Indkøbsmarathon

For nogle år siden havde de danske ishockeyklubber ikke så mange udlændinge til at spille for sig, som de har i dag. De få, de havde, udgjorde som regel A-kæden, og var dem, man satte sit lid til når det virkelig gjaldt.

Samme taktik havde min lokale Netto i dag. Ved 16-tiden, hvor det rigtigt brændte på, havde de skiftet to unge svenskere ind ved kasseapparaterne. A-kæden, skulle man tro.

Men de to import-medarbejdere kunne ikke matche dagens modstander, der var mødt talstærkt op og desuden havde både elegante og ufine tricks i ærmet. Det forekom mig i hvert fald, at et uforholdsmæssigt højt antal varer skulle byttes, havde defekte emballager eller krøllede stregkoder.

Det blev derfor en ulige, men dog alligevel lang kamp. Svenskerne var øjensynligt ikke vant til det høje tempo og niveau i den danske liga, og fik derfor aldrig et ben til jorden.

Selv kom jeg kun med nød og næppe igennem den forlængede spilletid, og det var med stort besvær at jeg mønstrede et høfligt smil som ledsagelse til min “pÃ¥ beløbet tak”-udgangsreplik. Da jeg kom ud, sad en anden cykel fast i min, og i forsøget pÃ¥ at skille de to ad væltede jeg seks andre cykler, som jeg mÃ¥tte rejse op igen med stort besvær. SÃ¥ det…

(Lettelsesfaktor: I det mindste var der dog ikke nogen, der tog alle fryseposerne for næsen af mig denne gang)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *