home

Archive for September, 2007

Når nu hun rent faktisk var grim, må man så ikke sige det?…

Thursday, September 20th, 2007

Jeg zappede tilfældigvis forbi programmet “De døde” på DR2 forleden og blev hængende, fordi det faktisk var et ganske fængende og godt indblik i, hvordan nogle mennesker lever mange år isoleret og alene i byen, og hvad der sker med dem, når de dør. Omdrejningspunktet var to dødsannoncer af “eventuelle pårørende bedes henvende sig”-typen - altså folk, der er blevet fundet alene i deres lejligheder, og som ikke umiddelbart savnes eller har slægtninge, der kan forestå formaliteterne omkring begravelse osv.

Anders Lund Madsen var “reporteren”, og hans lidt pudsige, men velmenende blanding af underspillet medfølelse og småupassende direkthed gjorde sig faktisk godt i interviewene med de få mennesker, der havde kendt eller kendt til de to afdøde. Eksempelvis i interviewet med naboerne til en ældre kvinde, hvor moderen diplomatisk siger, at “hun vist ikke rigtigt kendte nogen” (eller sådan noget), mens sønnen får mumlet, at han faktisk var lidt bange for hende. “Hun var grim?”, spørger Lund Madsen, og med et lille smil af lettelse må de to interviewede give ham ret i, at det var hun nok. Meget grim, endda.

Det virkede ganske vist lidt grænseoverskridende når Lund Madsen var inde og filme i de afdødes lejligheder, særligt i den omtalte kvindes, fordi hun netop slet ikke havde nogen pårørende. I stedet så man hvordan en ISS-rengøringsmand var i gang med at gøre rent i lejligheden, hvilket også inkluderede at fjerne gulvbrædderne fordi “ligvæskerne” fra damen var løbet ned imellem gulvbrædderne og havde skabt lugtskader. Må man godt filme sådan noget, bare fordi der ikke er nogen til at sige, at man ikke må?

Nå, I Aftenshowet forleden, som jeg ikke så, var Lund Madsen inde og fortælle om udsendelsen, og nævnte blandt andet den her gamle dame, og at grunden til at hun var så isoleret netop var, at hun var grim (lidt lige på, må man sige - det kommer bedre frem i selve udsendelsen). Det er - selvfølgelig - faldet en seer for brystet, hvilket - selvfølgelig - igen har fanget en journalists interesse. Resultat: Artikel på avisen.dk med overskriften Anders Lund Madsen kalder ensom, afdød dame for ‘grim’.

Det er pudsigt( og, desværre, typisk), at det ender med at være sådan noget, man diskuterer på baggrund af udsendelsen, og ikke i stedet hvordan man kan afhjælpe problemet eller måske det mere principielle i at grave i disse menneskers liv uden at have fået tilladelse til det. Portrætterne af de to afdøde var dog meget indfølte, og programmet er værd at se, hvis du har en halv time tilovers. Det kan du gøre på DR’s hjemmeside. (Hvor man vist også kan se Aftenshowet-indslaget.)

Blogpopularitet: Grann vs. Fogh - Grann vinder!

Wednesday, September 12th, 2007

Det er forståeligt, at statsministeren er tyet til en ministerrokade for at rette op på sin popularitet og genvinde noget af sin indflydelse. Hans blog er nemlig kun nr. 44 på den liste over de 99 mest populære danske blogs, som netop er blevet offentliggjort.

Og hvem finder man på plads nr. 42, to pladser over stats-minizzle? Ingen ringere end Grann himself. Den lader vi lige stå et øjeblik.

…lidt længere endnu…

…OK så. Listens troværdighed, de bagvedliggende metoder og den forskningsmæssige kvalitet af gennemførelsen af undersøgelsen kan diskuteres - og bliver diskuteret.

For den bygger på antallet af links, mellem blogs, men hvilke links er inkluderet? Og er alle links lige meget værd? Og er undersøgelsen baseret på et udsnit eller den samlede mængde danske blogs? Og hvad kvalificerer egentlig en blog som værende dansk? Og giver det overhovedet mening at måle på blogpopularitet? Og så videre…

(Tak til Jonas, for at have gjort mig opmærksom på at jeg rent faktisk var på listen. Det forventede jeg ikke lige, og overså derfor mig selv ved første genemskimning…)

Skal saltet til bøffen måles i gran eller gram?

Tuesday, September 11th, 2007

Man må endelig ikke salte sit kød inden man steger det. Ellers bliver det tørt. Det gør det altså.

Eller?…

Plottet tykner, idet der nu er kommet nye oplysninger frem i denne sag. Således påstar forfatteren af denne artikel, at man med fordel kan pøse flere teskefulde af salt på hver side af sin bøf, fordi det faktisk gør den mere saftig. Man skal bare gøre det ca. en time inden, den skal steges:

Massively salt your steaks 1 hour before grilling.
Notice that I didn’t say, “sprinkle liberally” or even “season generously.” I’m talking about taking a small handful of kosher salt and literally coating your meat until you can’t see red.

