Chokoladeådsler og morgenbrødsgribbe
nov 20, 2007
Kender du ikke det, når nogen har haft morgenbrød/slik/kage med på arbejdet, og det hele ikke bliver spist, at resterne så alligevel på mystisk vis forsvinder i løbet af eftermiddagen?
Her på mit nye arbejde er den praksis blevet fuldstændig institutionaliseret. Når nogen har noget med, bliver det stillet frem i køkkenet, og der bilver sendt en mail rundt til alle. Seneste eksempel lyder ”Flødeboller i køkkenet NU – Fra Johnny” – bemærk understregningen af, at man altså skal skynde sig, hvis man skal have en flødebolle.
Det skyldes at de ansatte som følge af denne praksis har udviklet en veludviklet sans for at slå til når chancen er der. Som gribbe cirker de om køkkenet (“jeg henter kaffe, skal du have noget med”…), klar til at kaste sig over kringleresterne fra chefens møde.
Her er seneste eksempel – resterne af, hvad der en gang var et stort slikdyr, men nu blot er et gennemtygget chokoladeådsel. At der endnu er noget tilbage af liget skyldes blot, at der er tale om en af de helt store Tobleroner – 4 kg., tror jeg nok (bemærk størrelsen ved sammenligning med kniven). Og gribbene har jo lige fået flødeboller…
Chokoladeådsel
Lignende indlæg på granns.net:
Hej Christoffer
Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstå problemet? Jeg troede det var helt normal virksomhedskotume?
Kh Katharina
Tja, skal der være et problem for at man har en historie? Nyhedsavisen siger selv, at bloggere ikke er journalister (men i stedet bare er grænseløst irriterende), så jeg forbeholder mig retten til at skrive konflikt- og kønsløse indlæg af anekdotisk karakter.
Når det er sagt, vil jeg da gerne uddybbe, hvorfor den beskrevne slik og søde sager-praksis er bemærkelsesværdig.
- det er ikke sådan, at man først sætter sig ned i rundkreds eller i sin afdeling og spiser det medbragte. Man går i stedet direkte til \”mail om noget spiseligt i køkkenet\”-metoden. Min erfaring siger mig altså, at det er at springe noget over.
- Folk herinde kan blive helt ekstatiske i blikket når de taler om morgenbrød eller chokolade. Og der er meget trafik ud til det køkken der…
- den 4,5 kg\’s Toblerone forsvandt altså meget hurtigt!
- det var det hele.
(så jo, her er det kutyme, men det betyder jo ikke, at det ikke kan være sjovt eller pudsigt. Hvordan spiser i morgenbrød/slik/kage/kæmpetobleroner hos dig? og hvor ofte?)
Hej igen
Næ, der behøver vel ikke være et problem for at være en historie – og derfor; tak for indsigt i din arbejdskultur! smileyfjæs.
Altså hos os har vi morgenmad fælles hver fredag fra 9 og ca 20 min. Det som er tilovres står på et fællesbord midt i vores kontor til omk. efter frokost…
Hvis der er kage/chokolade så mailer vi ikke sådan rundt, hvis man er i kontoret så får man, hvis ikke, så får man ikke.
Ved at tænke nærmere over det, så tror jeg at jeg synes det er bemærkelsesværdig kontoradfærd – måske skulle den optimere ens arbejdsindsats ved ikke at forstyrre i hverdagen med officielle spise-møder, men det tyder på at have den modsatte effekt. Interessant.
Hvis du udfordre systemet en dag og prøver en ny metode, vil jeg meget gerne høre resultatet
Hav en god weekend.
Kath
Jeps. Jeg må revolutionere systemet indefra.
Du peger jo netop på noget af det sjove, sådan rent arbejdssociologisk set, altså. Nemlig at det at have noget med til resten af arbejdspladsen ikke i samme grad har den sociale funktion, som jeg i hvert fald er vant til at det har. Jeg ved ikke om der decideret ligger motivationelle tanker bag, som du nævner, men det kan jo sagtens tænkes at have den effekt – hyppigheden af medbringning taget i betragtning.
Mit bud er, at der er tale om en historisk betinget praksis, der er et resultat af, at man sandsynligvis tidligere spiste morgenbrød sammen i hele huset, men at dette ikke længere er realistisk fordi antallet af ansatte er vokset. Men samtidig at man ønskede fortsat at gøre det til en “på tværs af afdelinger”-ting, og derfor valgte mail-kompromiset.
Det skal jeg forsøge at undersøge nærmere :-)