I sin micro presentation om “Ambient intimacy” nævnte Leisa Reichelt i en sidebemærkning, at hun en dag var blevet helt forskrækket over på Last.fm at se, at Robbie Williams rent faktisk var den kunstner, hun hørte næstmest.

Det fik mig til at tænke på, om de sociale rum, vi bevæger os rundt i på nettet og de spilleregler, de har, også potentielt kan have den modsatte virkning af, hvad der er meningen?

Eksempel: At man vælger at høre noget bestemt musik fordi det så vil figurere på statistikkerne over, hvad man hører. Eller bare at skippe videre fra et nummer før det er helt færdigt, fordi det så ikke kommer til at optræde på ens “recently played”-visning på ens blog.

Nu er det ikke fordi, jeg skammer mig over min last.fm-playlist - men et eller andet sted ligger det da i baghovedet, at det siger noget om mig, hvordan min Last-fm-profil ser ud, og at den profil udelukkende er styret af, hvad jeg hører.

Kan man forestille sig det samme med Twitter, Jaiku, Flickr eller blogging? Ex at man blogger noget for at være “blog-agtig”? Eller føler, at man “snart bør Twitte”? Og kan de kommunikationsstrukturer, vi selv har skabt og valgt at bruge, på den måde virke tilbage på os på måder, der - vel egentlig - er uhensigtsmæssige?

Bare en tanke…

(…som selvfølgelig er nært beslægtet med diskussionen af, hvordan man kan/skal forholde sig til sin digitale identitet i forhold til sin fysiske identitet, som både Jeremy Keith og Markus Breuer har snakket om tidligere på dagen. Dem hørte jeg desværre ikke…)

På Reboot benyttede Robert Paterson sin taletid (UPDATE: Han har nu lagt sine slides online) på at fremme en aristotelisk tanke om, at alting i sig har et iboende potentiale til at blive det, det optimalt kan blive. Det forudsætter, at det har de rigtige (op)vækstbetingelser. Det billedlige symbol herpå var Fibonacci-sekvensen - altså den talsekvens, hvor hvert tal er summen af de to forrige, og som giver en pæn og nydelig spiral, hvis man tegner den i kvartcirkler.

Det er et mønster, der også findes i naturen (eksempelvis i blomkål!). Og Paterson mener, at det går igen i mennesket. Dels i det enkelte menneskes udvikling og i den måde, mennesker optimalt danner sociale relationer.

Hans pointe var den, at det allermest essentielle, når man opdrager et barn, starter en virksomhed eller organiserer en aktivitet, er at starte det rigtigt. Altså give det de optimale betingelser for at udvikle sig til det, det har potentialet til.

Hvad angår det enkelte menneske brugte han som eksempel det faktum, at børn, der har lært et vist antal ord i to-års-alderen (= har fået de optimale udviklingsbetingelser) har lært mange flere ord allerede i 15-års-alderen (= i højere grad har realiseret deres potentiale - eller er blevet til en pæn spiral!). De, der derimod havde lært bare halvt så mange ord i to-års-alderen, havde kun lært en femtedel ord i 15-års-alderen, og kom faktisk aldrig rigtigt videre (= de blev bare en cirkel, og ikke en spiral).

Hvad angår relationen mellem mennesker, brugte Paterson organiseringen af de romerske legionærer som eksempel. Det viser sig nemlig, at de er organiseret i delenheder, der rent størrelsesmæssigt giver de bedste muligheder for udviklingen af den mest holdbare organisering over tid: delenheder på 7-8 mennesker, organiseret i større enheder på 70-80. Beregningerne gik hen over hovedet på mig (var de der overhovedet?), men tallene giver god mening ex i forhold til, hvor mange rigtigt gode venner, man kan have (7-8?).

Egentlig ikke noget nyt under solen. Aristoteles’ tanke, om at enhver ting i sig har potentialet - ja, nærmest viljen - til at realisere sig til sin optimale tilstand (ideen om sit væsen), er jo ikke filosofisk/fænomenologisk holdbar, men er en god måde at tænke på mennesket på. Og menneskets optimale tilstand - det, vi vil - er ifølge Paterson at være i touch og conversation med hinanden. Touch ikke nødvendigvis forstået som fysisk kontakt, men at “komme hinanden ved”.

