granns.net

Helt nyt på granns.net: Pladeparade. Et par af mine nye plader (dem af dem, som også er udgivet for nylig) – alle bedømt efter Grann-skalaen. Here goes:

Salem Al Fakir: This Is Who I Am (4 ud af 5)
En svensk dreng, der mest ligner Hodja fra Pjort, har lavet en plade, der mest består af lækker soul, men er tilsat nogle doser svensk folk og lige dele fed funk og fesen feeling. Men det virker: Han synger fantastisk (omend – som sagt – en smule fesent), og numrene er velskrevne og balancerer fint mellem at følge skabelonen og skeje lidt ud i ny og næ.

Så hvis man kan leve med, at der går langstrømpe-funk med violin og det hele i den af og til (og det kan jeg), så er det et godt bud på en søndag eftermiddag-skive. Han spiller i øvrigt alle instrumenterne selv. Start med “Good Song” eller titelnummeret.

Sam Sparro: Sam Sparro (4 ud af 8)
Det er ham med “Black & Gold”, som med god grund er blevet et ret stort hit. Resten af pladen er skåret efter den samme læst, og den der electrofunk-lyd kan godt blive lidt ensformig (og er også hørt før!) – selv om der absolut er andre gode numre på pladen. Jeg ville godt kunne nøjes med singlen på iTunes.

Quiet Village: Silent Movie (4 ud af 4)
Quiet Village er (for det meste) instrumentale og groovy beats. Forestil dig en blanding af U.N.K.L.E., Mad Lib og Zero 7 – så tror jeg vi rammer blandingen af funky bund og elegante strygere mm. meget godt. Selv om det fortrinsvist er instrumentalt, bliver det ikke ensformigt, og numrene er meget afvekslende. Åbneren kunne godt være soundtracket til en James Bond-film, mens “Circus of Horror” er mere 70′er-funky.

Hermed anbefalet! Nogle af numrene kan høres på pladens hjemmeside.

Death Cab for Cutie: Narrow Stairs (4 ud af 6)
Det må være svært at følge op på “Plans”, som var rigtig fin indie-pop-rock. Singlen “I Will Possess Your Heart” lovede rigtigt godt med sin lidt mere eksperimenterende opbygning og atmosfæriske lyd. Men resten af pladen er mere som det gamle, om end med lidt mere tryk på. Så ikke så meget nyt under solen, men et godt genhør.

Goldfrapp: Seventh Tree (4 ud af 6)
Der er ikke meget “Strict Machine” over Goldfrapps nye. Den minder snarere om Mazzy Star eller om deres egen afdæmpede debut, “Felt Mountain”: Stille sange, hvor Allison Goldfrapps småsære men dragende stemme kan flette sig ind i lydlandskaberne. Det er overvejende blødt og næsten akustisk, men man får dog lov at høre elektroniske knitrelyde og svævende synths af og til. Spændende at se hvordan det vil præsentere sig live.

Der er ingen andre indlæg, der ligner det her!