granns.net

I sangen “Hverdagscruise” af Dissing, Dissing, Las & Dissing fra deres i øvrigt rigtigt gode skive “3″ nævner de “Nye Alliancer” i teksten. Det kan der godt komme en interessant tekstanalyse ud af, tror jeg, omend den måske ikke vil give et så positivt billede af partiet. Jeg tillader mig at gengive teksten her:

Jeg får sagt alt som en veldresseret sælger
Jeg lyver og velsigner den sandhed du vælger
Sov sødt og drøm om nye alliancer
Om nye succeser i nye brancer

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro

Jeg har set dig fortryde i dine røde kinder
Men selv en muldvarp bliver glad når solen skinner
Den er blind, men den satser med et muldvarpeskud
Vis mig i mørket din solbrændte hud

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro
Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro

Tag din sælger til nåde når du vågner af din døs
Lad dumdristigheden råde – slip de røde kinder løs
Sov sødt og drøm om dugfriske øjne
Og alt hvad du ser med muldvarpens øjne

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro
Jeg giver et hverdagscruise for to
Lad nu din mand få lov at ro

Gad vide, hvad Guldanden ville sige til den? Han er jo altid klar med gode råd til Khader & co.

Det er næsten altid interessant, når dygtige kunstnere tager andre kunstneres værker og bruger dem på nye måder eller gør dem til deres egne. Det kan være ved at remixe, lave mashups eller bare noget så simpelt som coverversioner. Men det kræver altså mavefornemmelse og kreativitet, hvis det ikke bare skal være kedelig plagiering.

Kanye West, der ellers er en glimrende og ikke mindst dygtig producer (ex på hans egen debut eller på Commons “Be”) har på det seneste gjort sig bemærket ved relativt tandløse “jeg tager et andet nummer og rapper lidt indover”-numre. Det er godt håndværk, men det er ikke særligt fantasifuldt.

Det foreløbige lavpunkt er hans kommende single, “Stronger”, hvor han har taget et Daft Punk-nummer, sænket tempoet en smule og smidt en anelse synths indover og så ellers bare lagt et par rim ovenpå. Jeg synes simpelthen det er for letkøbt. Men døm selv:

(Her er en, der mener det modsatte. Du kan også se Daft Punks originale nummer, der faktisk også er et stort tyveri af Edwin Birdsongs sang “Cola Bottle Baby” – men dog udført mere elegant og lidt mere gennemarbejdet end Kanyes ditto.)

Min anden Reboot-oplevelse var lige så god og inspirerende som den første. Et par tanker om, hvad der kunne gøres endnu bedre næste år:
Jeg foreslår til næste år at hjemmesiden giver mulighed for at generere sit eget Reboot-program. Jeg brugte i hvert fald meget tid i løbet af konferencen på at sidde og (gen)læse om programpunkterne, fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg på forhånd havde tænkt mig at se. Det burde have været en smal sag, når man nu alligevel havde mulighed for på sitet at angive, om man synes en session var interessant og om man havde tænkt sig at dukke op. Morten har lavet en lille ting, så du selv kunne gøre det i Google Calendar, men det var da oplagt at gøre på selve Reboot-sitet.

Jeg synes i øvrigt, at sitet er interessant og spændende, og at det faktisk fungerede udmærket på trods af den kritik, det fik (for at være for brugerfjendtligt og for ulogisk bygget op). Men det er de helt banale ting, der fungerer: Kommentardiskussioner på session-beskrivelserne, folks profiler, muligheden for at tilkendegive at en session er interessant osv.

Jeg forstår til gengæld ikke præcist, hvilken rolle de nøgleord, hver artefakt (hvad er det i øvrigt for et ord?) har, spiller. Derfor har jeg heller ikke brugt “try me”-funktionen. Og så kunne man måske have tilføjet en eller anden visning af, hvad folk siger om Reboot andetsteds på nettet: Blogs (Technorati), billeder (23, Flickr) og andet (Twitter, Jaiku). Det er da oplagt. Jeg sad alligevel og fulgte med både på Jaiku-kanalen og på Technorati, og af og til også på 23 (hvor der også er en gruppe) og Flickr.

Og så synes jeg, Micropresentations-formatet faktisk fungerede overraskende godt: En taler får mulighed for at vise 15 slides, og hver slide kan vises i 20 sekunder (med et ur, der tæller ned på skærmen), og på en session kan man nå seks-syv folk på scenen. Det giver fokuserede præsentationer, hvor der skal skæres ind til benet og der ikke er tid til udenomssnak. Særligt den første dag var der interessante præsentationer, og jeg endte faktisk med at gå til en senere session på grund af den gode mikropræsentation, taleren (Leisa Reichelt) havde givet. Så mit forslag: Læg mikropræsentationerne tidligt i programmet, så de kan fungere som en slags teasere for de mere udfoldede versioner, der så kommer senere i programmet.

Det var det. Stor ros til arrangørerne i øvrigt!

I deres talk i går om “Trust” her på Reboot brugte Alexander Ljung og Eric Wahlforss Luhmanns tillidsbegreb til at definere, hvad det er, sociale medier på nettet kan/bør kunne, nemlig reducere kompleksitet. Den ideelle sociale platform skal være tillidsskabende i sig selv og gøre det lettere at have tillid til andre (eller i hvert fald gøre det lettere at bestemme, hvem man vil have tillid til), og det er vigtigt fordi man på den måde slipper for at “starte forfra” hver gang, man skal interagere med en anden, fordi man ved, hvor man har vedkommende (eller har besluttet at stole på at man ved det) – man reducerer kompleksiteten.

Luhmann har samtidig i sin systemteori en ide om, at for at reducere kompleksitet øger systemer (men det kan på sin vis også overføres til mennesker) deres kommunikation. På den måde ved andre, hvor de har systemet, og systemet får også lettere ved at bestemme, hvor det har de andre. Og jo højere kompleksiteten er (eksempelvis i form af noget så simpelt som mængden af information), jo større er behovet for at reducere den – altså hele tiden have styr på, hvor man “har” andre.

På den måde kan systemerne flytte sig rund mellem hinanden samtidig med, at de hele tiden har styr på, hvor de andre systemer er. Luhmann bruger en cellemetafor for systemernes måde at flytte sig rundt mellem hinanden: De flytter sig rundt og skubber lidt til hinanden og finder på den måde hele tiden deres plads i forhold til hinanden.

Tom Armitage fremhævede i sin talk om “Manners for web 2.0″ Facebooks “Poke him”-funktion. En funktion, der i sig selv ikke gør noget, men som på sin vis er en måde at øge kommunikationen på: “You’ve been poked”. Noget lignende gør sig gældende i Twitters’ “What are you doing?” og i lignende nye webmedier som Jaiku, IM eller blogging.

Med andre ord: Man kommunikerer mere – og mere åbent – hele tiden for at fortælle andre, hvor man. Og fordi man på baggrund af den kommunikation og den feedback, man får, hele tiden kan bestemme, hvor andre er. Og det er, som Stowe Boyd formulerede det i sin talk (UPDATE: Omfattende kommentarer/referat til Stowe Boyds talk her), nødvendigt at være en del af det kommunikationsflow hele tiden.

…Gerne (eller som en selvfølge) gennem flere medier, og som en udvikling, der står i modsætning til at fokusere på enkelte individuelle opgaveløsninger. For flowet vil også give udslag på den måde, vi arbejder (bedst på): “Network productivity trumps personal productivity”.

(det var lidt rodet, indrømmet. Beklager… Gå gerne videre ud af tangenten i kommentarerne)