granns.net

Icon

Kan du finde på en smart tagline, måske?…

Når nu hun rent faktisk var grim, må man så ikke sige det?…

Jeg zappede tilfældigvis forbi programmet “De døde” på DR2 forleden og blev hængende, fordi det faktisk var et ganske fængende og godt indblik i, hvordan nogle mennesker lever mange år isoleret og alene i byen, og hvad der sker med dem, når de dør. Omdrejningspunktet var to dødsannoncer af “eventuelle pårørende bedes henvende sig”-typen – altså folk, der er blevet fundet alene i deres lejligheder, og som ikke umiddelbart savnes eller har slægtninge, der kan forestå formaliteterne omkring begravelse osv.

Anders Lund Madsen var “reporteren”, og hans lidt pudsige, men velmenende blanding af underspillet medfølelse og småupassende direkthed gjorde sig faktisk godt i interviewene med de få mennesker, der havde kendt eller kendt til de to afdøde. Eksempelvis i interviewet med naboerne til en ældre kvinde, hvor moderen diplomatisk siger, at “hun vist ikke rigtigt kendte nogen” (eller sådan noget), mens sønnen får mumlet, at han faktisk var lidt bange for hende. “Hun var grim?”, spørger Lund Madsen, og med et lille smil af lettelse må de to interviewede give ham ret i, at det var hun nok. Meget grim, endda.

Det virkede ganske vist lidt grænseoverskridende når Lund Madsen var inde og filme i de afdødes lejligheder, særligt i den omtalte kvindes, fordi hun netop slet ikke havde nogen pårørende. I stedet så man hvordan en ISS-rengøringsmand var i gang med at gøre rent i lejligheden, hvilket også inkluderede at fjerne gulvbrædderne fordi “ligvæskerne” fra damen var løbet ned imellem gulvbrædderne og havde skabt lugtskader. Må man godt filme sådan noget, bare fordi der ikke er nogen til at sige, at man ikke må?

Nå, I Aftenshowet forleden, som jeg ikke så, var Lund Madsen inde og fortælle om udsendelsen, og nævnte blandt andet den her gamle dame, og at grunden til at hun var så isoleret netop var, at hun var grim (lidt lige på, må man sige – det kommer bedre frem i selve udsendelsen). Det er – selvfølgelig – faldet en seer for brystet, hvilket – selvfølgelig – igen har fanget en journalists interesse. Resultat: Artikel på avisen.dk med overskriften Anders Lund Madsen kalder ensom, afdød dame for ‘grim’.

Det er pudsigt( og, desværre, typisk), at det ender med at være sådan noget, man diskuterer på baggrund af udsendelsen, og ikke i stedet hvordan man kan afhjælpe problemet eller måske det mere principielle i at grave i disse menneskers liv uden at have fået tilladelse til det. Portrætterne af de to afdøde var dog meget indfølte, og programmet er værd at se, hvis du har en halv time tilovers. Det kan du gøre på DR’s hjemmeside. (Hvor man vist også kan se Aftenshowet-indslaget.)

Lignende indlæg på granns.net:

Category: København, Overhørt

Tagged:

2 Responses

  1. Trine-Maria siger:

    Interessant observation. Vi er så fokuserede på skønhed og ungdom at det i sig selv er isolerende at være grim og gammel – og det burde vi faktisk kunne debattere åbent – om ikke andet så for at forsøge at lukke vores hjerter op for andre værdier end rendyrket overflade?

  2. Grann siger:

    Ja – egentlig. Men i stedet bliver det til “endnu en gang har de sagt noget dumt i Aftenshowet”. Hvis damen var grim, så var hun grim. Man kan selvfølgelig sige det mere diplomatiske måder, men det er synd, at debatten kommer til at dreje sig om lige præcis det ord…

Leave a Reply

Emner

Arkivet

Grann tager billeder

Se flere på Flickr

Hvem er Grann?

granns.net er Christoffer Granns personlige blog. Mere om ham.

Grann twitter

    RSS Granns bogblog

    • 2011 bog-roundup
      Her en lidt sen status på sidste år. I 2011 læste jeg 15 bøger; jeg skrev desuden om en fotobog og et blad her på bloggen. De 15 fordeler sig på 6 gange skøn- og 9 gange faglitteratur – det ligner mig ikke! Tallet bærer præg af, at læsekadencen er blevet noget lavere siden der [...]
    • Malcolm Gladwell: The Tipping Point
      Tipping Point er så absolut en velskrevet, godt researchet populærvidenskabelig bog. Gladwell undersøger hvad det er, der får nogen ideer til at spredes, mens andre ikke spredes. Og hovedpointen er simpel: Små ting kan gøre en stor forskel. Han kortlægger tre faktorer, der spiller en rolle: De rigtige mennesker, mavens, salesmen og connectors; Den rigtige, [...]

    RSS Grann læser