granns.net

Helt nyt på granns.net: Pladeparade. Et par af mine nye plader (dem af dem, som også er udgivet for nylig) – alle bedømt efter Grann-skalaen. Here goes:

Salem Al Fakir: This Is Who I Am (4 ud af 5)
En svensk dreng, der mest ligner Hodja fra Pjort, har lavet en plade, der mest består af lækker soul, men er tilsat nogle doser svensk folk og lige dele fed funk og fesen feeling. Men det virker: Han synger fantastisk (omend – som sagt – en smule fesent), og numrene er velskrevne og balancerer fint mellem at følge skabelonen og skeje lidt ud i ny og næ.

Så hvis man kan leve med, at der går langstrømpe-funk med violin og det hele i den af og til (og det kan jeg), så er det et godt bud på en søndag eftermiddag-skive. Han spiller i øvrigt alle instrumenterne selv. Start med “Good Song” eller titelnummeret.

Sam Sparro: Sam Sparro (4 ud af 8)
Det er ham med “Black & Gold”, som med god grund er blevet et ret stort hit. Resten af pladen er skåret efter den samme læst, og den der electrofunk-lyd kan godt blive lidt ensformig (og er også hørt før!) – selv om der absolut er andre gode numre på pladen. Jeg ville godt kunne nøjes med singlen på iTunes.

Quiet Village: Silent Movie (4 ud af 4)
Quiet Village er (for det meste) instrumentale og groovy beats. Forestil dig en blanding af U.N.K.L.E., Mad Lib og Zero 7 – så tror jeg vi rammer blandingen af funky bund og elegante strygere mm. meget godt. Selv om det fortrinsvist er instrumentalt, bliver det ikke ensformigt, og numrene er meget afvekslende. Åbneren kunne godt være soundtracket til en James Bond-film, mens “Circus of Horror” er mere 70′er-funky.

Hermed anbefalet! Nogle af numrene kan høres på pladens hjemmeside.

Death Cab for Cutie: Narrow Stairs (4 ud af 6)
Det må være svært at følge op på “Plans”, som var rigtig fin indie-pop-rock. Singlen “I Will Possess Your Heart” lovede rigtigt godt med sin lidt mere eksperimenterende opbygning og atmosfæriske lyd. Men resten af pladen er mere som det gamle, om end med lidt mere tryk på. Så ikke så meget nyt under solen, men et godt genhør.

Goldfrapp: Seventh Tree (4 ud af 6)
Der er ikke meget “Strict Machine” over Goldfrapps nye. Den minder snarere om Mazzy Star eller om deres egen afdæmpede debut, “Felt Mountain”: Stille sange, hvor Allison Goldfrapps småsære men dragende stemme kan flette sig ind i lydlandskaberne. Det er overvejende blødt og næsten akustisk, men man får dog lov at høre elektroniske knitrelyde og svævende synths af og til. Spændende at se hvordan det vil præsentere sig live.

Den iskolde og stålhårde “Machine Gun” fra Portisheads nye minder mig om Brad Fiedels intromusik til Terminator tilbage fra 1984. Er der ikke noget om det?

Ja, ok, overskriften er skåret lidt skarpt – der er masser af ikke-unge, der blogger, deler billeder, er på Facebook og som brugere genererer indhold til nettet (eller hvordan man nu definerer det der 2.0-noget).

Et eksempel
For et par uger siden lagde jeg sammen med min kollega en YouTube-video på mit arbejdes hjemmeside. Videoen, som vi selv har flikket sammen, er fra den igangværende strejke, og har derfor en række tags som ex ”strejke, ”konflikt” o.l.

Efter endt afspilning vises der i YouTube-videoer en række miniaturer af andre videoer – dem, der har samme tags som den, man har set. Man kan godt vælge dette fra, men hvorfor skulle man det?

Efter at have lagt videoen på hjemmesiden, blev vi efterfølgende spurgt om vi ikke kunne ”fjerne Enhedsliste-videoen” på hjemmesiden. Det forstod vi ikke umiddelbart, men det viste sig, at en af de relaterede videoer for vores video var af Johanne Schmidt-Nielsen (fra Enhedslisten), der udtrykker sympati for strejken. (Og det er sådan set meget forståeligt, at en fagforening ikke vil associeres med bestemte partipolitiske interesser.)

Vi havde faktisk godt set, at Enhedsliste-videoen optrådte som ”relateret” til vores egen video, men det faldt os slet ikke ind, at den kunne blive set som havende nogen forbindelse til vores hjemmeside – det er jo bare nogle emneord på YouTube, der genererer noget relateret indhold.

Men hvis man ikke er bekendt med logikkerne i YouTube er det da klart, at det vil se ud som om, at det er Enhedsliste-videoen er en del af vores hjemmeside, og at man kan se det som en bevidst handling fra vores – altså mit arbejdes – side.

Internt og eksternt indhold “flyder sammen”
Denne lille misforståelse er opstået fordi der er nogle andre logikker på spil i YouTube og lige så i mange af de andre webtjenester, der er kommet de seneste år. Tredjepartsservices som ex YouTube giver mulighed for at navigere videre ind i deres eget univers – også hvis de er embedded på andre hjemmesider.

Og på den måde flyder grænserne mellem hvad afsender selv har produceret og hvad der af andre årsager kobles på denne produktion, sammen. Og så tilbage til overskriftens spørgsmål – for dem, der er vant til at bruge disse nye tjenester kan godt skelne mellem det tilsigtede og det ”tilfældige”. Men hvis man ikke er vant til YouTube, og især hvis YouTube optræder inden for rammerne af en i øvrigt relativt traditionel hjemmeside, ja, så må det jo virker forvirrende.

Jeg mener nu stadig, man skal insistere på at bruge de her services i det omfang, man kan og på deres egne præmisser. For selv om eksempelvis YouTubes tags i det her tilfælde gav anledning til noget ikke helt ideelt relateret indhold, så vil det i længden udligne sig, det relaterede indhold til komme brugerne til gavn (og det er af samme grund, man ikke bare skal ændre på de tags, man giver sit indhold). Og ikke mindst vil man på sin egen hjemmeside kunne koble sig på nogle af de diskussioner eller strømninger, der foregår uden for ens egne mure – og omvendt.

Men hvad gør man indtil da?