Jeg har ikke prøvet det, men det kan da godt være et forsøg værd. Artiklens forklaring både lyder troværdig og er også ganske sjov:

I understand that this method will cause chaos, confusion and controversy in your household. But I encourage you to experiment — try adding spices, crushed garlic and rosemary sprigs to the salt, which will then act like Christina Aguilera dragging its entourage of flavors with it into the meat.

Læs artiklen. Jeg må i slagteren…

iTunes-undren

Tuesday, September 11th, 2007

Er det bare mig, eller er det lidt mærkeligt at det er så fantastisk, at man nu selv kan lave ringetoner i iTunes for “kun” 1 dollar? Jeg mener, der er vel masser af gratis software, der kan bruges til at lave ringetoner. Og selv i iTunes kan man selv vælge, hvornår sange skal starte og slutte, når man afspiller dem, så den feature kunne man jo også bare bruge.

Nu er jeg ikke typen, der skal have den nyeste med Britney (eller noget musik overhovedet) som ringetone. Det undrer mig bare. For det var da ikke fordi det skortede på rigtige nyheder i den seneste keynote

(Relateret: iPod Touch ser i øvrigt rigtig fin ud. Og det gør mig ikke det store, at man ikke kan snakke i telefon i den - sådan en har jeg allerede (en telefon, altså). Det virker logisk at have en device til ting, man lige hurtigt skal (snakke i telefon, knipse billeder) og en anden til lidt mere omfattende/længerevarende operationer (lytte til musik, surfe på nettet). Tveskov peger på en glimrende artikel om netop dette.)

Ide: “Ud af hvor mange”-skalaen

Tuesday, September 4th, 2007

De fleste steder, der anmelder plader, film, spil, biler, sexlegetøj eller andet stads har en fast skala, de benytter. Nul til seks stjerner. 1 til 100 procent. Og så videre.

Lad os tage filmanmeldelser som eksempel. Hvad nu, hvis det ikke var, hvor mange stjerner (som eksempel), filmen fik, der skiftede, men i stedet hvor mange stjerner, den kunne have fået?

Det virker sådan, at man vælger et pænt antal stjerner, der ikke er hverken for småt eller for stort, som alle film får. Jeg synes 4 stjerner er passende. Det, der angiver kvaliteten af en film, er så, ud af hvor mange stjerner, den fik sine fire. For eksempel er 4 ud af 5 stjerner en god anmeldelse. Og samtidig er trinnet ned til 4 ud af 6 ikke for stort (derfor er 4 et bedre antal end ex 2 eller endog 1).

Det, denne skala i høj grad tager højde for, er, at gode film jo bare er gode, men at man nogle gange kan overraskes over, hvor dårlig en film rent faktisk er. Bevares, der er selvfølgelig forskel på sublim mesterværksklasse à la “Apocalyse Now” eller [indsæt navn på din yndlingsfilm her] (4 ud af 4 eller måske endda ud af 3?), en bemærkelsesværdig god film som ex “Das Leben der Anderen” (4 ud af 5?) eller bare godt filmhåndværk som ex “The Departed” (4 ud af 6?).

Men der er større forskel på de dårlige film. Og det er her, skalaen kommer til sin ret. Tag nu en skidt, men velment film som “16 Blocks”, som jeg nappede til tømmermændene i forgårs. Den ville jeg nok give 4 ud af 8. Skridtet længere nede kunne være ex “Armageddon” (4 ud af 20-25 stykker?), og endnu længere ned eksempelvis “Star Wars I: The Phantom Menace” (4 ud af 50? ud af 100?). Fortsæt selv med dårlige film derudaf…

Ideen er selvfølgelig, at man med denne skala virkelig formår at give læseren et indtryk af, hvor dårlig en film kan være. Forestil dig en anmeldelse på en blog, hvor filmen i slutningen af teksten får sine 4 stjerner, men man så samtidig kan scrolle nedad og se alle de stjerner, filmen ikke fik. Jo længere man kan scrolle, jo dårligere er filmen.

Nu sidder jeg og bryder min hjerne for at komme i tanker om nogle virkelig dårlige film, jeg har set, men kan selvfølgelig ikke lige huske nogen. Og jeg har faktisk ikke set nogle af filmene på IMDB’s liste over de 100 dårligste film (baseret på brugernes stemmer).

(Noget lignende synes at være tanken bag den nye karakterskala. Her er 11 og 13 behændigt slået sammen til 12. 10 er stadig 10, mens 7, 8 og 9 er blevet samlet i et 7-tal. Men så fortsætter det ellers nedad - helt til -3 (minus tre!). )

Grann har set (del.icio.us)

Grann tager billeder (23)

Grann lytter (Last FM)

bittendallas's Profile Page

Klik teksten for mere...