granns.net

Eksempel 1:
Sidste fredag fik jeg en ordentlig moppedreng af en “kunderapport” ind af brevsprækken sammen med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Rapporten var fra Kunde & Co., og jeg forstod den virkelig ikke. Godt nok skal der sikkert kun en enkelt ny storkundeopgave til at sådan en 100-siders-sag i det oplag har tjent sig selv hjem, men alligevel.

Rapporten lægger sig i en jovial business-tone (“Hvis du har Fulgt Kunde & Co. de sidste små 20 år, er det næppe nogen nyhed, at vi ser markedsføring som et hækkeløb”) med masser af de dyre ord (CRM, ROI, Corporate Concept, Corporate Alignment, Corporate Religion og “Kunde & Co.’s internetbaserede system til optimering af workflow…” – for bare at nævne nogle få) og også en del fyld (Eksempelvis laver de “Filmproduktion, viral film, virksomheds- og produktpræsentationer, film til kick off, mood films” – det klinger altså lidt af det samme for mig…).

Og så præsenterer den en lang række cases i artikler med titler som “Eventyrlig kampagne løfter akvavitkategorien” og “Ny kommunikation skaber fornyet dynamik omkring Codans position”, og som indeholder små testimonials, hvor kunderne siger stort set det samme, som Kunde & Co. har skrevet i selve artiklen.

Det er sgu old school. Virkelig 1.0. Instinktivt tænker jeg, at det også er gammeldags og uopfindsomt, men et bureau som Kunde & Co. har vel gjort deres hjemmearbejde, og man må gå ud fra at det virker. Det virker bare ikke opfindsomt :-)

Eksempel 2:
Helt anderledes principper ligger bag Wibroe, Duckert & Partners’ hjemmeside. På den er der ikke noget indhold fra bureauet selv. I stedet blot en række links i en fram-menu i venstre side, der viser forskellige Google-søgninger på resten af siden. En på bureauets navn, en på “Peoplegroup”, og så ellers på fem forskellige cases (ex en søgning på “Squash Buddies” og en på “Cybercity reklame”), og endelig en krak-søgning på bureauets navn når man klikker på “Kontakt”.

Meget opfindsomt! Det fik mig først til at tænke på Cluetrain Manifesto’s (site / Granns kommentarer) læresætning om, at samtalerne om ens virksomhed allerede findes derude, og man lige så godt kan forholde sig til dem. Hvor 2.0! Men på den anden side … det er jo ikke ligefrem fordi WDP selv blander sig i samtalerne – ja, faktisk siger de slet ikke noget selv på deres hjemmeside.

Det er altså i den helt modsatte grøft sammenlignet med Kunde & Co. Men i virkeligheden synes jeg, det ender med at fremstå som et sjovt kunst-agtigt web-eksperiment (og meta-bonus for at det er sitet selv, der ligger øverst i den ene Google-søgning, det viser). Interessant og anderledes er vist ordene.

Ingen af løsningerne synes jeg er optimale. Og ingen af løsningerne synes jeg åbner rigtigt op for en fornemmelse af, hvad virksomhederne står for og hvem der befolker dem (selv om Kunde-rapporten som sagt har masser af info om deres filosofier, modeller mv.). Jeg tror at sådan nogle bureauer får allerflest kunder gennem netværk (deres egne eller deres kunders), og det må man da kunne facilitere bedre i sine egne medier? Jeg ved dog ikke helt hvordan det skulle gøres…

Eksempel 3:
Lige til sidst vil jeg lige nævne en tredje måde at gøre tingene på. Jeg faldt over en hjemmeside for et hollandsk bureau, Kesselkramer, der i praksis består af en masse småsites, der alle er ekstremt grimme. Virkelig grimme, mener jeg (selv Jakob Nielsen ville være enig). Refresh siden eller klik lidt rundt via de forskellige bannere for at se de forskellige sites, der hver især er et site for et fiktivt, langt ude produkt eller foretagende.

Men rundt omkring på disse sites har bureauet alligevel formået at flette lidt selvpromovering ind hist og her, blandt andet i form af videoer, eksempler på kampagner mm. Prøv at klikke på nogle links – måske er du også heldig (jeg fandt en meget flot video på det site, der reklamerer for en “få sluppet sommerfugle løs til dit bryllup”-service!).

Der er stadig ikke meget samtale over det. Men det er i hvert fald kreativt. (jeg læste om det her).

