granns.net

Der er rigtigt mange mennesker, der starter en blog. Og for rigtigt mange af dem – inklusiv undertegnede – har der nok været et element af “sådan en skal man vel have i disse dage” som årsag til at starte den. Ikke dermed sagt, at det er den eneste årsag, men det har måske været medvirkende, at det kan virke som om, man ikke rigtigt er “noget” på nettet eller er med på noderne, hvis man ikke har én. (Det kan måske også forklare, hvorfor så mange blogs relativt hurtigt dør igen.)

Men hvad så med organisationer, der starter blogs? Er det også sådan, at de gør det fordi de er et vist pres fra omgivelserne?

Sådan kan det i hvert fald forklares ud fra den del af organisationsteorien, der ser organisationer som isomorfe. Dvs. at organisationer indretter sig efter omverdenens (statens, branchens, offentlighedens) mere eller mindre eksplicitte krav uden at skele til, om opfyldelsen af disse krav nødvendigvis gavner organisationen.

Det betyder samtidig, at forskellige organisationer med samme omgivelser vil efterligne hinanden. Det kunne eksempelvis gælde virksomheder i samme branche, offentlige styrelser eller interesseorganisationer. Det vil sige, at den første, der prøver noget nyt, snart vil efterfølges af andre. Og at jo senere, man følger efter, jo mere gør man det bare for at “være med”.

DiMaggio & Powell, to af teoretikerne med denne position, skriver, at “As an innovation spreads, a threshold is reached beyond which adoption provides legitimacy rather than improves performance”. Med andre ord: Det er god skik snarere end det er god forretning.

Der er tre typer mekanismer, der kan få en organisation til at forandre sig:

1.  Koesive mekanismer i form af tvangsmæssigt pres fra fx lovgivning eller regler
2. Normeriske mekanismer i form af moralsk pres fra omgivelserne
3. Mimetiske mekanismer, hvor kollektivt konstruerede facts anses som selvfølgelige, og man derfor bare “gør som de andre”.

Her er blogging interessant. Det er klart, at virksomheder ikke blogger fordi der er (koesive) regler om det. Men det kan være svært at skelne, hvorvidt de blogger, fordi der er et (normerisk) krav om åbenhed, autenticitet og ærlighed fra omgivelserne, eller fordi de  bare har fået det (mimetiske) indtryk, at “selvfølgelig gør man da det”.

Og når jeg læser bøger eller blogs, der handler om, hvorfor det lige er, virksomheder skal blogge, kan jeg da også godt komme i tvivl.

Jeg kan godt se at det er den efterhånden ældgamle diskussion om berettigelsen af PR, der bare har fået et tvist her: Hvorfor skal vi legitimere os til omverdenen? kan vi ikke bare gøre som A.P. Møller og holde kæft og gøre vores arbejde?

Men det, jeg synes, der er væsentligt at spørge sig selv om er, om der virkelig er behov for en blog eller organsationen bare oplever behovet. Og så er det klart, at man heller ikke får svare ved at prøve sig frem, for hvis man oplever behovet, vil man selvfølgelig også opleve en nytteværdi.
Derfor er det interessant at følge forsøgene på at etablere metoder til at måle bloggings ROI. Det har jeg godt nok ikke så meget tiltro til, fordi det ikke endnu er lykkedes at finde en måde at måle ROI for PR mere generelt.

Indtil vi finder ud af, om det rent faktisk er værd at have sådan en blog, kan isomorfibegrebet i hvert fald forklare udbredelsen af blogging…

Lisbeth Knudsen rejser på sin blog en meget interessant diskussion om pressens rolle i forbindelse med urolighederne på Nørrebro: Var deres konstante dækning noget, de unge oprørere regnede med og handlede efter? Og var det på den måde i virkeligheden med til at holde liv i optøjerne? Hun skriver blandt andet:

Da sociale uroligheder brød ud i forstæderne i Paris i november 2005 med bilafbrændinger, gadekampe, masseanholdelser og mange sårede traf de franske tv-stationer efter nogle døgn den aldeles kontroversielle beslutning at lade være med at tage rundt hver aften med sendebilerne for at filme aftenens og nattens vold og brandstiftelse, fordi de registrerede, at de unges aktioner blev organiseret efter medietilstedeværelsen. Tv-stationerne rapporterede i stedet næste morgen om, hvad der var sket, men medvirkede ikke til en ”iscenesættelse af volden”, som de franske medieledere kaldte det. CNN, BBC World og andre var helt uenige i den redaktionelle beslutning. Medier har til opgave at rapportere, hvad der sker, og ikke at forholde befolkningen nyhederne, mente de. En utrolig principiel diskussion, når man fulgte dagene på Nørrebro på direkte tv. Blev brandene, volden og gadekampene vedligeholdt af og optrappet af, at både DR og TV2 sendte nonstop i timevis fra dem?

