Roskilde-bandbeskrivelser uncensored
jun 28, 2007
I alle de år, jeg har været på Roskilde Festival, har jeg altid som noget af det første trawlet nærmest alle bandbeskrivelserne i det lille officielle programhæfte igennem. På den baggrund blev de sikre koncerter suppleret med andre navne, der på en eller anden måde lød interessante.
Problemet er bare, at alle navne lyder relativt interessante i programmet, fordi det er festivalen selv, der beskriver dem. Og selvfølgelig skal festivalen da være entusiastisk omkring alle bands på festivalen (ellers ville den jo ikke have hyret dem), men man kunne godt savne en kritisk røst af og til.
Og den er nu fundet! For hvert år gennemgår Karsten Olesen fra Musikbibliotek.dk programmet og giver sin uforbeholdne mening om det – og han lægger ikke fingrene imellem. Og man kan være nok så uenig med ham, men i det mindste ved man, hvor han “kommer fra”.
Langt henad vejen er jeg nu på bølgelængde med hr. Olesen: The Whitest Boy Alive er et must, mens Dizzee Rascal er stærk overvurderet. Hayseed Dixie skal nok blive sjovt, mens Red Hot Chili Peppers har set bedre dage. Hør selv lidt af Olesens beskrivelse af Kiedis & co.:
James Brown opfandt funk’en, efterfølgende giganter som George Clinton og Prince videreudviklede den – og Red Hot Chili Peppers (US) vulgariserede den så helt ned på funk’ens absolut laveste evolutionstrin: gymnasieklassernes øvere.
(…)
Og mens vi venter skal der bare lige citeres fra ”Stadium Arcadium”’s ”Snow (Hey Ho)”: ”Hey oh, listen what I say, oh/ Come back and hey oh,/ look at what I say, oh”. Men det må man så gi’ dem! Den fæle funk passer fint med de fæle ord. Ret skal være ret.
Der er dog også masser af steder, jeg ikke er enig med Olesen. for eksempel trodser jeg nok hans advarsel og ser både CSS, The Killers og Björk. Og allerlængst fra mig synes jeg, han er når det gælder Thomas Dybdahl og Muse. Om Dybdahl hedder det:
Live har Dybdahl ellers fascineret, og så mange gange har han været på plakaten i DK, at man kun kan frygte at han over Smatten adresserer os på dansk, f.eks. kaster os et varmt: ”Scream for me, Copenhagen!”. Det ville da være originalt, være det skarpe knivhjul på den retningsløse pizzamusik han nu senest er begyndt at kaste på sin bolledej.
…Og om Muse:
hvor mange gange kan man – egentlig – skære den samme plade? Tja, svært at sige, men indtil videre må en kandidat til at vinde prisen være Muse (UK), for hvem det er lykkedes at gentage den samme samling riller fem gange (det inklusive et soundtrack, som faktisk har karakter af et fuldt album) ml. 1999-2006, flot!
Forsanger Matt Bellamy lyder mest som plat på Thom Yorke fra Radiohead, men også som en hystade der har nogen efter sig, som en hastig klient på flugt fra sin psykolog – som han lige har opdaget netop var forfølgeren.
Det er hårde ord. Men det er også et frisk pust. Læs selv videre hos Musikbibliotek.dk – hele guiden kan hentes som pdf. (via)
Lignende indlæg på granns.net:
