granns.net

Kender du det, når man bare lige skal trylle noget tekst frem og ikke lige har “lorem ipsum”-teksten ved hånden? Så trykker man bare lidt tilfældigt på tastaturet – eller, det gør jeg i hvert fald.Og jeg er vist ikke den eneste.

Så det…

Natfilm er også muligheden for at se film fra dele af verden, man normalt ikke ville se film fra. Så det har jeg også gjort.

Ten Canoes er den første film udelukkende med aboriginal-skuespillere. Det er et slags hverdagsdrama sat i Australiens sumpe, hvor man jager i kano, kæmper med spyd, har flere koner og maler sig med kridt.

Ten Canoes er på mange måder et modstykke til Mel Gibsons Apocalypto, for hvor Gibsons film hurtigt blev kold, seriøs, episk og storslået er Rolf de Heers film en lun hverdagshistorie uden de store armbevægelser, hvor de indfødte ikke har langt til et smil og også historien er fortalt med et glimt i øjet. Absolut seværdig og også visuelt interessant. Se selv:

Men min stemme på Nafilms bedste film er allerede blevet givet til den israelske Aviva My Love – også et hverdagsdrama. Og for en gangs skyld en historie fra Israel, der nærmest ikke nævner konflikten mellem jøder og palæstinensere.

I stedet handler det om Aviva, der samtidig med at hun forsøger at forsørge sin familie finder tid til at krænge sin forfattersjæl ud på papir. Men både familien, der består af mere eller mindre mærkelige, men dog hele vejen rundt meget menneskelige karakterer, og hendes skrivementor kommer i vejen for hendes bestræbelser på at få sine skriverier udgivet.

Eller også er det skriverierne, der kommer imellem hende og famililen? Der er ingen lette svar, men masser af rørende og varme scener, og vist også en slags lykkelig slutning i Aviva My Love. For mig var det lidt som Almodovar, bare uden at der nødvendigvis er nogen, der skal have store hemmeligheder eller blive slået ihjel. Den kan absolut anbefales! Og det er ærgerligt, at der ikke er plads til sådan nogle film i det sædvanlige biograf-repertoire i Danmark.

(Mere NatFilm hos Grann)

Jeg har seks film på mit NatFilm-program i år. Ikke så mange som jeg gerne ville, måske, men nok næsten flere end jeg har tid til. Meget af programmet har jeg allerede været igennem.

A Ticket to Outer Space var en fransk rumfilms-spoof som Mel Brooks kunne have lavet den. Den slags film er som regel ikke særligt morsomme, men har enkelte scener, der er hysteriske morsomme. Og den her var ingen undtagelse. Både Armageddon, Rumrejsen år 2001, Mænd af den rette støbning, Alien-serien og flere bliver der plads til at parodiere hen ad vejen. Og efter en sløv start gik filmen faktisk hen og blev ret underholdende – kulminerende med scenen hvor forskerens medbragte forsøgskalkun forvandler sig til en slimet kæmpe-monsterkalkun i bedste Alien-stil.

Så var der mere spas at hente i den meget mærkelige japanske komedie The Calamari Wrestler, der handler – hvis man overhovedet kan bruge det ord – om en pro-wrestler, der skal kæmpe mod en kæmpe blæksprutte. Det viser sig at blæksprutten samtidig er hans gamle konkurrent, og at de begge er forelskede i den samme pige. Og så er der også en form for insket-wrestler, der blander sig i miseren.

Filmen er billigt lavet og dårligt klippet, har kitschet musik og grimme kostumer og manuskriptet følger bestemt ikke den sædvanlige spændingskurve. Det er meget sort, men også meget, meget morsomt. Snyd ikke dig selv for traileren her, hvor blæksprutten både får tid til at gå tur i solnedgangen, løfte vægte, lege med børn og – selvfølgelig – wrestle.

Instruktøren, Minoru Kawasaki, har også lavet Executive Koala, og har efter sigende planer om at lave The Crab Goalkeeper. Er det en ny genre, man her ser i sin spæde form?

Endelig var Fay Grim en amerikansk independent spion-thriller-komedie-drama-ting. Det er vist en fortsættelse af en af Hal Hartleys tidligere film, og det var måske derfor, den var lidt forvirrende.

Det tror jeg nu ikke, for filmens måde at være sjov på, bestod netop ikke i falde-på-halen sjov, men i stedet af at historien havde så mange løse ender, MacGuffins og plot twists, at man blev helt rundt på gulvet. Og på den måde blev det en slags pastiche på den sædvanlige spionfilm. Samtidig var der castet en sjov blanding af underspillere (ex Jeff Goldblum) og overspillere (ex Parker Posey og Saffron Burrows), hvilket gjorde, at man aldrig rigtigt vidste hvor man havde hverken filmen eller dens karakterer. To stive timer var nok lidt for meget af det gode, men ellers var den faktisk underholdende nok.

(Mere NatFilm hos Grann)

På Det Kongelige Bibliotek har de valgt at skyde en lille forhindring ind når man kommer ned ad det rullende fortov oppe fra etagen med læsesalen. man skal nemlig forbi den her her krølle på ruten:

Og det skal man hver gang man skal til toilettet, til sin taske, til kaffebaren. Og så er det at jeg tænker “Hvorfor?” Hvorfor skal man lige igennem den her zig zag-konstruktion?

Er det fordi, man skal tvinges til at passere informationen (der lige anes i billedets venstre side)? Det kunne måske være tilfældet, hvis det var det fortov, der gik opad, så det kunne være en slags mekanisme til brug ved adgang til arrangementer. Men det er ikke det fortov, der går op. Og desuden ville zig zag’et jo så være efter skranken ved informationen – og dér er der jo ingen logik i at ville lave ordnede køforhold. (Og kunne de ikke under alle omstændigheder have løst problemet med nogle stolper og nogle kæder, der kunne fjernes, så det ikke var til besvær i hverdagen?)

Jeg kan ikke finde en god forklaring på fænomenet. Men jeg bliver irriteret hver gang, jeg skal passere, hvilket jeg vel gør en seks-otte gange i løbet af en læsedag. Måske er det det, der er formålet?

(Ja, nogen skal jo brokke sig over sådan noget…)

I TV2-nyhederne klokken ni i morges introducerede oplæseren et indslag med følgende sætning:

“Statsminister Anders Fogh Rasmussen var i dag på besøg i den offentlige sektor”

Det var da en dejlig overraskelse. Men man undres over, hvor han så kom fra? Og om han har tænkt sig at blive længe?

Irrelevant bonusinformation: Indslaget handlede om noget med plejehjem og noget. Ikke så spændende. Til gengæld opdagede jeg, at det var min gamle gymnasieklassekammerat, der var feltreporter i indslaget. Så det…