…alle dem, der var med i Star Wars?
R2D2 er blevet taget for spirituskørsel, Princess Leia røg ud i et misbrug, Chewbacca er blevet amerikansk statsborger, og C3PO har udgivet en tegneserie. Det er vist kun Harrison Ford, der rigtigt har formået at bygge videre på Star Wars’ succes – de andre har bare fået dårlig hud og grimt hår…
Hvis du i øvrigt brænder for at vide, hvad der skete med Eddie the Eagle (laver reklamer og underviser), hende fra Cosby & Co. (fik sit talkshow taget off the air), Monica Lewinsky (hun er lige blevet kandidat) eller Right Said Fred (hhv. ejer et fitnesscenter og er vært for et program, der hedder Gaytime TV), så er der hjælp at hente.
Balslev argumenterer for, at den måde, vi placerer mange af dagens politiske fraktioner og skikkelser på på en traditionel højre-venstre-skala (eller venstre-højre-skala) er forkert. Det er der sådan set ikke noget nyt i, men hans eksempler er forfriskende (om end det er et noget forsimplet forståelse af anarkismen, han fremlægger. Det er lidt mere rodet end som så…). Og Khader har ikke ligefrem gjort det lettere for os.
Højre-venstre-opdelingen giver mere mening, hvis man foretager den på to dimensioner (forestil dig et diagram): Fordelingspolitik og værdipolitik (jeps – det er ikke helt forkert at tænke Bourdieu her). Så vil man klarere se, at den måde, fraktionerne i folketinget ser ud på følger den fordelingspolitiske akse, mens den værdipolitiske til gengæld dikterer en forholdsvis større del af debatten i medierne. Det minder lidt om det her.
Men politikken er ikke det eneste, der er rod i. Omend det stadig kan anskues på en enkelt akse, er der åbenbart klare fløjdannelser i spørgsmålet om, hvorvide den løsthængende flap på toiletpapirrullen skal hænge ind mod eller væk fra væggen – repræsenteret af henholdsvis inder- og yderfløjen (ikke at forveksle med inder- og yderkredsen). Torben Sangild bekender kulør her – hvor hører du til på skalaen? Selv er jeg sofavælger i den forbindelse…
På graffitihjemmesiden sketzh.com kan man se en fed lille film, hvor udvalgte danske malere (graffitimalere, forstås) hver har malet en togvogn. Det er bare ikke rigtige togvogne, men små modeltog. Sejt!
Siden har også et stort galleri med billeder af graffiti i KBH. Tak til Terkel for linket.
For nogle år siden havde de danske ishockeyklubber ikke så mange udlændinge til at spille for sig, som de har i dag. De få, de havde, udgjorde som regel A-kæden, og var dem, man satte sit lid til når det virkelig gjaldt.
Samme taktik havde min lokale Netto i dag. Ved 16-tiden, hvor det rigtigt brændte på, havde de skiftet to unge svenskere ind ved kasseapparaterne. A-kæden, skulle man tro.
Men de to import-medarbejdere kunne ikke matche dagens modstander, der var mødt talstærkt op og desuden havde både elegante og ufine tricks i ærmet. Det forekom mig i hvert fald, at et uforholdsmæssigt højt antal varer skulle byttes, havde defekte emballager eller krøllede stregkoder.
Det blev derfor en ulige, men dog alligevel lang kamp. Svenskerne var øjensynligt ikke vant til det høje tempo og niveau i den danske liga, og fik derfor aldrig et ben til jorden.
Selv kom jeg kun med nød og næppe igennem den forlængede spilletid, og det var med stort besvær at jeg mønstrede et høfligt smil som ledsagelse til min “på beløbet tak”-udgangsreplik. Da jeg kom ud, sad en anden cykel fast i min, og i forsøget på at skille de to ad væltede jeg seks andre cykler, som jeg måtte rejse op igen med stort besvær. Så det…
(Lettelsesfaktor: I det mindste var der dog ikke nogen, der tog alle fryseposerne for næsen af mig denne gang)
Lige en afrundende kommentar til mine marathon-skriverier om brugerinvolvering på Roskilde Festival. Det ser ud til, at Trines blog agerer uofficiel festivalblog så længe det nye community-site ikke er helt oppe at køre. I hvert fald har festivalens talsmand Esben Danielsen gæsteblogget der for nylig.
Lad os håbe det snart kommer rigtigt op at køre, så vi kan se alle de gode ideer, holdet bag har arbejdet med.
Og så er der åbenbart nogle (RUC-?) studerende, der arbejder med hvordan gæsterne bedre kan aktiveres i dagene inden koncerterne starter på alle scenerne. Projektet, der vist bliver et spil af en art, lyder spændende som det præsenteres på deres blog (som jeg faldt over på via overskrift.dk). Og det minder jo også lidt om det, jeg selv har foreslået.
Femdelt marathon om festival og brugerinvolvering:
Del I: Hvorfor nu det?
Del II: Bloggen holder liv i festivalen i løbet af året
Del III: Hjemmesiden skaber relationer til og imellem publikummer
Del IV: Under festivalen
Del V: Opsamling i listeform