Brugerinvolvering på Roskilde Festival II: Bloggen holder liv i festivalen i løbet af året

Dette er anden del af en serie indlæg med tanker om, hvordan Roskilde Festival bedre kan involvere brugerne i deres kommunikation. Festivalen har ganske vist en profil på MySpace og et nyt community-site, men der kan sagtens gøres mere på blogging-fronten.

I den spæde opstart af et festivalår bliver brugerne involveret allerede fra start. De overvejelser, festivalledelsen gør sig omkring store og små beslutninger lægges ud i indlæg på Roskilde Festivals blog(s), der er en måde at kommunikere direkte med publikum og journalister på:

Hvad gør vi ved at campingarealerne bliver mindre? Hvordan kan man bedst lave en luksuscamp lidt væk fra festivalpladsen? Skal vi lave nye scener næste år? Skal vi ”flytte om” på festivalpladsen? Hvad kan vi gøre for at gøre de første fire festivaldage endnu sjovere? Hvad skal det humanitære fokus være? Kom med forslag til designet af årets merchandise-kollektion.

På bloggen har man mulighed for at kommentere de enkelte forslag. Og den, der har skrevet indlægget svarer eventuelt på kommentarerne. Men de, der kommenterer, svarer også på hinandens kommentarer, og udvikler måske sammen nye, gode ideer som festivalen kan bruge. På den måde får festivalen aktiveret langt flere hoveder i udviklingen af festivalen og samtidig skabt flere ambassadører for de nye tiltag.

Bloggen er samtidig en mere traditionel nyhedskanal. Nyheder om bands, program og praktik blandes med de mere debatskabende indlæg. Bloggen opdateres næsten dagligt, og store og små historier er blandet ind imellem hinanden.

Brugerne kan abonnere på bloggen ved hjælp af RSS – en teknologi, der gør det let at abonnere på nyheder eller blogs. RSS gør det også muligt at abonnere på bestemte kategorier af indlæg (ex musiknyheder, praktiske nyheder, visioner om festivalen, humanitært arbejde etc.), på indlæg af bestemt forfattere eller på kommentarer til indlæg.

Og så er bloggen også festivalens egen nyhedskanal. En blog kan, hvis den er spændende, hyppigt opdateret og velskrevet, være en kraftfuld kanal til at nå sin målgruppe uden om pressen. Det er der masser af eksempler på. Hvis der er et spændende indlæg på festivalen blog, vil andre bloggere videreformidle historien på deres egen blog, og historien kan dermed få en slags sneboldeffekt. Roskilde Festival har masser af dedikerede fans, der ville gøre det.

Bloggen bliver samtidig Roskilde Festivals mulighed for at kommentere på de historier, der skrives om festivalen i medierne. Og for at blande sig i de samtaler, der foregår om den. Og samtidig vil den garanteret blive en kilde til historier for mange journalister.

(Man kan også forestille sig, at Roskilde Festival har en intern blog på intranettet, der bringer nyt ud til de frivillige og giver dem mulighed for at diskutere med hinanden.)

Del I: Hvorfor nu det?
Del II: Bloggen holder liv i festivalen i løbet af året
Del III: Hjemmesiden skaber relationer til og imellem publikummer
Del IV: Under festivalen
Del V: Opsamling i listeform

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *