granns.net

Sidste år var det ikke særligt mange koncerter på Roskilde, som jeg gerne ville se, som jeg endte med at misse. Der var selvfølgelig lige den ret pakkede søndag, hvor blandt andet Raconteurs (og Ryuichi Sakamoto, har jeg efterfølgende set i programmet) blev ofret. I år er det anderledes, hvilket både skyldes at programmet i år er særdeles godt, men også at spilleplanen bare ikke er faldet heldigt ud.

Det er selvfølgelig et kæmpe puslespil, programlæggerne skal have til at gå op. Men jeg tror de tænker meget i nationaliteter (“så går alle nordmændene derhen, og resten kan gå derhen”) og i ikke at lægge de få metalbands oveni hinanden. Det undrer mig eksempelvis, at John Legend og Talib Kweli spiller samtidig – det er da festivalens største og tredjestørste Hip hop/R&B-navn (det næststørste er Clipse), så der må da være mange, der gerne vil se begge koncerter.

Nå, jeg skal ikke se John Legend, men der er stadig koncertsammenfald dér, såvel som på alt for mange andre tidspunkter. Et udsnit:

Torsdag kl. 18 spiller Arcade Fire samtidig med Jens Lekman, som jeg lige har opdaget. Men jeg holder mig nok til Arcade. kl. 20-ish er valget en del sværere: At få startet festen med et brag hos LCD Soundsystem vs. at få et skud hip hop hos Talib Kweli vs. at stå midt i mængden når Killers spiller “When You Were Young”. Jeg tror jeg ender på en halv LCD og en halv Kweli og springer Killers over.

Fredag er der ikke noget, jeg egentlig brænder for at høre før først på aftenen, hvor jeg så til gengæld får rigtigt travlt. Beastie Boys vs. Klaxons er ikke et svært valg – Beastierne var så fede i 98, at de skal høres igen), men senere spiller Trentemøller, som nok kommer til at overlappe med CSS og Queens of the Stone Age, der spiller samtidig en time senere. Her har jeg ikke truffet mit valg endnu. Til gengæld er der derefter igen ikke rigtigt noget, jeg virkelig brænder for, så det bliver nok lidt shoppen rundt mellem Peter, Bjorn & John og Lee “Scratch” Perry og såd’n.

Lørdag går det helt galt. Først det spøjse bluegrass-coverband Hayseed Dixie samtidig med Thomas Dybdahl. Ham har jeg heldigvis set nogle gange tidligere (men problemet er, at han altid er god). Derefter en rigtigt svær beslutning: De udmærkede Oh No Ono vs. oplevelsesrockerne Flaming Lips vs. gangstarap 2.0 med Clipse vs. atmosfærisk folk-lounge med Soulsavers. Øv! Jeg tror jeg køber lidt Flaming Lips bare på deres rygte for at være fantastiske live og så smutter videre til Soulsavers.

Men vi er ikke færdige med de svære lørdagsbeslutninger endnu. For senere spiller The Whites Boy Alive, som er en af de ting, jeg har glædet mig allermest til, samtidig med The Who, som vel på årets festival er navnet, man bør se (tæt fulgt af Arcade Fire. Men de er rods alt ikke oppe i tresserne). Og senere igen ligger de to glade dansekoncerter med belgiske Goose og brasilianske Bonde de Role også samtidig. Hmmm. (Til gengæld får Red Hot Chili Peppers ikke rigtig konkurrence på deres timeslot først på natten – i hvert fald ikke, hvis man ikke er til Tiestös halvfemsertrance. Så dem bliver man nok nødt til at tage med i mangel af bedre.)

Søndag er der kun et rigtigt slemt sammenfald, men det er til gengæld også en trepartsforhandling. Muse, der spillede en yderst seværdig og kraftfuld koncert for to år siden spiller samtidig med både Timbuktu og den franske legende Laurent Garnier (nej, ikke fordi han har opfundet noget shampoo – det har han ikke). Muse skal jeg se, og så må jeg jo se, hvad jeg ellers kan nå. (Det er i øvrigt på samme tidspunkt, at nordmændene samles – de skal over på Arena og se Datarock.)

I år vil jeg prøve at modstå indskydelsen til altid at vælge de store navne. Dem vælger man som regel ud fra en “de må være gode, og hvornår får jeg nogensinde chancen for at se dem igen”-tankegang. Men det er som regel ved de små koncerter i teltene, man får sine bedste oplevelser. Derfor undrer det mig da også, at festivalen ikke præsenterer Lounge-scenen og måske endda Spoken Word-teltet i programmet ved siden af de andre koncerter. Det er synd.

Og nå ja, det hele kompliceres yderligere af, at min kæreste garanteret også har nogle præferencer. De er slet ikke kalkuleret med i det ovenstående, så det skal nok blive spændende. For eksempel tror jeg allerede nu, at vi nok bliver nødt til at gå hver sin vej søndag, når Muse og Timbuktu spiller samtidig. Jeg er til engelsk teatralsk stadionrock og hun er til svensk rap med højt humør. Forhåbentlig finder vi sammen igen :-)

I alle de år, jeg har været på Roskilde Festival, har jeg altid som noget af det første trawlet nærmest alle bandbeskrivelserne i det lille officielle programhæfte igennem. På den baggrund blev de sikre koncerter suppleret med andre navne, der på en eller anden måde lød interessante.

