Hvis Banksy havde boet på Norgesgade? Eller noget…:

Alting på arbejdet handler i øjeblikket om overenskomstforhandlinger og i særlig grad om den forestående konflikt (forvirret? bliv klogere).

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer - hvor velmente de end er - ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )

Filmmagasinet Ekko har i seneste nummer (som jeg desværre ikke har læst. Og som ikke kan findes på nettet) sat nogle filmbranchefolk til at anmelde filmanmeldere.

Og branchefolkene er ikke mindre kritiske end anmelderne plejer at være - tværtimod. Eksempelvis får både Christian Monggard fra Information og Per Juul Carlsen fra Filmland på DR kun 3 ud af 6 stjerner.

Det synes de selvfølgelig begge er dybt uretfærdigt. Og de følger sig misforstået. Det kan man læse sig til, for de blogger begge to for deres respektive medier.

Monggard betvivler at de fleste anmeldere ikke netop prøver at opfylde de krav, som branchefolkene mener de i højere grad bør leve op til. Og det lyder rigtigt. Han pointerer også, at branchefolkene vel også har et bestemt - og noget andet end anmeldernes - ståsted som grundlag for deres vurderinger. Igen er jeg enig - der er vel en årsag til, at det netop er semiakademiske “super-filmseere”, der anmelder - de har en anden involvering i mediet end ex instruktørens, der nok er mere følelsesmæssig og teknisk.

Juul Carlsen svarer igen med en slags gen-anmeldelse (formet som et “interview med mig selv”). Og kritiserer netop også det, at filmfolkene forventer en eller anden form for saglig gennemgang af alle film efter nogle bestemte kriterier.

Men begge to indrømmer de også, at det sætter deres virke i perspektiv at rollerne bliver byttet om. Jeg tror at man som filmanmelder nogen gange kan glemme, at der er mennesker, der har brugt nogle gange flere år på at skabe det, man kan gøre kort proces med i sin anmeldelse. Men den kynisme er vel egentlig også nødvendig…

Historien sætter også nogle tanker i gang hos mig. For hvad er de gode anmeldelse egentlig? Særligt når nu alle og enhver kan skrive deres mening om alt mellem himmel og jord på deres egen blog…

Er det eksempelvis godt, hvis anmeldelsen i sig selv har en vis “litterær” kvalitet - eller skal den snarere være nøgtern og indeholde de samme elementer hver gang? Branchefolkene efterlyser eksempelvis at ting som det visuelle og teknisk skal have mere plads, og at anmeldelsen skal fokusere på, hvad filmen vil tilskueren.

Men efter min mening giver det mening at tilrettelægge anmeldelsen efter filmen. Som Monggard skriver, er der altså bare nogle film, der indbyder mere til at blive tolket på end andre.

Derudover synes jeg netop at det - paradoksalt nok - er blevet endnu vigtigere, at anmelderen bruger sig selv i anmeldelsen og ikke kun forsøger at beskrive og vurdere filmen “objektivt” og komme hele vejen rundt om den. De fleste har vel nogle bestemte anmeldere, de helst “følger” og efterhånden lærer at kende - og dermed også stoler på kan fremhæve netop det, der gør en film god eller dårlig?

Bonusinfo: Du kan også selv blive kritiker. NatFilm søger filmentusiaster, der vil være jurymedlemmer til uddelingen af Kritikerprisen (ja, sjovt at den hedder kritikerprisen, når det nu ikke er (professionelle) kritikere, der uddeler den…).

Bonusspørgsmål: Gad vide hvad Monggard og Juul Carlsen havde fået på Grann-skalaen?

Da jeg var i Rio var jeg, som jeg skrev i mit tidligere indlæg, ude at se et kunstmuseum. Grunden til at jeg så det var imidlertid ikke kunsten, men selve bygningen, kunsten bliver fremvist i. Vi så godt nok selve udstillingen (som viste sig at være om arkitekten, der havde tegnet museet: Oscar Niemeyer), fordi vi nu alligevel var der, og fordi vi også lige ville se bygningen indvendig (og også fordi det kun kostede 12 kroner). Men formålet med turen var at se bygningen. Så vi snupper lige et par billeder mere af den:

Og det fik mig til at tænke på den tendens, der har været, til at bygge museer, der er bemærkelsesværdige og spektakulære alene i kraft af deres arkitektur.

For hvorfor lige museer?

Og hvad betyder det for (oplevelsen af) den kunst, der bliver udstillet?

Jeg er sikker på at det booster besøgstallet til selve stedet og i visse også tiltrækker flere turister til selve området/byen, når man bygger et lækkert museum. Samtidig er et museum belejligt nok også et sted, hvor der i forvejen er åbent for besøg.

Og det er vel egentlig også meget naturligt, at man gerne vil kunne præsentere kunst i omgivelser, der i sig selv er æstetisk behagelige, interessante eller udfordrende. Men i de fleste af de ny, flotte museumsbygninger, jeg har været i, er selve udstillingslokalerne som regel mere anonyme, almindelige, ja, “museumsagtige”. Der skal jo kunne hænge billeder på væggene, ikke…

Til gengæld er det kun få af stederne, jeg rent faktisk er taget til for at se udstillingen. Faktisk anede jeg hverken om det førnævnte museum i Rio, Guggenheim i Bilbao, det tilsvarende i New York eller det jødiske museum i Berlin (som jeg alle tæller som sådan nogle “designede” museer) noget særligt om, hvad der egentlig blev udstillet.

Og tilsvarende kan jeg faktisk ikke rigtigt huske hvad jeg så nogen af stederne. OK - det hører med til historien at jeg blev positivt overrasket over en Wim Wenders-fotoudstilling i Bilbao. Men ellers er jeg blank. Og er det egentlig ikke lidt synd for kunsten? (eller for den vist nok meget store og kedelige udstilling om jødisk kultur i mellemkrigstiden i Tyskland, der vist nok var at se i Liebeskinds museum i Berlin?)