Natfilm ‘07 part 1: Sorte og sortere komedier

Jeg har seks film på mit NatFilm-program i år. Ikke så mange som jeg gerne ville, måske, men nok næsten flere end jeg har tid til. Meget af programmet har jeg allerede været igennem.

A Ticket to Outer Space var en fransk rumfilms-spoof som Mel Brooks kunne have lavet den. Den slags film er som regel ikke særligt morsomme, men har enkelte scener, der er hysteriske morsomme. Og den her var ingen undtagelse. Både Armageddon, Rumrejsen år 2001, Mænd af den rette støbning, Alien-serien og flere bliver der plads til at parodiere hen ad vejen. Og efter en sløv start gik filmen faktisk hen og blev ret underholdende - kulminerende med scenen hvor forskerens medbragte forsøgskalkun forvandler sig til en slimet kæmpe-monsterkalkun i bedste Alien-stil.

Så var der mere spas at hente i den meget mærkelige japanske komedie The Calamari Wrestler, der handler - hvis man overhovedet kan bruge det ord - om en pro-wrestler, der skal kæmpe mod en kæmpe blæksprutte. Det viser sig at blæksprutten samtidig er hans gamle konkurrent, og at de begge er forelskede i den samme pige. Og så er der også en form for insket-wrestler, der blander sig i miseren.

Filmen er billigt lavet og dårligt klippet, har kitschet musik og grimme kostumer og manuskriptet følger bestemt ikke den sædvanlige spændingskurve. Det er meget sort, men også meget, meget morsomt. Snyd ikke dig selv for traileren her, hvor blæksprutten både får tid til at gå tur i solnedgangen, løfte vægte, lege med børn og - selvfølgelig - wrestle.

Instruktøren, Minoru Kawasaki, har også lavet Executive Koala, og har efter sigende planer om at lave The Crab Goalkeeper. Er det en ny genre, man her ser i sin spæde form?

Endelig var Fay Grim en amerikansk independent spion-thriller-komedie-drama-ting. Det er vist en fortsættelse af en af Hal Hartleys tidligere film, og det var måske derfor, den var lidt forvirrende.

Det tror jeg nu ikke, for filmens måde at være sjov på, bestod netop ikke i falde-på-halen sjov, men i stedet af at historien havde så mange løse ender, MacGuffins og plot twists, at man blev helt rundt på gulvet. Og på den måde blev det en slags pastiche på den sædvanlige spionfilm. Samtidig var der castet en sjov blanding af underspillere (ex Jeff Goldblum) og overspillere (ex Parker Posey og Saffron Burrows), hvilket gjorde, at man aldrig rigtigt vidste hvor man havde hverken filmen eller dens karakterer. To stive timer var nok lidt for meget af det gode, men ellers var den faktisk underholdende nok.

(Mere NatFilm hos Grann)

This entry was posted on Thursday, March 29th, 2007 at 9:58 am and is filed under København, Film. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.