Problemet er bare, at alle navne lyder relativt interessante i programmet, fordi det er festivalen selv, der beskriver dem. Og selvfølgelig skal festivalen da være entusiastisk omkring alle bands på festivalen (ellers ville den jo ikke have hyret dem), men man kunne godt savne en kritisk røst af og til.

Og den er nu fundet! For hvert år gennemgår Karsten Olesen fra Musikbibliotek.dk programmet og giver sin uforbeholdne mening om det – og han lægger ikke fingrene imellem. Og man kan være nok så uenig med ham, men i det mindste ved man, hvor han “kommer fra”.

Langt henad vejen er jeg nu på bølgelængde med hr. Olesen: The Whitest Boy Alive er et must, mens Dizzee Rascal er stærk overvurderet. Hayseed Dixie skal nok blive sjovt, mens Red Hot Chili Peppers har set bedre dage. Hør selv lidt af Olesens beskrivelse af Kiedis & co.:

James Brown opfandt funk’en, efterfølgende giganter som George Clinton og Prince videreudviklede den – og Red Hot Chili Peppers (US) vulgariserede den så helt ned på funk’ens absolut laveste evolutionstrin: gymnasieklassernes øvere.

(…)

Og mens vi venter skal der bare lige citeres fra ”Stadium Arcadium”’s ”Snow (Hey Ho)”: ”Hey oh, listen what I say, oh/ Come back and hey oh,/ look at what I say, oh”. Men det må man så gi’ dem! Den fæle funk passer fint med de fæle ord. Ret skal være ret.

Der er dog også masser af steder, jeg ikke er enig med Olesen. for eksempel trodser jeg nok hans advarsel og ser både CSS, The Killers og Björk. Og allerlængst fra mig synes jeg, han er når det gælder Thomas Dybdahl og Muse. Om Dybdahl hedder det:

Live har Dybdahl ellers fascineret, og så mange gange har han været på plakaten i DK, at man kun kan frygte at han over Smatten adresserer os på dansk, f.eks. kaster os et varmt: ”Scream for me, Copenhagen!”. Det ville da være originalt, være det skarpe knivhjul på den retningsløse pizzamusik han nu senest er begyndt at kaste på sin bolledej.

…Og om Muse:

hvor mange gange kan man – egentlig – skære den samme plade? Tja, svært at sige, men indtil videre må en kandidat til at vinde prisen være Muse (UK), for hvem det er lykkedes at gentage den samme samling riller fem gange (det inklusive et soundtrack, som faktisk har karakter af et fuldt album) ml. 1999-2006, flot!

Forsanger Matt Bellamy lyder mest som plat på Thom Yorke fra Radiohead, men også som en hystade der har nogen efter sig, som en hastig klient på flugt fra sin psykolog – som han lige har opdaget netop var forfølgeren.

Det er hårde ord. Men det er også et frisk pust. Læs selv videre hos Musikbibliotek.dk – hele guiden kan hentes som pdf. (via)

Jeg faldt i dag mens jeg så lidt fjernsyn over et program, hvor to hold af meget overvægtige mennesker kæmpede mod hinanden om at opnå det største samlede procentuelle ugentlige vægttab. Ja, konceptet vidner bestemt også om, at TV-branchen har været nødt til at sætte fantasien på arbejde for at finde på nye måder, folk kan krænge deres sjæl ud på skærmen på. Det er lang tid siden, man bare kunne spærre 10 mennesker inde i et hus og se hvad der skete.

Det er svært at vurdere, om reality-tv som sådan er et fænomen, der er på vej nedad. At dømme ud fra de programzapninger, jeg jævnligt foretager når der er reklamepauser eller bare ikke er noget overhovedet i TV, er der i hvert fald kommet flere forskellige reality-programmer. Folk får ordnet have, bliver gift, køber og sælger huse, får fedtsugninger, børn og nye møbler, spærres inde og ude, og indgår i alle mulige forskellige slags spilkoncepter for åben skærm. Der er bestemt noget for enhver smag.

Men måske er er det et tegn på, at reality-genren bare er ved at blive en del af alle de tv-koncepter, vi kendte i forvejen. For der er vist ingen tvivl om, at TV generelt har oplevet sin storhedstid. Vi er på vej væk fra flowmedier (“lad os se hvad der kommer nu”), for i stedet at kaste os over on demand-medier (“duer ikke, næste”). Og nå ja, så er vi jo også i højere og højere grad på vej mod deltagelse frem for passiv konsumption. Det er vist old news efterhånden.

Hvor passer reality-begrebet ind i det nye mediebillede?
Og det er her, jeg undrer mig over reality-tv. For jo, godt nok er der nogen, der deltager, men det er stadig TV, der i ekstrem grad er designet til tilskueren, som regel ud fra enten “Hvad hvis det var mig?”- eller “Godt det ikke er mig!”-princippet. Det er den passive udlevelse af det følelsesregister, der udfolder sig på skærmen, der er i fokus. Betegnelsen følelsesporno er godt nok en kliche, men det er altså også en god betegnelse for genren.

Og så er der det med flow vs. on demand. For det, der slog mig ved den afmagringskonkurrence, jeg nævnte indledningsvis, var, hvor langsomt det gik. Det er typisk for genren, men det sprang bare virkeligt i øjnene (måske på grund af manglen på indhold).

Det handlede i høj grad om at strække små, afgørende øjeblikke i det uendelige: Den tykke kvindes ansigtsudtryk lige inden hun får at vide, hvor meget hun har tabt sig, suppleres med interviewbidder med de andre deltagere, inden værten trækker det hele lidt ekstra i langdrag før hun endelig giver den stakkels kvinde sit tal. Men inden hun gjorde det, kunne vi lige nå en reklameblok og derefter en gentagelse af de sidste godt og vel to minutter, vi lige havde set inden reklamerne.

Er det den nye slags fjernsyn? Den, der som en falleret kaptajn bliver på den synkende skude, mens alt det, der er mere interessant, for længst er flyttet videre til andre platforme? Det går jo for fanden så uendeligt langsomt! Og der er åbenbart også gået reality-tv i resten af sendefladen: Emme synes i hvert fald at også, at TV-avisen er alt for langsom i sin fortælleform. Hun er vant til nettet. Og hun er nok ikke den eneste.

Reality on demand?
Så hvad bliver det næste? Følelsesporno er kommet for at blive, og mon ikke den, ligesom almindelig porno, nok kan finde sin plads på det der internet? Men hvordan passer den ulidelige dvælen ved de øjeblikke, hvor følelserne hænger allermest i laser uden på tøjet, sammen med, at medier i dag skal være hurtigere, altid videre til det næste, og med mulighed for bare at springe videre, hvis man ikke synes, det er interessant.

For reality-genren, som den ser ud på TV, er jo bestemt ikke velegnet til at springe rundt i. Det er vel netop med-, ud- og indlevelsen i lidelser og succeser, nedture og opture, der får folk til at se det. Og den får man ikke, hvis man spoler videre til den næste cliffhanger. For selv cliffhangerne er jo strukket ud i det uendelige.

Eller har vi i virkeligheden allerede den slags reality-on demand-genre, jeg efterlyser? For eksempel i Lonelygirl15′s videoer og alle de lignende ting, nettet flyder over med (eksempelvis også en del blogs)? Og er vi så bare blevet mere kompetente mediebrugere (åh, de klicheer), så vi er i stand til at leve med og leve os ind i det, selv om vi samtidig spoler, springer, skipper rundt i og mellem forskellige tilbud?

ELLER ser vi måske bare slet ikke den slags ting for indlevelsens skyld, men bare for at få et billigt grin?

Folks sprogbrug er en sjov ting at blive irriteret over, for oftest forstår man jo godt, hvad folk mener. Jeg hører nu alligevel til dem, der bliver irriteret, hvis sproget ikke er (tilstrækkeligt) korrekt. Det forstyrrer mig, så jeg kommer til at fokusere på sproget frem for på indholdet, og det er jo – som regel – ikke meningen.

Noget af det, der irriterer mig mest, er umotiverede orddelinger. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med, at sådan gør man på engelsk, men faktum er, at det gør man ikke på dansk. I mange år hang der et skilt ved Nordhavn Station, der beskrev byggeforløbet derude. Og der stod blandt andet, at der blev gjort “Milliard investeringer i danske havne”. Og det var jo ikke det, de mente.

Af andre eksempler, der irriterer kan nævnes “mini golf”, “hjemme side” og lignende. Det er selvfølglig dobbelt irriterende, men dog samtidig også ekstra interessant, når der samtidig kommer en ny betydning ud af den forkerte orddeling: “Efter sidning” eller “Frynse goder”, for eksempel. Eller den milliard investeringer, der ville blive gjort i de danske havne.

Jeg er selvfølgelig ikke den eneste, der er sprogirriteret. Læs eksempelvis med på The “blog” of “unnecessary” quotation marks, hvis emne, du nok kan regne ud…

I øvrigt synes jeg det er helt i orden, ja ind imellem endda også underholdende, at anvende en form for alternativ retstavning og sprogbrug hvis man skriver sms’er, laver lolcats eller parodierer kommunikationsbranchen. Og det er også OK at lave slåfjel i e-mails eller på sin blog. Men det er jo noget med genre og såd’n…

På linje med de fantastiske tjenester ugedag.dk og ugenr.dk, hvis navne gerne skulle være selvforklarende, er der nu også kommet en side med navnet isparisinjailrightnow.com. Bare hvis man stod og var i tvivl – for det kan da også være svært at finde rundt i…