesker, der startede med at bruge blogmediet eller generelle (net)kulturelle tendenser, men faktum er: Blogging er en særlig genre, og på blogs foregår kommunikationen bare anderledes.

Jo, lige præcis på diskussionsfora vil der være mange af de samme personlige, ligefremmemåder at tale til hinanden på, men der vil oftest være tale om en mere snæver vifte af emner og samtalemønstre – som regel spørgsmål-svar eller holdning a-holdning b.

Det personlige præg og den personlige tone er derfor særlig for blogs – også de korporate. Man kan indkredse det nærmere i mange af de genreanalyser, der er lavet, men det er for mig den vigtigste forskel. Derudover altså også netværket, som bloggen indgår i via links, pings, trackbacks mm. – det påvirker jo også hvilke typer indhold, der optræder.

(det betyder selvfølgelig ikke, at alle bloggere/kommentatorer nødvendigvis bruger blogs i overensstemmelse med genrens fordringer – men genrer er jo også størrelser, der hele tiden er til forhandling. Trine-Marias eksempel med Post Danmark er et godt eksempel på, at mange af de besøgende på bloggen ikke umiddelbart bruger den til samtale, men som en klage-station. Men det er nok ikke et problem der skyldes bloggen, men noget større i forhold til selve virksomheden.)

Så jo, “man lægger noget ud, og så er der nogen, der svarer”. Men alligevel :-)