granns.net

Avisernes spalter er fulde af vinklummer, der kyndigt og med stor omhu anmelder ugens vine og guider læserne til de gode fund på markedet. Og hver bydel har efterhånden ikke bare deres egen ølbar (nej, ikke sådan nogle som Jaguaren eller Voldens Bodega), men også nærmest deres eget bryggeri (vi mangler vel bare Mjølnerparken Bryghus eller sådan noget…).

Men smitter denne begejstring af på sprut-, likør- eller endsige bittermarkedet i lille Danmark? Nope! Så granns.net tager det første skridt i revolutionen med en kort reportage fra forrige weekends hurtige smagning af rød vermouth hjemme hos en af vennerne (hell – hvis man har seks forskellige slags rød vermouth, så kan man sgu lige så godt gå dem igennem…).

The usual – and not quite so usual – suspects:

Det korte resultat:

Cinzano: Undervurderet

Martini: Overvurderet

Noilly Prat: Testvinder – især til prisen

Punt e Mes: Udmærket – en del kraftigere

Carpano: Også god – men vil man virkelig spendere 200 kr. på en flaske vermouth?

Picon: Vermouth med appelsinsmag? Hmmm… måske i drinks?

“Den sidste” (som jeg ikke kan huske hvad hedder): Ingefærsmag? Av, den brænder næsten på tungen af ingefær. Sjovt, men ikke rigtigt godt for noget.

Det var det. Næste gang smager vi på madeira og træsprit. God weekend :-)

Kender du ikke det, når nogen har haft morgenbrød/slik/kage med på arbejdet, og det hele ikke bliver spist, at resterne så alligevel på mystisk vis forsvinder i løbet af eftermiddagen?

Her på mit nye arbejde er den praksis blevet fuldstændig institutionaliseret. Når nogen har noget med, bliver det stillet frem i køkkenet, og der bilver sendt en mail rundt til alle. Seneste eksempel lyder ”Flødeboller i køkkenet NU – Fra Johnny” – bemærk understregningen af, at man altså skal skynde sig, hvis man skal have en flødebolle.

Det skyldes at de ansatte som følge af denne praksis har udviklet en veludviklet sans for at slå til når chancen er der. Som gribbe cirker de om køkkenet (“jeg henter kaffe, skal du have noget med”…), klar til at kaste sig over kringleresterne fra chefens møde.

Her er seneste eksempel – resterne af, hvad der en gang var et stort slikdyr, men nu blot er et gennemtygget chokoladeådsel. At der endnu er noget tilbage af liget skyldes blot, at der er tale om en af de helt store Tobleroner – 4 kg., tror jeg nok (bemærk størrelsen ved sammenligning med kniven). Og gribbene har jo lige fået flødeboller…

Chokoladeådsel

Air-koncerten i Vega i går vidnede om, at bandets tidligste materiale er langt det mest holdbare. Selv om senere værker som eksempelvis Talkie Walkie er fine plader, så er de det først og fremmest i kraft af deres eminente produktion, hvorimod særligt Moon Safari (og første halvdel af 10.000 Hz. Legend) rummer gode melodier.

Og gode melodier holder live – også selv om de mister den pomp og fylde, som produktionen giver dem på pladen. Derfor var det de fire numre fra Moon Safari, der var oplevelsen til koncerten, mens mere eller mindre resten (bortset fra åbneren, Electronic Performers) var noget af en skuffelse.

Det blev ikke bedre af, at bege de to herrer faktisk ikke synger særligt godt (hvilket vocoderen slører så ganske belejligt på Moon Safari-numrene), at udtrykket lå et sjovt sted mellem hygge-lounge, rock og electronica, og at sceneoptrædenen ikke virkede synderligt engageret.

Soundvenues anmeldelse siger det meget passende: “Endnu en dag på kontoret”. Men nu har man da set giraffen…

Arbejdet har besluttet at alle skal gennemgå en hel ugens kursus i 2007-udgaven af Office-pakken (igen må jeg lige indskyde: “!!!”). I dag er den første af tre dage med Word, derefter følger en dags Excel og en dags Powerpoint.

Umiddelbar reaktion: Man skal vænne sig til, at Microsoft rent faktisk laver noget, der minder om at være brugervenligt. Groft sagt, I know, men man skal unlearn’e sin viden om de mærkelige logikker og menuplaceringer, der lå bag mange af tingene i det “gamle” Word. Dermed heller ikke sagt, at de allesammen er væk – så meget er der heller ikke lavet om.

samtidig opdager man også nogle af de ting, man ikke lige vidste, programmet egentlig kunne. Åbenbaringer so far:

• Tricks med tabulatorer – jeg tror sgu jeg skal hjem og lave en masse decimaltabuleringer
• Fantastisk formatpensel – hvis du er træt af typografier

Eventyret fortsætter i morgen. Jeg er mest spændt på at se hvordan man kan fylde et tredages program med undervisning i Word…

En ny undersøgelse, MTV har lavet, sammenkæder unges musiksmag med hvad de ville stemme ved folketingsvalget. Soundvenue beretter, at

• Niarns lyttere ville stemme DF
• Aqua-fans stemmer Venstre
• Hører man Burhan G stemmer man Khader
• Mew- og Kashmir-fans stemmer på SF

Ud over en undren over hvad jeg så selv ville stemme (eksempelvis når jeg hører Disco (CentrumDemokraterne?)), så giver det også anledning til at kommentere smagen hos de, der åbenbart lægger stemmer til regeringsgrundlaget. Niarn og Aqua? Come on…

Og smag er hvad det handler om! En af SF’s folketingskandidater i København, Marie Fugl, har faktisk dokumenteret i sit speciale, at smag – og ikke fornuft – er bestemmende for, hvor vi sætter vores kryds. Hun skriver bl.a.:

“At vælgerne på denne måde kan stemme ‘irrationelt’, vil mange politologer erklære sig enige i, så længe det drejer sig om de lag i befolkningen, de ikke selv tilhører. Man kan imidlertid påvise, at både de højtuddannede og de kortuddannede – f.eks. både Det Radikale Venstres og Dansk Folkepartis vælgere – stemmer efter smag, selv om de ikke er lige dygtige til efterfølgende at begrunde deres valg. De højtuddannede er langt bedre til at tale om politik på den ‘legitime’ måde.”

Det at stemme er altså blevet et symbolsk valg (om end mere åbenlyst symbolsk for nogle). Hvilket jo stemmer meget godt overens med, at man i ringere grad (kun) stemmer efter hvor partierne placerer sig på en fordelingspolitisk skala, men i mindst lige så høj grad efter hvor de placerer sig på en værdipolitisk skala (som behandlet tidligere).

Valg 2.0 (“electiontuåw”?)
Jeg øjner straks nye muligheder. Hvad med noget mashup af last.fm og MTV-undersøgelsens data, så vi kan få realtime-prognoser baseret på, hvad folk lytter til? Eller løbende prognoser baseret på ugens hitliste?

Og nu kan politikerne også vælge deres valgsange ud fra, hvilke vælgere, de gerne vil appellere til (når nu DF-vælgere er til Niarn, var det så klogt af SF at lave en valg-rap?). Slut med at vælge af helt arbitrære grunde som personlig præference – som Ritts valg af Springsteen – eller tekstindhold – som Al Gores valg af “You can call me Al” (i parentes bemærket kunne Manu Sareen ud fra samme princip vel i øvrigt fint have valgt “Numa Numa”?…).