Nu handler det ikke normalt særligt meget om sport her på bloggen. Men det er da også mere for de filmiske kvaliteter, introen til Spike Jonzes (m.fl.) skaterfilm Fully Flared er interessant. Brugen af special effects (og sikkert også noget CGI) gør det anderledes end de fleste andre skaterklip, jeg har set. Og nå ja, musikken passer også rigtigt godt til – det er M83’s nummer “Lower Your Eyelids to Die with the Sun” (@ HypeMachine).

Se – og hør – selv. Jeg synes det er vanvittigt flot:

Musik-bonusinfo: Der er nyt på vej fra WhoMadeWho og Gnarls Barkley. (Begge links peger til smagsprøver, og begge smagsprøver lyder godt. Enjoy!)

Jeg har været så (u)heldig at få en pakke Bassett’s Allsorts foræret. Der er imidlertid ikke tale om den traditionelle lakridskonfekt, Bassett’s Liquorice Allsorts (som er grundigt beskrevet på slikleksikon.org). Nope, der er tale om lakridskonfekt uden lakrids (!?!) i form af Basset’s Fruit Allsorts.

Konceptet er enkelt: Man har fjernet lakridsen, der jo eller udgjorde en dynamisk duo (eller måske ligefrem en tasty treenighed) sammen med kokos-sukker-”frugt”-pladerne (som der jo som regel er to af – deraf treenigheden), og erstattet det med noget rødt, halvsurt (jeg kunne have skrevet “syrligt”, men jeg synes alligevel det klinger lidt for positivt) stads. Derudover har man også valgt lige at give farverne et ekstra neon-nøk.

Resultat: Lakridskonfekt hvor man savner smagen af lakrids, bliver irriteret over det sure røde stads og synes, det hele er lidt for neonfarvet. Fruit Allsorts, be gone! Og til gavegiveren: bare de almindelige næste gang tak.

I er hermed advaret!

Bonuslinks for de slik- og Tolkien interesserede: Modeller af de store slag fra Ringenes Herre – udført i slik!
The Battle of Helm’s Deep
The Battle of Minas Tirith

(set hos Emme)

I dag fik nogen på arbejdet leveret noget i en kasse. På kassen var der logoer og tagline for det firma, der havde lavet produktet, som blev leveret. Jeg kan ikke huske firmanavnet, men taglinen var:

“Visual presentation products”

Inde i kassen var der en opslagstavle…

I Wallpapers city guides er der ingen mennesker på nogen billederne. Det gælder i hvert fald guiden til Rio, som jeg netop har erhvervet mig, og de billedeksempler der ligger på hjemmesiden.

Man bladrer derfor igennem side efter side med flotte bygninger, fantastiske sites og elegante hoteller, klubber og restauranter. Men det føles ikke som om det kunne være et rart/fedt/spændende sted at være – kun at se. Man får indtryk af, hvor flotte steder er – men det er vel ikke kun derfor, man rejser? Og det står i stærk modsætning til teksterne i bogen, der igen og igen bruger ord som “atmosphere”, “buzz”, “people” i deres beskrivelse af stederne.

Men man må give dem at (billed)stilen er gennemført: selv strande og strandpromenader på Ipanema er menesketomme – men til gengæld får man heller ikke lov at se det store panorama – kun udsnit bliver det til. Der er nok mennesker sådan nogle steder lige meget hvor tidligt, man står op…

Gad vide om de i guiden til New York har et billede af Times Square? Eller andre lignende steder? … Jeg tvivler, når man ved, hvor svært det kan være at få ryddet sådan nogle steder for mennesker …

For et år siden kom jeg med mit bud på årets bedste plader. Så det vil jeg gøre igen. Der er masser at tage af, synes jeg (men dog færre end sidste år!), så her kommer blot de fire bedste ifølge Grann. Anbefalinger til relateret lytning er velkomne!

1. Hempler: Return of the Yes Man
Jeg er ellers ikke til den slags rock-pop, men der er noget retro-crooner over Claus Hemplers plade, der bare gør den lidt mere cool. Sangene er velskrevne, og gode uden at være så iørefaldende at man bliver træt af dem for hurtigt. Heldigvis…

2. Soulsavers: It’s Not How Far You Fall, It’s the Way You Land
Meget anderledes end den (også rigtigt gode) elektroniske debut – her er vi snarere ude i en slags dyster lounge-gospel. Med dommedagscrooneren Mark Lanegan i front har man en stemme, der kan sælge de fleste melodier. Indrømmet – der er også nogle lidt anonyme numre iblandt, men åbneren, “Revival”, opvejer det hele.

