granns.net

Jeg har tidligere skrevet om den kommende dansk-amerikanske vikingefilm “A Viking Saga”, efter at den umanerligt dårlige, men samtidig hylende morsomme trailer dukkede op for et par uger siden. Nu er traileren på instruktørens anmodning blevet fjernet fra YouTube (og kan dermed heller ikke ses på mit tidligere indlæg).

På filmkritikeren Christian Monggards blog, hvor jeg først læste om filmen, går spekulationerne på, hvorvidt det hele blot har været en slags joke. Det ser det ikke ud til, hvis man læser nogle af de beretninger, der findes på filmforummet danskefilm.dk. Her er der både statister og folk der har overværet optagelserne, der bevidner, at filmprojektet rent faktisk har fundet sted.

Men det vides ikke, hvornår – eller om – filmen så kommer. Instruktøren fortæller, at traileren var blevet lavet som en joke af hans webmaster og kun ud fra det dårligste råmateriale, der forelå. Han antyder altså på en eller anden måde, at filmen slet ikke bliver så dårlig, som traileren ellers varslede. Hmmm… Jeg er meget spændt på, hvordan de latterlige replikker, den tynde storyline, de grimme kostumer og alt det andet i traileren der bare skreg B-film, kan blive til andet end et værk så ringe og krumme-tæer-agtigt, at det kun kan blive morsomt.

Jeg glæder mig til at se, hvad det bliver til! Og hvordan den “rigtige” trailer kommer til at se ud. Indtil videre er filmens hjemmeside stadig “under construction”.
(Tak til Ida for at have gjort mig opmærksom på den nye udvikling i sagen. Hvis jeg kunne finde den blog, du siger du har, havde jeg linket til den her :-))

Bonuslink: Hvis filmen aldrig kommer, må vi jo nøjes med at spille “A Viking Saga” på vores PocketPC…

Så er programmet for Roskilde festival mere eller mindre på plads, selv om der nok bliver tilføjet 12-15 (antallet har jeg læst på festivalens intranet) navne i mellem- og upcoming-størrelsen. Der har været mange kritiske røster, men jeg synes faktisk, programmet er ret godt.

Der er, indrømmet, en række kunstnere, der ville være åbenlyse tilføjelser (se længere nede), men på den anden side er der rig mulighed for at komme godt rundt i genrerne og både se gamle kendinge, upcoming navne og gøre sig helt nye bekendtskaber. Der kan godt risikere at komme lidt færre fulde huse på Orange, men det kan man ikke bebrejde festivalens bookere. Jeg tror på “stigende band-fees og mere fragmenteret forbrugsmønster også på musikfronten”-forklaringen.

Nå, her er et par bud på festivalnavne der helt sikkert vil blive fantastiske, navne der meget vel kan vise sig at blive det, og endelig navne der burde have lov at lege med.

De sikre kort (baseret på tidligere gode koncertoplevelser):
The Whitest Boy Alive – har nu to gange i DK (Vega og RF-release event) formået at få taget til at lette selv om det er det mest nørdede band, der findes. Og, nå ja, pladen er også god.
Muse – superkoncert på festivalen for to år siden, og nu med ny fantastisk plade.
Thomas Dybdahl – har været en fantastisk oplevelse, der kan få Store Vega til at være både helt tyst og fuld af rock ‘n roll og Elvis-sjæl i løbet af sine koncerter.
Arctic Monkeys – som med Muse: de var gode sidst på festivalen, og den nye plade ser lovende ud.
Gadens historie – et projekt hvor Per Vers, der altid er god, sætter hip hoppens historie på Vers med hjælp fra et dansk-svensk all star-crew.

De interessante, der kunne blive supergode:
Talib Kweli – politisk rap over sprøde beats – Talib Kweli er en undervurderet superrapper, der står i skyggen af bling bling-figurerne, der gør sig til allerforrest på scenen. Men kan han også live?
CSS – brasiliansk festmusik, der hænger i ørerne og sæter sig i kroppen. Koncerten på Loppen skulle efter sigende have været helt hysterisk.
Hayseed Dixie – de spiller (blandt andet) bluegrass-coverversioner af AC/DC (deraf navnet). Det lyder sjovt, og når nu the real thing ikke spiller festivaljobs af pricip.
Trentemøller - kommer med en superfed og stemningsfuld plade i ryggen, og kan også trække på sine mange singler og remixes. Men holder det live – og vælger han at gøre det til en fest eller en chill out-ting?
Moi Caprice – jeg er forfalden til Moi Caprices dekadente stobypoplyd, og har længe glædet mig til at se dem live. Jeg håber, at forsangeren synger lige så godt på scenen som i studiet.