I hvert fald formåede demonstranterne at få masser af opmærksomhed, da pressen uden videre smed alt hvad de havde i hænderne for at komme til Nørrebro så de kunne træde hinanden over tæerne. De havde endda så travlt, at de glemte at stille de kritiske spørgsmål til begge parter, som Claus Buhl så rigtigt har påpeget.

Men tilbage til de unge, der vist endegyldigt skød sig selv i foden da de brød ind på Christianshavns Gymnasium. Gad vide om det var en del af deres tilsyneladende relativt velplanlagte aktioner?

Omvendt klarede politiet det relativt godt, sådan rent kommunikationsmæssigt, som Jesper Lynghus beskriver det på GCI Mannovs blog, selv om jeg nu lige så meget vil skyde skylden på pressens lidt ukritiske mikrofonholderi. Professionalisme er vel det mindste, man kan forvente af politiet, også når det gælder kommunikation (omend man ikke skal mange år tilbage for at det slet ikke var tilfældet). Og det billede af en fuldstændig fejlfri kommunikationsindsats, som Lynghus maler, bliver i mine øjne unægteligt punkteret i disse dage efterhånden som historierne om grundløse anholdelser og overilet brug af livsfarlige våben dukker op til overfladen. Også her er politiet imponerende strategiske i deres kommunikation – de vælger nemlig i langt højere grad ikke at stille op.
Så jeg vil ikke sige, at politiet vandt “kommunikationskampen” om Nørrebro. Det var vel nærmere sådan, at de unge allerede havde tabt den?

Armageddon var nok den største af den stribe af katastrofefilm, Hollywood spyttede ud i senhalvfemserne. Og plottet var enkelt: Bruce & co. flyver ud i rummet for at destruere asteroide med kurs mod jorden. Men det er set før. I den her:

Jeg citerer fra Wikipedias referat af plottet i filmen “The Green Slime” fra 1968:

A group of astronauts set out to stop a giant asteroid on a collision course with the planet Earth. They land on the asteroid, plant explosive charges and destroy it.

Hmmm… Sounds familiar? Men i modsætning til manuskriptforfatteren på Armageddon, vidste de i 60′erne, at der skal mere til. Så asteroide-sprængningen markerer faktisk bare begyndelsen på historien. Jeg citerer videre:

Afterwards they return to the staging area, a space station called Gamma 3 in orbit around the Earth. Unfortunately, a scientist from the mission had unwittingly stowed a luminous-green substance on his back which quickly mutates into one-eyed, tentacled monsters with the ability to discharge lethal bolts of electricity. The Gamma 3 crew fend off the alien creatures with their laser-based weaponry, only to discover the creatures feed off the energy which, in turn, allows them to multiply rapidly, sprouting the new creatures from their blood. As the creatures overrun the station the crew continues to fight back against overwhelming odds.

Nu snakker vi! På badmovies.org kan du læse mere om filmen og høre og se klip fra filmen. Og granns.net vil heller ikke stå tilbage, og bringer derfor filmens trailer, der er med sin jazzede retro-gru, vidunderligt fortidige effekter og overraskende uslimede slimvæsener er et kig værd i sig selv.

Jeg faldt i øvrigt over “The Green Slime” på Wikipedia ved hjælp af Jonas’ tip om, at man som startside kan sætte sin browser op til at vise en ny tilfældig Wkipedia-artikel og på den måde få dagens grin, lære noget man ikke vidste før – eller måske finde stof til et blogindlæg…

Jeg synes egentlig ikke at 50 Cents “In Da Club” er et særligt interessant nummer. Og heller ikke at temaet fra Benny Hill er andet end et middelmådig falde på halen-soundtrack. Men når man kombinerer de to, så bliver det lige pludselig meget sjovere. Så hvis du går og er lidt sur og tvær…

Benny Hill In Da Club

Vejleder 1: Materialet er godt journalistisk formidlet. Men det er helt forkert i denne sammenhæng. der skal være flere akademiske forbehold som “jeg antager at”, “under forudsætning af” og lignende.

Vejleder 2: Det er fint at formidle det i et journalistisk sprog. Man skal ikke gøre tingene mere komplicerede end de er.

…og sådan kunne jeg faktisk blive ved og lave en riiigtig lang liste over alle de anbefalinger jeg har fået, der stikker fuldstændig i hver sin retning, efter at jeg holdt møde med mine to specialevejledere.

Måske man skulle kalde dem “vildledere” i stedet?