Reboot: Online-”rum”, der hæmmer os?
maj 31, 2007
I sin micro presentation om “Ambient intimacy” nævnte Leisa Reichelt i en sidebemærkning, at hun en dag var blevet helt forskrækket over på Last.fm at se, at Robbie Williams rent faktisk var den kunstner, hun hørte næstmest.
Det fik mig til at tænke på, om de sociale rum, vi bevæger os rundt i på nettet og de spilleregler, de har, også potentielt kan have den modsatte virkning af, hvad der er meningen?
Eksempel: At man vælger at høre noget bestemt musik fordi det så vil figurere på statistikkerne over, hvad man hører. Eller bare at skippe videre fra et nummer før det er helt færdigt, fordi det så ikke kommer til at optræde på ens “recently played”-visning på ens blog.
Nu er det ikke fordi, jeg skammer mig over min last.fm-playlist – men et eller andet sted ligger det da i baghovedet, at det siger noget om mig, hvordan min Last-fm-profil ser ud, og at den profil udelukkende er styret af, hvad jeg hører.
Kan man forestille sig det samme med Twitter, Jaiku, Flickr eller blogging? Ex at man blogger noget for at være “blog-agtig”? Eller føler, at man “snart bør Twitte”? Og kan de kommunikationsstrukturer, vi selv har skabt og valgt at bruge, på den måde virke tilbage på os på måder, der – vel egentlig – er uhensigtsmæssige?
Bare en tanke…
(…som selvfølgelig er nært beslægtet med diskussionen af, hvordan man kan/skal forholde sig til sin digitale identitet i forhold til sin fysiske identitet, som både Jeremy Keith og Markus Breuer har snakket om tidligere på dagen. Dem hørte jeg desværre ikke…)
Lignende indlæg på granns.net:
Det minder mig om den måde jeg læser webaviser på; jeg skal næsten tvinge mig selv til at klikke på en overskrift hvis den er ‘plat’ fordi jeg ikke vil bidrage med et klik til at placere artiklen over de mest læste… hmmm.
Ja, det er jo faktisk det samme. Og det er frygteligt at føle sig “tvunget” på den måde.
Men grundlæggende er det vel lige så meget os selv, der er noget galt med – fordi vi ikke kan finde ud af bare at være helt ærlige og gøre som vi føler i den slags situationer…
Gruppepres 2.0?
Det må det jo være. Omend man også omvendt kan sige, at det på sin vis er en selv, der ad omveje udøver presset. Man har jo selv oprettet profilerne, og det er ens egne forestillinger om, hvordan man il projicere sig selv ud i virkeligheden via nettet, der er rod til følelsen af pres…