granns.net

Sidste år var det ikke særligt mange koncerter på Roskilde, som jeg gerne ville se, som jeg endte med at misse. Der var selvfølgelig lige den ret pakkede søndag, hvor blandt andet Raconteurs (og Ryuichi Sakamoto, har jeg efterfølgende set i programmet) blev ofret. I år er det anderledes, hvilket både skyldes at programmet i år er særdeles godt, men også at spilleplanen bare ikke er faldet heldigt ud.

Det er selvfølgelig et kæmpe puslespil, programlæggerne skal have til at gå op. Men jeg tror de tænker meget i nationaliteter (“så går alle nordmændene derhen, og resten kan gå derhen”) og i ikke at lægge de få metalbands oveni hinanden. Det undrer mig eksempelvis, at John Legend og Talib Kweli spiller samtidig – det er da festivalens største og tredjestørste Hip hop/R&B-navn (det næststørste er Clipse), så der må da være mange, der gerne vil se begge koncerter.

Nå, jeg skal ikke se John Legend, men der er stadig koncertsammenfald dér, såvel som på alt for mange andre tidspunkter. Et udsnit:

Torsdag kl. 18 spiller Arcade Fire samtidig med Jens Lekman, som jeg lige har opdaget. Men jeg holder mig nok til Arcade. kl. 20-ish er valget en del sværere: At få startet festen med et brag hos LCD Soundsystem vs. at få et skud hip hop hos Talib Kweli vs. at stå midt i mængden når Killers spiller “When You Were Young”. Jeg tror jeg ender på en halv LCD og en halv Kweli og springer Killers over.

Fredag er der ikke noget, jeg egentlig brænder for at høre før først på aftenen, hvor jeg så til gengæld får rigtigt travlt. Beastie Boys vs. Klaxons er ikke et svært valg – Beastierne var så fede i 98, at de skal høres igen), men senere spiller Trentemøller, som nok kommer til at overlappe med CSS og Queens of the Stone Age, der spiller samtidig en time senere. Her har jeg ikke truffet mit valg endnu. Til gengæld er der derefter igen ikke rigtigt noget, jeg virkelig brænder for, så det bliver nok lidt shoppen rundt mellem Peter, Bjorn & John og Lee “Scratch” Perry og såd’n.

Lørdag går det helt galt. Først det spøjse bluegrass-coverband Hayseed Dixie samtidig med Thomas Dybdahl. Ham har jeg heldigvis set nogle gange tidligere (men problemet er, at han altid er god). Derefter en rigtigt svær beslutning: De udmærkede Oh No Ono vs. oplevelsesrockerne Flaming Lips vs. gangstarap 2.0 med Clipse vs. atmosfærisk folk-lounge med Soulsavers. Øv! Jeg tror jeg køber lidt Flaming Lips bare på deres rygte for at være fantastiske live og så smutter videre til Soulsavers.

Men vi er ikke færdige med de svære lørdagsbeslutninger endnu. For senere spiller The Whites Boy Alive, som er en af de ting, jeg har glædet mig allermest til, samtidig med The Who, som vel på årets festival er navnet, man bør se (tæt fulgt af Arcade Fire. Men de er rods alt ikke oppe i tresserne). Og senere igen ligger de to glade dansekoncerter med belgiske Goose og brasilianske Bonde de Role også samtidig. Hmmm. (Til gengæld får Red Hot Chili Peppers ikke rigtig konkurrence på deres timeslot først på natten – i hvert fald ikke, hvis man ikke er til Tiestös halvfemsertrance. Så dem bliver man nok nødt til at tage med i mangel af bedre.)

Søndag er der kun et rigtigt slemt sammenfald, men det er til gengæld også en trepartsforhandling. Muse, der spillede en yderst seværdig og kraftfuld koncert for to år siden spiller samtidig med både Timbuktu og den franske legende Laurent Garnier (nej, ikke fordi han har opfundet noget shampoo – det har han ikke). Muse skal jeg se, og så må jeg jo se, hvad jeg ellers kan nå. (Det er i øvrigt på samme tidspunkt, at nordmændene samles – de skal over på Arena og se Datarock.)

I år vil jeg prøve at modstå indskydelsen til altid at vælge de store navne. Dem vælger man som regel ud fra en “de må være gode, og hvornår får jeg nogensinde chancen for at se dem igen”-tankegang. Men det er som regel ved de små koncerter i teltene, man får sine bedste oplevelser. Derfor undrer det mig da også, at festivalen ikke præsenterer Lounge-scenen og måske endda Spoken Word-teltet i programmet ved siden af de andre koncerter. Det er synd.

Og nå ja, det hele kompliceres yderligere af, at min kæreste garanteret også har nogle præferencer. De er slet ikke kalkuleret med i det ovenstående, så det skal nok blive spændende. For eksempel tror jeg allerede nu, at vi nok bliver nødt til at gå hver sin vej søndag, når Muse og Timbuktu spiller samtidig. Jeg er til engelsk teatralsk stadionrock og hun er til svensk rap med højt humør. Forhåbentlig finder vi sammen igen :-)

Lignende indlæg på granns.net:

• Sidste øjebliks mashup-anbefalinger til Roskilde
• Roskilde ’07 shortlist
• Brugerinvolvering på Roskilde Festival II: Bloggen holder liv i festivalen i løbet af året