granns.net

I sin micro presentation om “Ambient intimacy” nævnte Leisa Reichelt i en sidebemærkning, at hun en dag var blevet helt forskrækket over på Last.fm at se, at Robbie Williams rent faktisk var den kunstner, hun hørte næstmest.

Det fik mig til at tænke på, om de sociale rum, vi bevæger os rundt i på nettet og de spilleregler, de har, også potentielt kan have den modsatte virkning af, hvad der er meningen?

Eksempel: At man vælger at høre noget bestemt musik fordi det så vil figurere på statistikkerne over, hvad man hører. Eller bare at skippe videre fra et nummer før det er helt færdigt, fordi det så ikke kommer til at optræde på ens “recently played”-visning på ens blog.

Nu er det ikke fordi, jeg skammer mig over min last.fm-playlist – men et eller andet sted ligger det da i baghovedet, at det siger noget om mig, hvordan min Last-fm-profil ser ud, og at den profil udelukkende er styret af, hvad jeg hører.

Kan man forestille sig det samme med Twitter, Jaiku, Flickr eller blogging? Ex at man blogger noget for at være “blog-agtig”? Eller føler, at man “snart bør Twitte”? Og kan de kommunikationsstrukturer, vi selv har skabt og valgt at bruge, på den måde virke tilbage på os på måder, der – vel egentlig – er uhensigtsmæssige?

Bare en tanke…

(…som selvfølgelig er nært beslægtet med diskussionen af, hvordan man kan/skal forholde sig til sin digitale identitet i forhold til sin fysiske identitet, som både Jeremy Keith og Markus Breuer har snakket om tidligere på dagen. Dem hørte jeg desværre ikke…)

På Reboot benyttede Robert Paterson sin taletid (UPDATE: Han har nu lagt sine slides online) på at fremme en aristotelisk tanke om, at alting i sig har et iboende potentiale til at blive det, det optimalt kan blive. Det forudsætter, at det har de rigtige (op)vækstbetingelser. Det billedlige symbol herpå var Fibonacci-sekvensen – altså den talsekvens, hvor hvert tal er summen af de to forrige, og som giver en pæn og nydelig spiral, hvis man tegner den i kvartcirkler.

Det er et mønster, der også findes i naturen (eksempelvis i blomkål!). Og Paterson mener, at det går igen i mennesket. Dels i det enkelte menneskes udvikling og i den måde, mennesker optimalt danner sociale relationer.

Hans pointe var den, at det allermest essentielle, når man opdrager et barn, starter en virksomhed eller organiserer en aktivitet, er at starte det rigtigt. Altså give det de optimale betingelser for at udvikle sig til det, det har potentialet til.

Hvad angår det enkelte menneske brugte han som eksempel det faktum, at børn, der har lært et vist antal ord i to-års-alderen (= har fået de optimale udviklingsbetingelser) har lært mange flere ord allerede i 15-års-alderen (= i højere grad har realiseret deres potentiale – eller er blevet til en pæn spiral!). De, der derimod havde lært bare halvt så mange ord i to-års-alderen, havde kun lært en femtedel ord i 15-års-alderen, og kom faktisk aldrig rigtigt videre (= de blev bare en cirkel, og ikke en spiral).

Hvad angår relationen mellem mennesker, brugte Paterson organiseringen af de romerske legionærer som eksempel. Det viser sig nemlig, at de er organiseret i delenheder, der rent størrelsesmæssigt giver de bedste muligheder for udviklingen af den mest holdbare organisering over tid: delenheder på 7-8 mennesker, organiseret i større enheder på 70-80. Beregningerne gik hen over hovedet på mig (var de der overhovedet?), men tallene giver god mening ex i forhold til, hvor mange rigtigt gode venner, man kan have (7-8?).

Egentlig ikke noget nyt under solen. Aristoteles’ tanke, om at enhver ting i sig har potentialet – ja, nærmest viljen – til at realisere sig til sin optimale tilstand (ideen om sit væsen), er jo ikke filosofisk/fænomenologisk holdbar, men er en god måde at tænke på mennesket på. Og menneskets optimale tilstand – det, vi vil – er ifølge Paterson at være i touch og conversation med hinanden. Touch ikke nødvendigvis forstået som fysisk kontakt, men at “komme hinanden ved”.

Hvem sagde web 2.0?

…eller er der et eller andet forkert i, at det danske herrehåndboldlandshold reklamerer for Nutella? (så passer det bedre med mine forestillinger, at Michael Laudrup reklamerer for Ota Solgryn)

…eller har de folk, der har fundet på Roskilde Banks slogan “København findes i virkeligheden – gør din bank også det?” (eller sådan noget lignende) set Philadelphia Eksperimentet og måske Allegro lidt for mange gange?

…eller har de danske supermarkedskæder fødselsdag lige lovligt ofte? (i disse dage er det Fakta, der fejrer, at de fylder 26. Jeg tror bare marketingfolkene har slået 2d20 for at finde det tal…)

Beklager – det skulle bare lige ud. Så kan der bootes!

Jeg tilbragte pinsen i Sverige, og blev – som hver gang, jeg er der – forundret over de små forskelle, man støder på i de svenske supermarkeder, set i forhold til de danske. Jovist, de bruger snus og alt det der, men det er de mindre ting – variationen i de ting, vi kender – der er rigtig interessant.

For eksempel kan svenskerne simpelthen ikke lade være at putte sukker i alting. Selv det mørkeste rugbrød og den stærkeste sennep får et skud sukker, så det glider lidt lettere ned. Omvendt er de ikke rigtigt glade for meget salt lakrids (i hvert fald i Sydsverige, hvor jeg var), hvilket betyder at det så udbredte (og billige – helt ned til 3,90 svenske kroner/100 g) lösgodis-fænomen de fleste steder er et rent festfyrværkeri af pastelfarver.

En anden ting, der er tydelig, er at svenskerne er meget mere til frugt og især bær – og gerne i alle mulige mærkelige blandinger. Man kan få danskvand (svenskvand?) med mange flere forskellige smagsvariationer end herhjemme – Loka laver fx vand med päron-, hallon/grape-, passionsfrukt-, tranbär/citron- og björnbär-smag.

Og Yoggi-yoghurt fås i Sverige med kungsbär, blåbär/banan/vanilj, passion/mango, blodapelsin/guava/mandarin, citrus/vanilj, äpple/vanilj/kanel og jordgubb/smultron-smag. Og det går igen i andre varegrupper, lige fra syltetøj til lösgodis. Jeg anbefaler selv vand med pæresmag, yoghurt med citron/vaniljesmag og hjortronsylt – multebærsyltetøj.

Bær- og frugt-teorien understøttes af en artikel i Ugeskrift for Læger, der desværre ikke nævner noget om sukkertrang på de to sider af sundet. Til gengæld fremgår det – lidt overraskende for mig – at svenskerne spiser mere fisk end os, mens vi spiser mere kød og fedt (!).

Se i øvrigt også denne artikel om forskelle på svenskere og danskere – blandt andet, hvordan vi har et forskelligt forhold til det at holde pause. Eller læs min forrige rapport fra broderlandet.