home

Archive for December, 2007

Grann.sange - nu med jul

Thursday, December 20th, 2007

Julen har aldrig været et særligt fokusområde på granns.net - faktisk har det vel nærmest været et antifokus-område. Undertegnede er på ingen måde i udpræget grad julemenneske, men nylige begivenheder gør at jeg ser mig nødsaget til at bringe julen på banen igen for en kort bemærkning.

Årsagen skal findes i min traumatiske barndom, hvor der mangen en gang er blevet fremsat morsomheder om mit efternavn, der jo som bekendt let kan forlænges med -kogle, -træ eller lignende. Det var et mønster, der gentog sig langt op i folkeskolealderen.

Og hvad har det så med jul at gøre, vil den årvågne (eller blot utålmodige) læser nok spørge. Jo, dengang var det et helårsfænomen, som jeg ikke nød vældigt meget. Men nu er det åbenbart blevet sæsonbetinget, og endda ganske morsomt.

Sagen er den, at der - med julen som anledning - er blevet skrevet en sang om mig på mit nye arbejde. Retfærdigvis skal det siges, at den 1) også handler om Anne, min kollega (men hun hedder ikke noget sjovt til efternavn. Jeg mener, Larsen, helt ærligt - få da et mellemnavn. Hvad med “Sølvguitar” eller noget…), og 2) er blevet skrevet i en slags sangskriver-rus, hvor forfatteren lige kneb en håndfuld sange ud af ærmet på en times tid.

Men jeg synes nu den er god, og gengiver den derfor her i sin helhed:

Alt sammen fordi han hedder Grann
Melodi: På loftet sidder nissen

En ny kollega her til jul: han hedder Grann!
Han er nu vores anden mand.
Den anden Anne er ej mer’ alene, nej,
for juletræet har hun tæt på sig.
Så hygger de og griner, bytter sokker?
Nej, de blogger, tror vi nok og
de chatter, og de pjatter ud’ på webben
Og en, to, tre, så er de blevet væk
i en sæk
fyldt med internet!

Samtidig illustrerer sangen også på fin vis en - tror jeg - ganske udbredt problemstilling i relation til kommunikations- og IT-arbejde generelt og arbejdet med nye medier i særdeleshed: De andre har ikke rigtigt nogen ide om, hvad fanden det er, man laver :-)

Det var vist alt for Granns julemusik-føljeton. (Missede du del 1? No worries - den er her stadig).

Overraskelsesslik

Tuesday, December 11th, 2007

Jelly Beans er virkelighedens svar på Bertie Bott’s Every Flavor Beans - det slik, der i Harry Potter-bøgerne smager af alt fra almindelige sliksmagsvarianter til mere bizarre smage som ørevoks eller bræk. jelly beans kommer i 50 standardvarianter, lige fra hindbær, kokos eller lakrids til pina colada, chocolate pudding, toasted marshmallow eller jalapeno. Det er sjovt at spise (og så smager det faktisk godt).

slikleksikonet fortæller en bruger om, hvordan man med flere bønner kan sammensætte sin egen “menu” - eksempel: 2 med popcorn m. smør-smag og en med kanelsmag og voila, så er der risengrød. (andre har fået lignende ideer).

Og minsandten om man ikke kan købe jelly beans med Harry Potter-smagene (der er mange smagsvariationer, og de fleste er lige klamme). jeg tror jeg springer over. men de almindelige bønner er hermed anbefalet!

Last Christmas 2.0

Tuesday, December 11th, 2007

Grann er i julehumør, og peger i den anledning på lidt interessant julemusica.

Ovre hos Emodreng & Indiepige kan du hente “Last Christmas” i en følsom singer/songwriter-version med Erlend Øye. det er ren Kings of Convenience, og egentlig ganske udmærket, hvis man er lidt træt af Wham-versionen.

Er du helt tosset med skæve versioner af kendte julesange, så smut forbi det her indlæg på en anden musikblog, hvor du blandt andet kan finde en glimrende version af Silent Night med Tom Waits (nr. 22).

Og vil du all in, så er det bare at investere i en Johnny Cashs jule-DVD. Derfor slutter vi også med et lille klip hvor the man in black ønsker god jul med en lille sang:

Grann har set (del.icio.us)

Grann tager billeder (23)

Grann lytter (Last FM)

bittendallas's Profile Page

Klik teksten for mere...