Reboot: Fibonacci-psykologi?
maj 31, 2007
På Reboot benyttede Robert Paterson sin taletid (UPDATE: Han har nu lagt sine slides online) på at fremme en aristotelisk tanke om, at alting i sig har et iboende potentiale til at blive det, det optimalt kan blive. Det forudsætter, at det har de rigtige (op)vækstbetingelser. Det billedlige symbol herpå var Fibonacci-sekvensen – altså den talsekvens, hvor hvert tal er summen af de to forrige, og som giver en pæn og nydelig spiral, hvis man tegner den i kvartcirkler.
Det er et mønster, der også findes i naturen (eksempelvis i blomkål!). Og Paterson mener, at det går igen i mennesket. Dels i det enkelte menneskes udvikling og i den måde, mennesker optimalt danner sociale relationer.
Hans pointe var den, at det allermest essentielle, når man opdrager et barn, starter en virksomhed eller organiserer en aktivitet, er at starte det rigtigt. Altså give det de optimale betingelser for at udvikle sig til det, det har potentialet til.
Hvad angår det enkelte menneske brugte han som eksempel det faktum, at børn, der har lært et vist antal ord i to-års-alderen (= har fået de optimale udviklingsbetingelser) har lært mange flere ord allerede i 15-års-alderen (= i højere grad har realiseret deres potentiale – eller er blevet til en pæn spiral!). De, der derimod havde lært bare halvt så mange ord i to-års-alderen, havde kun lært en femtedel ord i 15-års-alderen, og kom faktisk aldrig rigtigt videre (= de blev bare en cirkel, og ikke en spiral).
Hvad angår relationen mellem mennesker, brugte Paterson organiseringen af de romerske legionærer som eksempel. Det viser sig nemlig, at de er organiseret i delenheder, der rent størrelsesmæssigt giver de bedste muligheder for udviklingen af den mest holdbare organisering over tid: delenheder på 7-8 mennesker, organiseret i større enheder på 70-80. Beregningerne gik hen over hovedet på mig (var de der overhovedet?), men tallene giver god mening ex i forhold til, hvor mange rigtigt gode venner, man kan have (7-8?).
Egentlig ikke noget nyt under solen. Aristoteles’ tanke, om at enhver ting i sig har potentialet – ja, nærmest viljen – til at realisere sig til sin optimale tilstand (ideen om sit væsen), er jo ikke filosofisk/fænomenologisk holdbar, men er en god måde at tænke på mennesket på. Og menneskets optimale tilstand – det, vi vil – er ifølge Paterson at være i touch og conversation med hinanden. Touch ikke nødvendigvis forstået som fysisk kontakt, men at “komme hinanden ved”.
Hvem sagde web 2.0?
Lignende indlæg på granns.net:
Hej Christoffer
Jeg var desværre forhindret i at komme til reboot 9.0. Jeg er helt enig i hvad ham Patterson siger – jeg vil trække den videre og sige at virksomheder skal være digitalt tilstede på samme måde som de er IRL. Altså stop med at: “vi skal lige prøve lidt online” til at tage konsekvensen og erkende at en tanke, et problem også godt kan starte virtuelt. Derfor skal de også navigere digitalt når de fokusere på kommunikation og netværk.
Selvfølgelig kan det det!
Og det handler også om, hvordan man starter problemløsings-/definerings-/?-processen – man skal “ramme” fibonacci-kurven…
…Det handler om involvering (=touch) af ansatte/brugere/interessenter/kunder i samtale (!).
Men du har ret. Det er der mange virksomheder, der ikke er klar til – eller ikke synes, de er klar til (begge typer findes, tror jeg).