Hvem sagde web 2.0?

…eller er der et eller andet forkert i, at det danske herrehåndboldlandshold reklamerer for Nutella? (så passer det bedre med mine forestillinger, at Michael Laudrup reklamerer for Ota Solgryn)

…eller har de folk, der har fundet på Roskilde Banks slogan “København findes i virkeligheden - gør din bank også det?” (eller sådan noget lignende) set Philadelphia Eksperimentet og måske Allegro lidt for mange gange?

…eller har de danske supermarkedskæder fødselsdag lige lovligt ofte? (i disse dage er det Fakta, der fejrer, at de fylder 26. Jeg tror bare marketingfolkene har slået 2d20 for at finde det tal…)

Beklager - det skulle bare lige ud. Så kan der bootes!

Jeg tilbragte pinsen i Sverige, og blev - som hver gang, jeg er der - forundret over de små forskelle, man støder på i de svenske supermarkeder, set i forhold til de danske. Jovist, de bruger snus og alt det der, men det er de mindre ting - variationen i de ting, vi kender - der er rigtig interessant.

For eksempel kan svenskerne simpelthen ikke lade være at putte sukker i alting. Selv det mørkeste rugbrød og den stærkeste sennep får et skud sukker, så det glider lidt lettere ned. Omvendt er de ikke rigtigt glade for meget salt lakrids (i hvert fald i Sydsverige, hvor jeg var), hvilket betyder at det så udbredte (og billige - helt ned til 3,90 svenske kroner/100 g) lösgodis-fænomen de fleste steder er et rent festfyrværkeri af pastelfarver.

En anden ting, der er tydelig, er at svenskerne er meget mere til frugt og især bær - og gerne i alle mulige mærkelige blandinger. Man kan få danskvand (svenskvand?) med mange flere forskellige smagsvariationer end herhjemme - Loka laver fx vand med päron-, hallon/grape-, passionsfrukt-, tranbär/citron- og björnbär-smag.

Og Yoggi-yoghurt fås i Sverige med kungsbär, blåbär/banan/vanilj, passion/mango, blodapelsin/guava/mandarin, citrus/vanilj, äpple/vanilj/kanel og jordgubb/smultron-smag. Og det går igen i andre varegrupper, lige fra syltetøj til lösgodis. Jeg anbefaler selv vand med pæresmag, yoghurt med citron/vaniljesmag og hjortronsylt - multebærsyltetøj.

Bær- og frugt-teorien understøttes af en artikel i Ugeskrift for Læger, der desværre ikke nævner noget om sukkertrang på de to sider af sundet. Til gengæld fremgår det - lidt overraskende for mig - at svenskerne spiser mere fisk end os, mens vi spiser mere kød og fedt (!).

Se i øvrigt også denne artikel om forskelle på svenskere og danskere - blandt andet, hvordan vi har et forskelligt forhold til det at holde pause. Eller læs min forrige rapport fra broderlandet.

…alle dem, der var med i Star Wars?

R2D2 er blevet taget for spirituskørsel, Princess Leia røg ud i et misbrug, Chewbacca er blevet amerikansk statsborger, og C3PO har udgivet en tegneserie. Det er vist kun Harrison Ford, der rigtigt har formået at bygge videre på Star Wars’ succes - de andre har bare fået dårlig hud og grimt hår…

Hvis du i øvrigt brænder for at vide, hvad der skete med Eddie the Eagle (laver reklamer og underviser), hende fra Cosby & Co. (fik sit talkshow taget off the air), Monica Lewinsky (hun er lige blevet kandidat) eller Right Said Fred (hhv. ejer et fitnesscenter og er vært for et program, der hedder Gaytime TV), så er der hjælp at hente.

Balslev argumenterer for, at den måde, vi placerer mange af dagens politiske fraktioner og skikkelser på på en traditionel højre-venstre-skala (eller venstre-højre-skala) er forkert. Det er der sådan set ikke noget nyt i, men hans eksempler er forfriskende (om end det er et noget forsimplet forståelse af anarkismen, han fremlægger. Det er lidt mere rodet end som så…). Og Khader har ikke ligefrem gjort det lettere for os.

Højre-venstre-opdelingen giver mere mening, hvis man foretager den på to dimensioner (forestil dig et diagram): Fordelingspolitik og værdipolitik (jeps - det er ikke helt forkert at tænke Bourdieu her). Så vil man klarere se, at den måde, fraktionerne i folketinget ser ud på følger den fordelingspolitiske akse, mens den værdipolitiske til gengæld dikterer en forholdsvis større del af debatten i medierne. Det minder lidt om det her.

Men politikken er ikke det eneste, der er rod i. Omend det stadig kan anskues på en enkelt akse, er der åbenbart klare fløjdannelser i spørgsmålet om, hvorvide den løsthængende flap på toiletpapirrullen skal hænge ind mod eller væk fra væggen - repræsenteret af henholdsvis inder- og yderfløjen (ikke at forveksle med inder- og yderkredsen). Torben Sangild bekender kulør her - hvor hører du til på skalaen? Selv er jeg sofavælger i den forbindelse…

På graffitihjemmesiden sketzh.com kan man se en fed lille film, hvor udvalgte danske malere (graffitimalere, forstås) hver har malet en togvogn. Det er bare ikke rigtige togvogne, men små modeltog. Sejt!

Siden har også et stort galleri med billeder af graffiti i KBH. Tak til Terkel for linket.

For nogle år siden havde de danske ishockeyklubber ikke så mange udlændinge til at spille for sig, som de har i dag. De få, de havde, udgjorde som regel A-kæden, og var dem, man satte sit lid til når det virkelig gjaldt.

Samme taktik havde min lokale Netto i dag. Ved 16-tiden, hvor det rigtigt brændte på, havde de skiftet to unge svenskere ind ved kasseapparaterne. A-kæden, skulle man tro.

Men de to import-medarbejdere kunne ikke matche dagens modstander, der var mødt talstærkt op og desuden havde både elegante og ufine tricks i ærmet. Det forekom mig i hvert fald, at et uforholdsmæssigt højt antal varer skulle byttes, havde defekte emballager eller krøllede stregkoder.

Det blev derfor en ulige, men dog alligevel lang kamp. Svenskerne var øjensynligt ikke vant til det høje tempo og niveau i den danske liga, og fik derfor aldrig et ben til jorden.

Selv kom jeg kun med nød og næppe igennem den forlængede spilletid, og det var med stort besvær at jeg mønstrede et høfligt smil som ledsagelse til min “på beløbet tak”-udgangsreplik. Da jeg kom ud, sad en anden cykel fast i min, og i forsøget på at skille de to ad væltede jeg seks andre cykler, som jeg måtte rejse op igen med stort besvær. Så det…

(Lettelsesfaktor: I det mindste var der dog ikke nogen, der tog alle fryseposerne for næsen af mig denne gang)

Lige en afrundende kommentar til mine marathon-skriverier om brugerinvolvering på Roskilde Festival. Det ser ud til, at Trines blog agerer uofficiel festivalblog så længe det nye community-site ikke er helt oppe at køre. I hvert fald har festivalens talsmand Esben Danielsen gæsteblogget der for nylig.

Lad os håbe det snart kommer rigtigt op at køre, så vi kan se alle de gode ideer, holdet bag har arbejdet med.

Og så er der åbenbart nogle (RUC-?) studerende, der arbejder med hvordan gæsterne bedre kan aktiveres i dagene inden koncerterne starter på alle scenerne. Projektet, der vist bliver et spil af en art, lyder spændende som det præsenteres på deres blog (som jeg faldt over på via overskrift.dk). Og det minder jo også lidt om det, jeg selv har foreslået.

Femdelt marathon om festival og brugerinvolvering:
Del I: Hvorfor nu det?
Del II: Bloggen holder liv i festivalen i løbet af året
Del III: Hjemmesiden skaber relationer til og imellem publikummer
Del IV: Under festivalen
Del V: Opsamling i listeform