Ønskelisten – navne, der er kommet med roste plader og ville passe fint ind på festivalen:
Maximo Park (og de er superfede live – blev kåret til årets koncert i Vega i 2005, så vidt jeg husker)
Bloc Party (er vel selvskrevne. Det kunne også være Razorlight)
Black Rebel Disco Club (fransk electro, der lyder som i 1982)
Thom Yorke (også selvskrevet – men er vist i studiet med Radiohead)
Hot Chip (det ville være god stil at få dem på plakaten)

Det her er stort. Den dansk-amerikanske filminstruktør Michael Moyal har lavet vikingefilmen “A Viking Saga”, der blandt andet har Ken Vedsegaard og Peter Gantzler på rollelisten. Det er de vist ikke så stolte af. Vedsegaard indrømmede da også forleden i Den 11. time, at der ganske rigtigt var tale om en film, der “ikke er sublim”.

Filmens hjemmeside inkl. trailer er blevet lukket ned, men heldigvis er der en, der har lagt den på YouTube. Den ser ud til at være virkelig, virkelig dårlig. Og billigt lavet. Og dårligt skrevet. Ikke noget, der giver gode skuespilpræstationer, hvilket traileren da også til fulde demonstrerer. Nyd det:

Det minder mig med sin B-film-æstetik en del om 80′ernes Heavy Metal-musikvideoer. Se ex Manowars første video, “Gloves of Metal”. Fantastisk (og se den endelig til ende, der er fede kampscener, forsvindingsnumre og masser af 80′er-lir når først man kommer forbi den i genren sædvanlige “band der spiller foran en væg af forstærkere”-del):

Jeg læste om “A Viking Tale” på Christian Monggards glimrende blog.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det ikke ligefrem er god kundeservice, der kendetegner elektronikbranchen. Eller i hvert fald, at der er overordentligt mange tilfælde af dårlig kundeservice. Det gælder for eksempel, når man køber en iPod hos Fona, som Politikens blog-jurist beretter om. Og det ser vist heller ikke så godt ud for Humac, hvis man skal dømme efter debattrådene på Mac-forummet Mediamac.dk (se ex her, her og især her).

(Note: Begge steder er der dog også nogle, der i kommentarerne forsvarer forhandlerne. Men de er vist klart i undertal. Der er også enkelte positive historier på Mediamac.dk. Min egen oplevelse med Humac er, at det er søde, entusiastiske og hjælpsomme ekspedienter. Jeg har dog aldrig haft noget, der skulle repareres.)

Apples egen kundeservice er vist ikke meget bedre, så vidt jeg husker at have læst rundt omkring. Men dog lidt (om end vist ikke nok til at blive nr. 18 i verden!). Torben Sangild har en historie om lang tids besvær med at komme igennem til supporten, få udfyldt de rigtige formularer på hjemmesiden og så videre. Historien ender dog med, at han får en helt ny iPod uden spørgsmål. Altså dårlig kommunikation, men et udmærket resultat.

Jeg har selv en lignende historie. Jeg købte i september en MacBook på Apples hjemmeside, og benyttede mig af et særligt tilbud til studerende, hvor man – ud over den sædvanlige studierabat – kunne spare over 1000 kr. på en iPod, hvis man købte den samtidig. Sådan en stod kæresten nemlig og manglede…

Men at få ekstra-rabatten var ikke ligetil. Jeg skulle nemlig betale fuld pris, og så kunne jeg få rabatten refunderet ved at udfylde en formular og sende den ind sammen med nogle bestemte dele af papkassen, produkterne blev leveret i. Vejledningen til at opnå rabatten var ikke helt let at forstå. Så jeg ringede til Apples kundeservice (i Irland) for at være helt sikker på, hvad det var, jeg skulle sende ind og hvordan og hvorledes.

