Daft Punk går til (spille)filmen
aug 10, 2007
På Cannes sidste år havde Daft Punks første spillefilm premiere. Electroma hedder den, og den ser spændende ud. I forbindelse med hver af deres to første plader lavede Daft Punk også en film – for eksempel blev de tegnede musikvideoer til “Discovery”-pladen forlænget til en hel film, Interstellar 5555 (som i øvrigt kan ses på Google Video). Her er en lille snas af filmen:
Men dene gang er det altså ikke bare en plade-accessory. Faktisk er der slet ikke noget musik af Daft Punk med i filmen. Og der er heller ikke noget snak. Og heller ikke meget handling, så den kan vi vist godt røbe her:
To robotter kører rundt i Californien. De kommer til en by, hvor de får hældt noget latex på hovederne, der får dem til at ligne mennesker. Det bryder byens (robot)beboere sig ikke om, og jagter dem. Så smelter latexmassen i solen. De to robotter søger ud i ørkenen, hvor den ene må give op efter lang tids traven, og får den anden til at sprænge sig i luften via en mekanisme i sin ryg. Senere giver den anden også op, men kan ikke nå om på sin egen ryg, og smadrer derfor i stedet sin hjelm og bruger et stykke af glasset til at antænde sig selv. Filmen slutter med en brændende robot der går gennem mørket i ørkenen i slow motion. Herunder er handlingen gengivet med 170 stills fra filmen.
Så det er primært for cinematografien (hedder det det på dansk) og lækkerheden, man skulle se filmen (det giver still-gennemgangen måske også en ide om). Robotterne er aptly dressed i tøj fra Dior Homme og kører en Ferrari 412, der også er helt OK, og filmen er skudt i Californiens landskaber. Billederne er faktisk ret flotte i de klip, jeg har set – efter sigende læste Thomas Bangalter (det ene Daft Punk-medlem) over 200 numre af American Cinematography for at sætte sig ind i sagerne.
Jeg har ikke set filmen, men den lyder interessant. Det tegner til at blive en sjov blanding af den anspændte tomhed og tavshed i Luc Bessons Le Dernier Combat, amerikansk ørken-månelandskabs-feeling som i Wim Wenders’ Paris, Texas eller Vincent Gallos The Brown Bunny (som den også er blevet beskyldt for at efterligne, men omvendt også selv refererer til ved at genbruge en sang fra (“Milk and Honey “med Jackson C. Frank)) og så Daft Punks sædvanlige futuristiske og topdesignede robotunivers.
Musikken er i øvrigt værd at gå på opdagelse i, lige fra Eno over Curtis Mayfiels over lækker Sebastian Tellier-pop og supersej 70′er-poprock med Todd Rundgren (som spiller i det øverste YouTube-klip herover). Læs mere på Wikipedia eller se traileren på Daft Punks hjemmeside eller på YouTube, hvor du også kan se flere klip fra filmen, blandt andet afslutningssekvensen.
Lignende indlæg på granns.net:
Den er ikke lige for alle – men jeg kunne nu meget godt lide den.
Skønt at blive opdateret på Daft Punk – jeg har også undret mig over hvad der blev af dem.
Kan dog se, at de ikke har ændret visuelt udtryk siden siden Discovery – stadig med skinnede og futuriske hjelme!
[...] Apropos Daft Punk, så har jeg efterhånden på en del musikblogs læst, at deres shows rundt omkring i USA skulle have været helt hysterisk gode, blandt andet på Lollapalooza-festivalen (læg mærke til, hvor mange, der rent faktisk står og filmer med deres mobiltelefoner – det er helt vildt). Læs også Pitchforks anmeldelse (og se flere live-billeder på Flickr). [...]
den har fået en lidt blandet modtagelse, så godt at høre fra en til, der synes om den (hvor så du den?).
Det virker som en film, der ville være fedest at se i en biograf, men det kan være, man må nøjes med DVD-versionen, der vist skulle komme her til september…
(ud over at lave film, spiller Daft Punk også lidt koncerter – se trackback’et herover)