3. Radiohead: In Rainbows
Ikke kun den meget omtalte distributionsmodel er værd at nævne – selve pladen er altså også god. Den fortsætter trådene fra forgængeren, som jeg i årets løb tog op igen (se nedenfor), men er måske lidt mere varieret.

4. Maxïmo Park: Our Earthly Pleasures
de er ikke lige så hypede som hverken Arctic Monkeys, Bravery eller Bloc Party, og deres musik er måske også lidt mindre spektakulær (men minder dog om alle de tre nævnte). Men de kan deres kram – det her er en plade uden et eneste dårligt nummer, og som også byder på rigtigt mange fede detaljer. Hvorfor var de ikke på Roskilde?!?

—

Med vanlig sans for ikke helt at være opdateret (måske skulle jeg gøre som Rasmus og Plok?) er det dog langt fra ovennævnte skiver, jeg har dyrket mest i året, der er gået. Det er snarere følgende:

1. Muse: Black Holes and Revelations
Et af sidste års bedste album – men jeg fik den først på en julegavebytter efter nytår, og den kom derfor ikke med på sidste års liste. Men er blevet behørigt skamspillet efterfølgende.

2. David Bowie: Low
Stort set hele Bowies bagkatalog kan fås i remastererede udgaver for en halvtredser i TP – det er billigere end på iTunes, og kvaliteten er bedre. Den her er den bedste af hans tre Berlin-plader (de andre er “Heroes” og “Lodger”), og er både funky, jazzet, spacy og rocket.

3. Radiohead: Hail to the Thief
Jeg gav den her en chance mere i foråret efter ikke rigtigt at have følt noget særligt for den da den udkom. Men nu kunne jeg altså rigtig godt lide kombinationen af det elektroniske fra “Kid A” og “Amnesiac” med de gode melodier, som Radiohead også kan. Glæder mig til koncerten til sommer…

4. John Coltrane Quartet: Ballads
Har afløst Coltrane & Ellingtons “In a Sentimental Mood” som den foretrukne søndags-jazz-plade. En klassiker – ikke så meget mere at sige.

…Det kan altså konkluderes, at jeg er mellem 1 og 46 bagefter på musikfronten. Nå…

—

Fordi alle alligevel kårer årets plader, vil jeg skille mig lidt ud og prøve at formulere min helt egen kategori, som jeg kan kåre nogle helt tredje plader ud fra (selv om det også er set før). Og derfor har jeg valgt at udpege de fire plader, der i løbet af året har vist sig allerbedst at køre på cykel til:

1. Fabric 33: Ralph Lawson
Fabric er egentlig en klub i London. Men det er også et label, der udgiver to serier af compilations med elektronisk musik mikset sammen af verdens bedste DJ’s, Fabric og FabricLive. Jeg får selv en Fabric-cd med posten hver andet måned (i de mellemliggende måneder udkommer FabricLive, men dem abonnerer jeg ikke på), og der har været mange gode cykelplader imellem. Den her er den bedste – det er old school hardhouse, minimalistisk men dog ikke helt uden melodiske elementer. Bedst til den lange cykeltur.

2. Bloc Party: A Weekend in the City
Ideel til både den korte og den lange cykeltur: Selv om der er stille numre imellem, gør fremhævelsen af det rytmiske “A Weekend In The City” til en helt OK cykelplade. Jeg skulle lige vænne mig til den, men den er gået hen og blevet en af de plader, jeg har hørt allermest – også når jeg ikke cykler.

3. Ellen Allien & Apparat: Orchestra of Bubbles
Endnu en elektronisk sag – men mere varieret og eksperimenterende end de fleste af Fabric-udgivelserne. Ellen Allien eksperimenterer med sjove lyde og instrumenter, og får det syntetiske til at lyde organisk – samtidig med at der er tryk på! (det meste af tiden, altså)

4. LCD Soundsystem: 45:33
Det kunne også have været “Sound of Silver”, men den har jeg ikke hørt så meget. Og så er “45:33″ lavet til at udfolde sig – den er nemlig lavet som et soundtrack til en løbetur, så den skal naturligvis også med på cykelplade-listen. Der er masser af byggen op og ned og overgange til det næste. Det betyder, at det aldrig bliver kedeligt, men også at pladen absolut bedst til de lange ture. Jeg har i øvrigt tidligere skrevet om pladen.

—

Relateret: Årets plader hos Soundvenue, Shevy, Kurt Strand (og andre på DR’s hjemmeside) og DoCopenhagen. For bare at nævne nogle få…