Nå, det fandt jeg ud af, og fik så sendt brevet afsted til Apple (i Irland). Og så ventede jeg. Indtil jeg checkede betingelserne igen og fandt ud af, at man ikke skulle regne med at høre noget de første 8 uger. Så jeg ventede noget mere. Og da de to måneder var gået, havde jeg næsten glemt, at jeg skulle følge op på sagen. Af og til dukkede det op i mine tanker, og jeg besluttede mig hver gang for at “ringe i morgen”. Hvilket jeg hver gang glemte igen, men dog huskede nok til at bande Apple langt væk med jævne mellemrum.

Men så pludselig, ved at af mine sjældne login på netbank, fandt jeg for nylig ud af at der den 18. januar er ringet 1.180 kroner ind på kontoen fra et eller andet obskurt engelsk promotionselskab. Ingen besked fra Apple i form af mail eller brev. Men pengene kom da.

Nu håber jeg bare ikke at hverken min iPod (købt i Humac) eller nogle af Apple-indkøbene går i stykker. Det er vist en sikker vej til besvær lige meget hvad…

…(altså sådan en, hvor man drikker øl – ikke en bar legemsdel af en eller anden art), så tror jeg, den skulle hedde “Druk”. Så kunne man “tage på Druk” – den ville gå rent ind hos gymnasieelever i alle aldre. “Halvvejen” ville få kamp til sit hår.

Boblere: “Udstilling” (til de universitetsstuderende), “Afvænning” (til sortseerne), “Plejehjemmet” (til de ældre). Find selv på flere…

På samme måde skulle mit tv-program hedde “Noget godt i fjernsynet” eller “Hvad der kommer i aften”. Find selv på flere kategorier…

(Jeps – det er Plat Påske på Granns.net. Vi benytter helligdagene til at servere flade revyvitser for de ærede læsere. Hold øje med vores Pinsespecial – coming soon…)

På produkter fra Supermarco er der ingen danske oversættelser af opskrifterne på emballagen. Jeg kan ikke italiensk, og så må man have hjælp af babelfisken, når man skal finde ud af, hvor længe minestrone-bønnerne skal koges og om de skal ligge i vand først og såd’n.

Det er ikke sidste gang, jeg har brugt den. Det er både sjovt, og giver jo også på sin helt egen engrish-agtige facon svar på spørgsmålet:

you together place the prepared one in a pot for average liter of every water 100 g. door to boiling, therefore you cover and you cook to slow fire for 60 minuteren approximately you add only knows them to baking nearly completed. in pot to pressure 35 minuteren from the beginning are sufficient of hiss of the pot.

Men hvem er “the prepared one”?

…når de første vinterblege mænd drister sig til at spille ølkroket i bar mave. Her er det forrige weekend med Grann i bar mave bag kameraet…

Relateret: Kendis-forårsbebuder

De fleste virtuelle verdener imiterer i relativ høj grad den “virkelige”, fysiske verden. Men i de virtuelle af slagsen guides vi ofte af elektroniske markører af forskellig art. Mest tydeligt i de, der rent faktisk skal fungere som paralleller til den fysiske verden: I Google Maps markeres steder med røde pile og tekstfelter.

Men også i computerspil får man lidt ekstra hjælp. I Grand Theft Auto er der en pil, der viser hvilken vej, man skal køre. I World of Warcraft står avatarernes navne svævende over hver af dem. Og lignende eksempler kan sagtens findes i andre computerspil eller i Second Life, for den sags skyld.

Det er ting, der umiddelbart og intuitivt giver mening for os i de virtuelle rum, de fungerer i. Men hvad sker der hvis man løfter markørerne ud af deres virtuelle sammenhæng og loader dem ind i vores dagligdag i stedet?

Det har den hollandske kunstner Aram Bartholl udforsket, og det er der kommet nogle pudsige scenerier ud af. Men de er samtidig også interessante, fordi de provokerer os til at tænke over, hvor grænserne går, hvordan vi forestiller os verden, og om de virtuelle verdener måske i nogle tilfælde er lettere at navigere rundt i?

Via Guerilla Innovation

Jeg forstår ikke hvad det er med det der Twitter. Jo jo, jeg er med på at det er en måde at fortælle verden hvad man lige render og laver – at man derfor kan holde sine venner og bekendte opdateret og på den måde vedligeholde sit netværk.

Men helt ærligt, hvad er lige gevinsten af at få at vide at dem man kender er på vej hjem fra arbejde, lige har bestilt pizza eller synes Casper Christensen bare er for sjov?

Det lugter langt væk af sammensværgelse. Og Matthew Baldwin har gravet sandheden frem…