granns.net

Der er gået i disco i den i min iPod i øjeblikket (dog afbrudt af en kortvarig kombineret Type O Negative-Iron Maiden-revival i går og i forgårs). Jeg er faldet over to gode, men også lidt anderledes skiver, som her lige skal anbefales:

1. LCD Soundsystem: 45:33
Jeg er normalt ikke helt oppe at ringe over LCDS – synes det er lidt for grovkornet og monotont på den ikke-fede måde, selvom “Daft Punk is Playing at My House” jo er et fedt nummer. Men den her plade er rigtig fed! Den er resultatet af James Murphys samarbejde med Nike om at lave et soundtrack til din workout/løbetur – så grundtanken bag pladen er altså at holde dig i gang.

Pladen er et langt nummer, der dog i virkeligheden består af mange forskellige numre eller grooves mikset sammen. Og det er funky, lækkert, afvekslende og rigtigt godt skruet sammen. Og der er altså noget ubestemmeigt disco-agtigt over det – på LCDS’ sædvanlige, lidt beskidte facon. Kan anbefales! (se hos Wikipedia, Hype Machine)

2. Sumeria: Golden Tears
Hvem? Hvad? Jo, på den faktisk ret interessante blog, American Athlete, der blogger glemte, oversete numre fra discoens svundne skatkammer, faldt jeg over den her plade. Den er lavet af en fyr, der hedder Don Ray (Sumeria er altså blot et pseudonym), der – åbenbart – har været en flittig fætter og sat sit præg på mange discoskiver.

Der er her tale om intet mindre end et disco-konceptalbum (!). Bloggen forklarer, at det er “a concept record that loosely explores modern identity in the late 1970′s without ever moving too far from the dancefloor”. Og nå ja, så er det faktisk ret fedt. Vi er i den mere funky ende af discoskalaen, men der er også plads til svævende strygertemaer en masse. Og fordi det er et konceptalbum er der også noget, der minder om ballader og faktisk også meget snakken. Nå, men der er et eller andet over det. Døm selv – pladen ligger (endnu) hos American Athlete.

…når dem der råber højest får ret.

Bobler: Dagens mail: “Skal du med til Tiesto i parken på lørdag…..”

Jeg har nu overstået min fjerde arbejdsdag på mit nye arbejde hos Danske Fysioterapeuter, hvor jeg sammen med Anne skal stå for foreningens aktiviteter på interwebben. Jeg synes allerede de (vi!) er langt fremme i forhold til at anvende nettet som kommunikationsplatform, blandt andet i kraft af en række meget omfattende hjemmesider, og der er også allerede sat flere mere brugerinvolverende skibe i søen: Der kommer både meget mere personaliseret indhold og noget profil-halløj for medlemmerne hvor de kan diskutere faglige problemstillinger og interagere på alle mulige andre måder. Og planerne for foreningens første blog er allerede langt undervejs. Alt sammen superspændende.

Lidt statistik:

• Antal medlemmer: Lidt over 10.000
• Hyppighed af fejring af det ene eller det andet med morgenbrød på arbejdspladsen: 75% (3 ud af 4 dage indtil videre)
• Andel af ansatte, der kunne slå mig på en 5-kilometer: stort set dem alle sammen, tror jeg (mange ansatte er ivrige løbere, og jeg er allerede blevet spurgt om jeg ikke også ville deltage i Alt For Damernes kvindeløb. Ved ikke helt hvad jeg skal lægge i det…)

…Og hvad så med specialet, vil den opmærksomme læser nok spørge. Jo, det er bestemt ikke glemt, svarer jeg prompte (og får dermed samtidig sagt, at det dog heller ikke på nogen måde er afleveret). Det betyder, at jeg p.t. skriver speciale efter arbejde og i weekenderne. Det er allerede stressende, men også OK. Jeg er til gengæld meget glad for at slippe for dagpengeverdenen i første omgang efter aflevering – den har jeg hørt mange grusomme historier om.